-
Slanger i Sæby
Jeg begynder at forstå mere og mere. Jeg har til aften afviklet lektion nummer tre ud af seks, og vi er bevæget os ud i områder, som jeg havde en idé om, hvordan det skulle gøres, men alligevel ikke, fordi jeg ikke havde styr på termerne. Det begynder at give mening. Praktisk øvelse i feltet blev foretaget, og jeg har slanger i mit kamera
Jeg har altid vidst, at sådanne billeder havde noget med lukketiden at gøre, men lige hvad man ellers også skulle tage højde for, samt andre forskellige parametre, og hvorfor, fik jeg på plads i dag. Jeg roder stadig lidt rundt i hvad der kan justeres på, for at kompensere for forskellige situationer, men jeg begynder at se lyset….også i slanger.
…og her er hvad jeg nu kan demonstrere jeg har lært, og frem for alt hvad jeg nu forstår: billedet ovenfor er taget med en lukketid på 15 sekunder, f22, ISO 100. Hvad mere er, er at jeg forstår hvorfor og hvordan de forskellige tal gør en forskel. Jeg begynder også så småt at forstå, hvilke af de tre jeg kan trække i manuelt, for at kompensere for det som jeg synes måske ville gøre en forskel, i forhold til det jeg vil med billedet.
Ih hvor er det altså spændende – og uh hvor opdager jeg også nogle ting, som jeg simpelthen bliver nødt til at investere i. Investeringer som vil gøre en kæmpe forskel, og som forklarer hvorfor der er ting jeg ikke kan med mit kamera med det udstyr det har på nuværende tidspunkt, men som det godt kan, hvis jeg fik det rette, men ikke nødvendigvis en masse ekstra, udstyr.
Jeg elsker at lære, og jeg glæder mig til at se, hvor meget mere jeg når at lære inden kurset har sin afslutning om en måneds tid.
-
Skibet er ladet med…
…håb om forår forude – i den blå time spottede mit øje de hvide blomster i græsplænen, på trods af buldrende tønder omkring en vinter som var på vej tilbage. De tønder var vist tomme.
-
Boller op og boller ned
I morgen er der fastelavnsdag på jobbet. Tønden og præmierne er købt ind, og ordren om, at de skal møde op i udklædning er givet. Jeg havde for lang tid siden lovet et par af tøserne at lave fastelavnsboller til dem, såfremt de havde gjort sig dem fortjent. Det har de, og derfor blev der her til aften lavet fastelavnsboller. Jeg lavede også nogen sidste år, men jeg havde problemer med creme som flød ud – det fandt jeg løsningen på i dag.
I stedet for at lave små cirkler, fylde creme på dem, og så samle dem i bunden, så blev dejen delt i to. De to dele blev herefter rullet ud, hvorpå jeg på den ene markerede en cirkel med et glas. Herefter blev en klat creme lagt på, og den anden udrulning blev lagt henover. Herefter tog jeg glasset igen, og pressede ned over “bulerne”. På den måde fik jeg forseglet cremen inde, og ikke én eneste dråbe creme flød ud under bagningen. Ganske genialt, hvis jeg selv skal sige det.
Fastelavnsopskriften, og hjemmelavet creme kommer her:
Dejen
- 2,5 dl. sødmælk
- 50 gram margarine
- 25 gram gær
- 1 æg
- 3 spsk. sukker
- En kvart tsk. salt
- 500 gram hvedemel
Smelt margerine i mælken i en gryde – lad det ikke blive for varmt, for ellers risikerer du at slå gæren ihjel, som du smulrer i når mælk og margarine har fundet hinanden. Hæld herefter de øvrige ingredienser i, og ælt dejen i ca. 10 minutter (længere hvis du gør det i hånden), og lad den så hæve i ca. en time. Slå dejen ned, del den i to portioner, der hver rulles ud til omkring 1,5 cm i tykkelse. Det er så her du markerer den ene med cirkler med et glas. Fyld en tsk. creme i midten af cirklerne, og læg dernæst “låget” på dem. Bollerne trykkes så ud med glasset, og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter.
Cremen
- 2 æggeblommer
- 2 spsk. sukker
- 1,5 spsk. maizena
- 2 dl. sødmælk
- 1 tsk vanillesukker
Æggeblommer, sukker, maizena og mælk piskes sammen i en gryde. Varm op til kogepunktet, skru lidt ned, og rør så rundt indtil det hele begynder at tykne. Tag det af varmen, og vær klar, for ligepludselig går det rigtig stærkt med tykningen. Cremen skal have en fast konsistens, og lad den så stå og køle af en lille times tid.
Når bund, creme og top er presset sammen, så bages bollerne i ovnen ved 165 grader i ca. 15 minutter, efter de er blevet penslet med æg og mælk.
Fastelavn, er mit navn – boller har jeg lavet 🙂
-
En sten fra hjertet
Når to finder sammen, tager man hver især ting med sig ind i forholdet. Sådan er det også med den bedste halvdel og jeg. Siden jeg har lært ham at kende, så ved jeg pludselig en masse om biler og traktorer. Jeg er hoppet med på traktortræk og landsbyfester, for det er nogen af de ting, som han bragte med ind i forholdet, og nogle af de traditioner og gøremål, som jeg er blevet en del af. Jeg har til gengældt bragt ordet “lyvsvin” ind i familien, og så har jeg bragt stemsamlingstraditionen også.
Siden min USA tur i 2008, har jeg taget en eller to sten med mig, når jeg har været på rejser og/eller specielle udflugter. Så da vi slog pjalterne sammen, så tog jeg blandt andet mine stenminder med mig – deriblandt sten fra Grand Canyon.
Jeg synes det er en god souvenir at tage med hjem, og under hver enkel sten skriver jeg, hvor den er fra, og hver eneste af dem, ved jeg præcis hvor jeg har samlet den op. I 2010, skulle vi på vores første tur ud i verdenen sammen med drengene. Vi drog til Ungarn, og her blev de indviet i min lille tradition, og de kunne hurtigt se det sjove i det. Så vi kom hjem fra Ungarn med en masse sten.
Gennem de sidste snart fem år, har vi fået sten med hjem fra Møns Klint, Langeland, Finland, Pragh og Malaga, og drengene samt den bedste halvdel har taget min lille tradition helt til sig. Rundt omkring i huset står disse små mindesten til pynt.
I dag fik jeg dem så alle samlet, da jeg skulle tørre lidt støv af rundt omkring i huset. Samtidig havde jeg også lige tænkt tanken, at jeg skulle gennemgå stenene, for det er ikke dem alle der har sted og år skrevet under dem. Min filosofi er max to sten fra hvert sted, men drengene kunne i starten ikke rigtig sætte deres begrænsning på stensamlingen, så de slæbte med i store mængder – og jeg tog bare i mod, og lod dem gøre det. Derfor er der nu en ret så stor bunke af sten spredt rundt omkring i huset.
Så jeg har gået igennem hver og en af dem. Sorteret dem fra, hvorunder der ikke står sted og årstal, og resten har jeg pakket væk. Ikke smidt væk, men gemt. Det efterlader stadig en pæn samling, men der er nu plads til lidt flere stenminder – for dem kommer der uden tvivl flere af.
-
Fortid-nutid-vi-to
Det er lørdag, det er min fars fødselsdag og det er Valentinsdag. Total kinderæg dag. Den var allerede planlagt til ikke at sove længe på. Den bedste halvdel og jeg skulle på tur. Så vi lod vækkeuret ringe, så vi kunne komme i gang med oplevelserne. Som jeg sidder og gør mig klar til dagens udflugt, lister den bedste halvdel ind på kontoret til mig, og giver mig smukke blomster. Jeg er en heldig heldig dame.
Sally the Skoda blev starter op, og vi tog turen sydpå til Aarhus. Vi ville på Moesgaard museum. Her ville vi gå rundt og opleve historien, og Grauballemanden som er deres kronjuvel. En herre som jeg ikke har hilst på tidligere. Det gjorde jeg i dag, og man kan altså ikke lade være med at blive ret så fascineret af ham. Hvis bare han kunne tale selv, og ikke kun fortælle sin historie gennem dem som har studeret ham i årtier, og kommet frem til det som vi tror der er sket.
Det er et kæmpemuseum, og det er et gennemført museum. Det skorter bestemt ikke på udstillinger og er gavmild med, at invitere den besøgende til at deltage, røre, udforske, læse og mærke historien.
Jeg elsker historie, og jeg elsker at se hvor vi kommer fra, og hvad der har været. Jeg elsker at forestille mig fortiden, og jeg elsker at opdage, hvordan vi trods nutidens manglende bekvemmeligheder i alle afskygninger, alligevel har levet en hverdag, som fungerede rigtig fint. Moesgaard er så absolut et besøg værd, og der er mange timers læren i bygningen. Men størrelsen og detaljerne er også dets svaghed. For hvor meget jeg end elsker det, så når man også bare til et punkt, hvor hovedet ikke kan rumme mere, og det ender altid med at den sidste time på et museum af denne størrelse, bliver lidt for hurtigt gennemgået. Men der er jo heller ingen som siger, man skal gennemgå det hele på ét besøg, men som tilrejsende fra en længere afstand, har man ikke rigtig noget valg. Så vikingetiden fik jeg desværre ikke helt ind under huden, da jeg her var ved at nå mit mætningspunkt. Til gengæld, så er det noget som kan udforskes dybere en anden gang, for mon ikke Moesgaard stadig står i nogle årtier endnu?
Efter godt tre timer i fortiden, drog vi tilbage til nutiden, fandt en skøn café og indtog en dejlig sen frokost i en gårdhave. På vej tilbage til bilen, fik vi en god kop kaffe i hånden, som blev nydt på vej ud til motorvejen, og vel hjemme igen, har vi en hyggeaften foran os.
Valentin eller ej – så har dagen været dejlig uanset dens status.
-
Tirsdagslærdom
Det er ikke en en hemmelighed, at jeg godt kan lide at tage billeder. Men gennem alle de år jeg har leget med vekslende kamera, har jeg aldrig lært noget fra en som vidste noget om det. Jeg er 100 % selvlært, og ved også godt, at jeg render rundt med en kamera, som kan en milliard ting, som jeg ikke aner til hvad, og hvordan det bruges. Men jeg vil gerne lære det, for der er mange idéer og ønsker i mit hovede, som jeg ikke kan få ud på den anden side af linsen, netop fordi jeg ikke kender til de ting. Så jeg har givet mig selv en gave, og i dag blev første lektion af den indløst.
Jeg er begyndt på aftensskole. I Sæby er der en meget fotokyndig mand, som render rundt med al den viden og kunnen, som jeg ønsker jeg havde. Så jeg har betalt for et vinterkursus, hvor han lover vi bliver rigtig dygtige, og lærer ting, som vi lige nu troede vi aldrig ville kunne gøre. Det er et kursus jeg længe har tænkt, jeg måtte på. Nu sidder jeg der, og jeg bliver ikke skuffet. Åh som jeg skal lære. Selv om jeg egentlig synes jeg er okay til at tage billeder, set ud fra et hobbyplan, så er der sørme meget jeg kan blive bedre til, og samtidig også et helt katalog af nye ting som jeg ikke kan nu. Jeg er så tilfreds med det som venter, og i særdeleshed efter første møde. Jeg bliver slet ikke skuffet, og har fuld tillid til at jeg i høj grad, får valuta for alle mine penge.
Jeg nåede lige at lande herhjemme, før jeg skulle afsted til første kursusaften, og som jeg skal hente kameraet på mit kontor, finder jeg ud af, at denne tirsdag også har bragt mig den yndigste buket fra min bedste halvdel. Jeg nåede lige at smide den i en vase, inden jeg tog videre, og her efter hjemkomst er den blevet fotograferet med nye teknikker som jeg i aften begyndte at blive oplært i.
Det er ikke det bedste billede jeg har taget, og jeg ved også godt at det kunne have været blevet bedre, havde jeg benyttet mig af mine normale teknikker. Den teknik som er brugt i aften vil også kaste et bedre resultat af sig, som læringsprocessen skrider frem. Øvelse gør mester – men min bedste halvdel er allerede mester i små kærlighedsoverraskelser, og uanset hvor fint et billede jeg kan tage af den skønne buket, vil den på ingen måde reflektere den varme som jeg føler i maven når han overrasker mig på denne måde.
Tirsdage kan være tossegode!
-
En liter mælk, en pose kaffe og så avisen med min far på, tak
Så står man der i Netto i går. Ved kassen, for at betale den cola, den pakke kaffe og den liter mælk som man lige skal have købt i farten. Ved siden af sig, er hylden med dagens aviser og blade. Man blinker lige en ekstra gang, for har man set rigtigt, når man synes man ser sin far på forsiden af den regionale avis? Det har man. Velkommen på forsiden Hr. Andersen
Min far er verdensmand. Han er en entertainer. Han er en holdningernes mand. Han ekvilibrist. Han er historiefortæller. Han er frembrusende. Han er temperamentsfuld. Han er urokkelig. Han er debatør. Han er Hugo H.F.A. Andersen.
Jeg kunne slet ikke lade være med at smågrine, for når man kender min far, så vil det faktum, at Nordjyske har valgt at placere ham på forsiden, være verdensklasse. Men samtidig vil han heller ikke synes der var noget ekstraordinært i det, for hvor ellers skulle han dog høre hjemme?
Men hvorfor er han så havnet der på forsiden? Sagen er den, at min far er en mand som ikke holder sine meninger og holdninger tilbage. Han er ikke et sekund i tvivl om, hvor han står, og han står fast uanset hvad der så end bliver disket frem af modargumentationer. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er enig i alle hans holdninger og meninger, men jeg har gennem årene også lært at jeg ikke kan rokke ham. Nogengange tager vi debatten, andre gange orker jeg simpelthen ikke, for uanset hvad jeg siger, så er det HFAs way or the highway. Sådan er det, og jeg har lært ikke at blive hidsig over det, men smile kærligt over det. Han er hvem han er – på godt og ondt.
Hans holdninger deler han gerne, og han har gennem mange år også delt nogen af dem med offentligheden i form af læserbreve i både lokale og regionale medier. Man kan sige en del om ham, men han formår at formulere sig på skrift, og han formår at gøre det på en sådan måde, at han bliver lagt mærke til. Det gjorde Nordjyske også, da hans seneste læserbrev landede på deres skrivebord. Min far havde set sig gal på Søren Pind, og hans påstand om at arbejdsløse da bare kunne tage sig sammen, og tage et hvilket som helst job, i stedet for at ligge på den lade side og lade samfundet betale for sig, fordi de ikke mente at de jobs der var, var noget for dem. Det fik min far til tasterne, og det pirrede nysgerrigheden hos Nordjyske. Hvem var denne holdningernes mand? Så Nordjyske kom forbi, for at fortælle historien om mennesket Hugo Andersen. En artikel som landede ham på forsiden af selve avisen, men også på forsiden på det indstik, hvor artiklen var trykt.
Jeg købte selvfølgelig avisen med mig hjem. Jeg er allerede blevet gjort arveløs én gang af ham (fordi han oplevede at eleven var overgået læremesteren i form af velkoordinerede aprilsnar løjer), men er sikker på at hvis jeg ikke sørgede for at få det med mig, så ville jeg falde tilbage i arverækken igen, men med den eventuelle gæld der ville være når han stiller de sorte afsfalttræsko. Men selvfølgelig tog jeg den også med, fordi det jo er min far.
Min far er portrætteret på ikke mindre end fire helsider, hvor han ærligt fortæller om sit liv, sine successer, sin baggrund og sine fejl og mangler. Jeg må give ham, at han har givet den fulde historie om sig selv. Både det gode, og det knap så gode. Min far er kommet til det punkt i sit liv, hvor han er okay med at acceptere og anderkende, at det hele ikke altid har været lige godt, og at han også selv bærer en del af skylden for de knap så heldige situationer i sit liv. Det gør mig stolt at han gør og tør det. Det kræver sin mand, at komme til denne erkendelse. Men min far er også meget mere end fejl og mangler. Han er et optimistisk menneske, som elsker livet. Det sættes der heldigvis primært fokus på i artiklen. Det og sit hårde, lange arbejdsliv.
Jeg kan genkende mennesket som Nordjyske har skrevet om. Jeg kan også snildt visualisere mig seancen som er foregået mellem journalist og min far. Jeg kan høre, hvordan han har fortalt historien, og jeg er slet ikke i tvivl om, at journalisten har været godt underholdt. Det er den kompetence min far bestrider allerbedst. At være i centrum og at være underholdende. Men bag al hans centrumssøgen og underholdningselement, dukker der også i artiklen en mand op som rummer nærvær, kærlighed og taknemmelighed. Selv om jeg smiler på en “ja det er typisk far, og noget som lige passer ham” manér, så flyder mit hjerte også over med kærlighed, da jeg kommer til vejs ende i artiklen. I siden er der en Blå Bog boks, med et par meget meget gamle billeder, hvorpå jeg er på det ene af dem. Men det er den allersidste sætning i artiklen som smelter mit hjerte.
På hans blå bog liste, allernederst står der: “Hugo Andersen har i alt seks børnebørn, hvoraf to er bonus”.
Min lillebror har fire børn, jeg har ingen. Men den bedste halvdel har sine to poder fra et tidligere ægteskab. Min far har gentagne gange sagt, at de bliver betragtet som børnebørn på lige fod som min brors. Jeg har altid troet på det, men på en eller anden sær måde, er det denne sætning som gør at mit hjerte smelter helt.
Jeg ved du læser med farmand, så her er lidt til dig. Vær stolt af artiklen, den gør det godt, og du har gjort det godt med at få de helt rigtige ting med. Jeg er – med alle dine fejl og mangler – stolt af den historie du fortæller, og jeg er evig taknemmelig for den sidste oplysning. Selv om du ikke altid er af samme mening, så gør du det godt. Du gør og har gjort det bedste du kan med de midler og muligheder du har haft og har. Du er blot et menneske, men hvilket menneske <3