En liter mælk, en pose kaffe og så avisen med min far på, tak

Så står man der i Netto i går. Ved kassen, for at betale den cola, den pakke kaffe og den liter mælk som man lige skal have købt i farten. Ved siden af sig, er hylden med dagens aviser og blade. Man blinker lige en ekstra gang, for har man set rigtigt, når man synes man ser sin far på forsiden af den regionale avis? Det har man. Velkommen på forsiden Hr. Andersen

Min far er verdensmand. Han er en entertainer. Han er en holdningernes mand. Han ekvilibrist. Han er historiefortæller. Han er frembrusende. Han er temperamentsfuld. Han er urokkelig. Han er debatør. Han er Hugo H.F.A. Andersen.

Jeg kunne slet ikke lade være med at smågrine, for når man kender min far, så vil det faktum, at Nordjyske har valgt at placere ham på forsiden, være verdensklasse. Men samtidig vil han heller ikke synes der var noget ekstraordinært i det, for hvor ellers skulle han dog høre hjemme?

Men hvorfor er han så havnet der på forsiden? Sagen er den, at min far er en mand som ikke holder sine meninger og holdninger tilbage. Han er ikke et sekund i tvivl om, hvor han står, og han står fast uanset hvad der så end bliver disket frem af modargumentationer. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er enig i alle hans holdninger og meninger, men jeg har gennem årene også lært at jeg ikke kan rokke ham. Nogengange tager vi debatten, andre gange orker jeg simpelthen ikke, for uanset hvad jeg siger, så er det HFAs way or the highway. Sådan er det, og jeg har lært ikke at blive hidsig over det, men smile kærligt over det. Han er hvem han er – på godt og ondt.

Hans holdninger deler han gerne, og han har gennem mange år også delt nogen af dem med offentligheden i form af læserbreve i både lokale og regionale medier. Man kan sige en del om ham, men han formår at formulere sig på skrift, og han formår at gøre det på en sådan måde, at han bliver lagt mærke til. Det gjorde Nordjyske også, da hans seneste læserbrev landede på deres skrivebord. Min far havde set sig gal på Søren Pind, og hans påstand om at arbejdsløse da bare kunne tage sig sammen, og tage et hvilket som helst job, i stedet for at ligge på den lade side og lade samfundet betale for sig, fordi de ikke mente at de jobs der var, var noget for dem. Det fik min far til tasterne, og det pirrede nysgerrigheden hos Nordjyske. Hvem var denne holdningernes mand? Så Nordjyske kom forbi, for at fortælle historien om mennesket Hugo Andersen. En artikel som landede ham på forsiden af selve avisen, men også på forsiden på det indstik, hvor artiklen var trykt.

Jeg købte selvfølgelig avisen med mig hjem. Jeg er allerede blevet gjort arveløs én gang af ham (fordi han oplevede at eleven var overgået læremesteren i form af velkoordinerede aprilsnar løjer), men er sikker på at hvis jeg ikke sørgede for at få det med mig, så ville jeg falde tilbage i arverækken igen, men med den eventuelle gæld der ville være når han stiller de sorte afsfalttræsko. Men selvfølgelig tog jeg den også med, fordi det jo er min far.

Min far er portrætteret på ikke mindre end fire helsider, hvor han ærligt fortæller om sit liv, sine successer, sin baggrund og sine fejl og mangler. Jeg må give ham, at han har givet den fulde historie om sig selv. Både det gode, og det knap så gode. Min far er kommet til det punkt i sit liv, hvor han er okay med at acceptere og anderkende, at det hele ikke altid har været lige godt, og at han også selv bærer en del af skylden for de knap så heldige situationer i sit liv. Det gør mig stolt at han gør og tør det. Det kræver sin mand, at komme til denne erkendelse. Men min far er også meget mere end fejl og mangler. Han er et optimistisk menneske, som elsker livet. Det sættes der heldigvis primært fokus på i artiklen. Det og sit hårde, lange arbejdsliv.

Jeg kan genkende mennesket som Nordjyske har skrevet om. Jeg kan også snildt visualisere mig seancen som er foregået mellem journalist og min far. Jeg kan høre, hvordan han har fortalt historien, og jeg er slet ikke i tvivl om, at journalisten har været godt underholdt. Det er den kompetence min far bestrider allerbedst. At være i centrum og at være underholdende. Men bag al hans centrumssøgen og underholdningselement, dukker der også i artiklen en mand op som rummer nærvær, kærlighed og taknemmelighed. Selv om jeg smiler på en “ja det er typisk far, og noget som lige passer ham” manér, så flyder mit hjerte også over med kærlighed, da jeg kommer til vejs ende i artiklen. I siden er der en Blå Bog boks, med et par meget meget gamle billeder, hvorpå jeg er på det ene af dem. Men det er den allersidste sætning i artiklen som smelter mit hjerte.

På hans blå bog liste, allernederst står der: “Hugo Andersen har i alt seks børnebørn, hvoraf to er bonus”.

Min lillebror har fire børn, jeg har ingen. Men den bedste halvdel har sine to poder fra et tidligere ægteskab. Min far har gentagne gange sagt, at de bliver betragtet som børnebørn på lige fod som min brors. Jeg har altid troet på det, men på en eller anden sær måde, er det denne sætning som gør at mit hjerte smelter helt.

Jeg ved du læser med farmand, så her er lidt til dig. Vær stolt af artiklen, den gør det godt, og du har gjort det godt med at få de helt rigtige ting med. Jeg er – med alle dine fejl og mangler – stolt af den historie du fortæller, og jeg er evig taknemmelig for den sidste oplysning. Selv om du ikke altid er af samme mening, så gør du det godt. Du gør og har gjort det bedste du kan med de midler og muligheder du har haft og har. Du er blot et menneske, men hvilket menneske <3