Vi er godt på den anden side, af vores udenlandstur. To drenge, to voksne og en hund pakkede en opel Astra, som blev byttet med en Caravellebus, venligt gratis udlånt til os af en nordtysk ven. Ned gennem Tyskland susede vi, og tog en overnatning i Duchcov i Tjekkiet. En søvning forstad til Pragh, men som ved nærmere inspektion havde en vældig interessant historie. Vi havde booket os ind på Hotel Casanova, og vi grinte lidt af navnet. Lige indtil vi på vores gåtur mod spisested, passerede slottet Dux.

Da vi ikke kunne læse det som stod på informationstavlen, fik vi os senere googlet os frem til, at på dette slot tilbragte selveste Casanova sine sidste 13 år som bibliotekar. Så gav det pludselig langt mere mening, at mange små oaser i byen, hed Casanova dit og Casanova dat. Vi sagde farvel til det hundevenlige hotel tidligt næste morgen for at begive os ud på den sidste etape, som ville lade os krydse grænsen til Slovakiet og til sidst Ungarn, hvor destinationen hed Tata. Her var vi også for fire år siden, og vennerne dernede har siden da forespurgt, hvornår vi kom igen. Det gjorde vi så i år.

Vi blev indlogeret i en dejlig lejlighed, som var udstyret med aircondition, som allerede første dag, skulle vise sig at være himmelsendt for både mennesker og dyr. Tata er placeret en lille time syd for Budapest, og på førstedagen efter ankomsten, tog drengene og den bedste halvdel på politibesøg. I den ungarske venneflok er en politimand, og han ville så gerne eskortere drengene rundt på politistationen. Alt i mens de fik den rundvisning, benyttede jeg lejligheden til at besøge nabopladsen til vores lejlighed. Lige over på den anden side er en geologisk attraktion, hvorpå der er placeret en kirke på en høj bakke/klippe, hvor der nedenfor er en cirkel sten i stil med Stonehenge.

For at komme op til kirken, skal man i bedste bjergbestiger stil, klatre op af klippevæggen. Vel at mærke uden sikkerhedsline, og kun støttet af et meget simpelt gelænder, hvortil der ikke hører nogen deciderede trappetrin, men kun små afsats i forskellige retninger, som skal passe med sine egne skridt og sin skostørrelse. Vi var også oppe ved den sidste gang vi var der, og dengang mødte vi en stor ungarsk ulv, som kom luntende ca. 10 meter forbi os. Jeg kan godt afsløre, at vi stod helt stille og stirrede på den i både lidt frygt, fulde af respekt og med stor fascination. Jeg skal ikke undsige mig, at det møde stod frisk i min hukommelse da jeg denne gang klatrede op til kirken alene. Tænk om ulven var der endnu? Det var den ikke, men jeg kiggede lidt mere ovre mine skuldre end vanlig, og var på vagt. Men ulven udeblev, og det gjorde også forståelsen af, hvad det her sted er. Alle skilte er på ungarsk, og det eneste jeg kan forstå er, at det blandt andet er et geologisk museum. Kirken er ikke i brug, og man kan ikke komme ind, men hvad, hvordan og hvorfor er jeg ikke blevet klogere på – selv google kunne i det her tilfælde ikke hjælpe mig, da alt jeg kunne finde om dette også kun står på ungarsk.

Torsdag drog vi på dagstur til Budapest, mens vi lod Bailey være hjemme i den afkølede lejlighed. Vi fik genset Fishermans Bastion og udsigten over Donau, hvor det var en selvfølge at der skulle tages selfies i alle afskygninger

Vi fik udforsket den underjordiske labyrint, hvor Grev Dracula blandt andre havde siddet som fange i et års tid, kørt op og ned i en 100 år gammen funicular, spist en rigtig god frokost, og fik os erhvervet en parkeringsbøde

Vi havde rent faktisk undersøgt, før vi parkerede. Som vi fangede den ualmindelig gode plads, kom der en p-vagt gående forbi. Han kunne engelsk, og på spørgsmålet om vi måtte parkere lige der, svarede han ja, og tilføjede at lige her var det gratis, men bevægede vi os ned på den anden side, så ville det koste penge. Så vi efterlod bilen i god tro, og blev derfor lidt overrasket over at se skrivelsen under vinduesviskeren. Vi fik os senere googlet translated os frem til, at vi holdte ulovligt parkeret. Så enten så har p-vagten ikke haft styr på reglerne, eller så har han set muligheden for at tage røven på de stakkels turister. Når det så er sagt, så er bøde på de 5.720 ft (hvis man betalte inden for 14 dage, og herefter ville det så koste de 18.040 som vi også fik os googlet translated os frem til), svarende til den nette sum af 137 danske kroner, hvilket er en trediedel af det beløb vi gav for fire år siden i parkeringsautomat inde i Budapest. Så det var rent faktisk billigere for os at tage bøden, end at betale for at holde legalt. Og ja – vi betalte bøden inden vi forlod Ungarn. Ungarn har nemlig samarbejde med Danmark om at kunne opkræve via skat, hvis man som turist render fra en p-bøde.

I nærområdet af Tata er der naturligvis også en del at opleve. Vi tog derfor løbende på ekskursion til Tatabanya og nærområde, hvor vi holdte aftensudsigt ud over Tatabanya, alt imens vi beundrede den 15 meter store ørn, Turul

Vi fik kigget på adskillelig solsikkemarker, som viste sig fra sin bedste side, og set mere udsigt fra Hilltop, hvor der dyrkes vin af yderst skøn kvalitet

På en af de varmeste dage, havde vi planlagt en tur til Balatonsøen, som var en køretur på små to timer. Baghistorien for Balaton er, at da vi var i Ungarn for fire år siden, havde vi lagt op til den helt store lækre badedag i den magiske sø over for vores, dengang, 8 & 11 årige knægte. De glædede sig, og vi kørte de to timer, godt hjulpet på vej af GPSen som var sat til, og havde nøjagtigt fundet, Balaton. Ved enden af turen, ankommer vi til en by navngivet Balaton, og som ligger helt oppe ved den Slovakiske grænse. Drengene var storskuffet og direkte sure, og nærmest forlangte at vi vendte rundt og kørte direkte til det rigtige Balaton som nu lå 500 km i den modsatte retning. Her måtte vi sige nej, til endnu mere skuffelse for drengene, og at Balaton måtte blive næste gang vi kom til Ungarn. Det var så i år det løfte skulle indfries, og selv om de nu er 12 & 15, så glædede de sig ligeså meget til det denne gang, som for fire år siden. Denne gang, havde os voksne også sørget for at researhce lidt bedre, og sikret os at vi ramte det rigtige sted, og ikke endnu engang havnede i det falske Balaton. Stor var derfor både lettelse og glæde, da vi for enden af destinationsvejen, kunne se det meget klare blå vand foran os. Der var ingen grænser for, hvor meget det blev nydt af både voksne og børn. Det er en helt fantastisk sø at bade i på alle mulige niveauer, og bliver bestemt ikke dårligere at være i, når temperaturen sniger sig op på 36 grader og høj solhimmel.

Vores sidste dag i Ungarn bød på fisketur. Vores ungarske venner havde arrangeret en fantastisk fisketur ved en lækker sø i Ebszönybanya. De havde sørget for at hele den ene søbred kun var til os, og så var der ellers lagt frem med fiskegrej, fiskemadding, frokost og aftensmad. En hel dag i fuldstændig afslapningens tegn i godt selskab, og i en varme og sol, som især den største havde lidt problemer med denne dag, da han ved Balaton, havde fået sig en lille solskoldning. Men han holdt i og holdt til i skyggen, og fiskene strømmede ind. Da vi sagde farvel, havde de to knægte tilsammen fisket i nærheden af 40 fisk ind.

Det var en skøn dag, og jeg havde hele ugen igennem klaret solen så fint. Jeg er – qua min hårfarve – en type som solen godt kan være hård ved i løbet af kort tid. Men de sidste 7-8 år, har jeg kunne tolerere mere og mere, men er stadig rigtig god til at passe på. Men denne dag ved søen, fik solen alligevel også godt fat i mig.

Det skal dog siges, at det ser værre ud end det viste sig at være. Jovist har jeg fået sol, og da vi kom hjem kunne jeg da også svagt mærke en lille brænden i panden. Men jeg smurte mig godt ind i aftersun og creme, og da jeg vågnede næste morgen, var jeg på ingen måder hverken varm, øm eller følsom over for solen. Det var de andre tre, som i løbet af den næste uge oplevede både lettere smerte, senere kløende rygge, næser og pander, for til sidst at skælle hud. Alt det oplevede jeg ikke, så selv om jeg er den ud af os alle fire som er mest udsat for solens konsekvenser, endte det med at jeg var den som var mindst ramt.

Efter ni dage hjemmefra, begyndte vi turen tilbage til Danmark. Vi overnattede på returvejen igen hos Casanova i Tjekkiet, og drønede så igennem til Slovakiet og op igennem Tyskland, hvor vi byttede tilbage til den røde Opel Astra. Planen var, at vi skulle have haft en overnatning i Tyskland også på vejen hjem, som vi gjorde på vejen ned, men når man nu er på vej hjem, så vil man også bare gerne hjem. Så vi havde besluttet os for at tage det lange seje træk fra Tjekkiet og hele vejen hjem til Lørslev. Det tog os alt i alt 13 timer, men det var det hele værd, da vi lidt over midnat sidste tirsdag kunne smide os i egen seng. Ude godt – men hjemme er altså bare bedst.

Hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Den bedste halvdel er påbegyndt arbejde igen efter to ugers sommerferie. Jeg selv har lige denne uge med også, før jeg finder vejen tilbage på jobbet igen. Men når jeg gør, kan jeg kigge tilbage på en sommerferie som har være skøn. Jeg har haft oplevelser, rejseaktivitet, sommer & sol, familietid og egotid i denne uge som jeg er i lige nu. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige batterier vil være fuldstændig ladet op når jeg kommer tilbage på arbejde. Men indtil da har jeg lige lidt mere ferie at nyde, og den har været og er stadig en af de bedre.