Ferietid for Alle … også for mig
Så blev der også ferie til mig. Den startede i går, og forude ligger der tre uger, hvor arbejdet bliver lagt på hylden, og hvor oplevelser og afslapning tager førersædet. Der skal tankes op.
Den startede godt. Fredags Fest er aktuel i Karolinelund, og efter vi havde sagt “god ferie” på jobbet, mødtes jeg med bedsteveninden, for at synge med på gamle kendinge, og mindes de gode gamle dage. Lis Sørensen sparkede min sommerferie i gang.
Herhjemme har vi fået lagt sidste nye klinke på gulvet i køkkenet, så vi kan gå en sommerferie i møde, hvor vi endelig har fået udryddet de røde fliser. Det har været på ønskesedlen i alle de år jeg har boet i huset, fliserne som skulle på blev hjembragt for halvandet år siden, og endelig… endelig er de lagt. Jeg er sikker på, at jeg vil sukke forelsket over dem hele sommerferien.
I løbet af ferien står den i år også på udenlandsrejse. Vi har hentet drengene til huse, og fået deres pas med hjem. De vil blive flittigt brugt, når vi tager på bilferie til Budapest.
Vi har været der før for tre somre siden. I år skal vi igen, for da vi var der sidst, lovede vi drengene at de nok skulle få lov til at bade i Ballaton søen, som vi missede sidste gang pga. et GPS glitch. I år indfrier vi vores løfte. Bailey er blevet vaccineret på alle leder og kanter, så ham tager vi med, alt i mens vi har allieret os med housesitter som sørger for vanding af have, pasning af hus og fodring samt kælning af Mojo the Cat.
I udlandet venter der os varmegrader som umiddelbart er lige højt nok for mig. Jeg kan godt lide temperatuer på omkring 25 grader, men der venter os en gennemsnitstemperatur på omkring de 33, med dage hvor det nærmer sig 40. Det er altså ikke en temperatur som kan være skøn! I særdeleshed ikke når vi befinder os i et land uden kyster. Så derfor kan jeg godt garantere dobbelt, at drengene kommer til Ballaton søen – her vil også jeg finde lise på de varmeste dage. Omvendt så vil jeg ikke ret gerne klage mig, for sommeren i år lader til at være en af de lunefulde, hvor vi ikke ligefrem priser den når den er ovre, som vi gjorde sidste år. Så jeg tager det sommer jeg kan få, om så det betyder at jeg må rejse ud af landet, og til lidt højere varmegrader end hvad jeg finder optimalt.
Lige nu står den på rengøring og klargøring, så jeg kan nyde alle sommerferiens etapper uden at skulle stresse over rod, kaos og opgaver. Jeg går i gang lige nu.