-
…og så er der dem som tør!
Om ikke så længe, siger vi farvel til både en medarbejder og en kollega. Han har været hos os i halvandet år, men nu skal nye veje afprøves. Men de veje som skal afprøves, er ikke bare et skridt i en anden retning, men et kæmpe spring som også kræver is i maven.
På hjemmefronten har Benjamin en skøn kone, Lena, og hele fire børn; Noel, Nova, Luis og Lisa. Fire børn i alderen 3-9 år. Efter mange tanker og overvejelser, har Benjamin og Lena besluttet sig for at sælge deres hus (hvilket lykkedes i en ualmindelig hurtig fart), melde deres børn ud af folkeskolen og fik taget snakken med deres familie for at meddele dem, at de til september flyver til Tanzania, hvor de vil bosætte sig i de næste to år.
Her kaster de sig ud på en opgave som de bliver nødt til. Der er ikke rigtig nogen anden forklaring på, hvorfor de har valgt at tage afsted andet end at det er noget de bliver nødt til. På frivillig hånd gennem organisationen New Life Outreach, vil de forsøge at gøre en forskel for især forældreløse børn, og på skoleområdet. Mens Benjamin & Lena forsøger at gøre livet bedre for de lokale børn, så vil deres egne børn blive undervist i en international skole og få en rig oplevelse af en ny kultur, hverdag og oplevelser.
Jeg synes det er ualmindelig modigt det de gør. Jeg er fuld af beundring, og en lille smule misundelse, over at de tør. Det bliver bestemt ikke lutter lagkage hele vejen igennem. Der er ingen tvivl om, at det er en livsforandrende, og forhåbentlig også en tilfredsstillende, oplevelse de skal igennem, men den vil temmelig sikkert også blive krydret med hjerteskærende eksistenser. Men det er de eksistenser de skal forsøge at skabe en bedre fremtid for, og jeg tror de vil være dygtige til det. Deres hjerte er i hvert fald på rette sted, og indstillingen til at ville gøre en forskel er også til stede.
Det stykke arbejde de kaster sig ud i, er ganske ulønnnet. De skal selv sørge for at tjene til dagen, huslejen og vejen. Primært i form af donationer som de selv skal sørge for at skaffe. På den front alene er det hårdt arbejde. Den økonomi som NLO har, går direkte til de programmer, skoler og tiltag som implementeres i området – ikke til de folk som gør arbejdet. Jeg vil gerne slå et slag for familien Harboe. En fantastisk familie som vælger at sætte andre først og dernæst dem selv, og som tør og gør en forskel.
Du kan følge deres kommende rejse, og herefter deres arbejde og dagligdag på både Facebook og deres hjemmeside, og du kan også her lære familien endnu bedre at kende, og læse endnu mere om det de skal arbejde med. Hvis du vil hjælpe dem med at gøre en forskel, kan dette også lade sig gøre. Om ikke andet, så er jeg sikker på, at det for mange vil være fornøjeligt (på både godt og ondt), at følge deres færd de næste par år frem. Om ikke andet, så støt dem med opmærksomheden. Præcis det, kan også være med til at gøre en forskel.
Jeg glæder mig til at følge dem, og ønsker at de får den mest fantastiske oplevelse. Jeg tror på, at deres arbejde bestemt ikke vil være spildt, og jeg er stolt af at have en medarbejder som gør alt det, som vi andre mange gange siger vi burde gøre; nemlig at gøre noget. Han gør. De gør. For det alene tager jeg hatten af for dem.
-
Næste station ……
Søndagen har handlet om afgang. Den bedste halvdel arbejder for Nordjyske Jernbaner, og de er med på den strækning, hvor et smukt veterantog futter rundt i Vendsyssel og Aalborg i sommerperioden. I dag skulle det ud at strække sine ben, og havde hele natten stået og varmet op, så det var klar til Hjørring-Kvissel, tur/retur i dag. For at det kunne komme på strækningen, måtte den bedste halvdel hjælpe til som lods, fra NJs område og hen til Hjørring station. Det gjorde, at der lige var tid og mulighed for et lille privatmøde med den flotte gamle dame, som bruger ca. 12 kg. kul for hver af sine kørte kilometer. Jeg sagde hun var flot, ikke at hun var øko-bevidst
FJ34 er en velplejet maskine. Hun får masser af opmærksomhed, og jeg har før set hende blive varetaget til ud på de sene aftenstimer, for at holde hende klar til sine ture. Hun bliver beundret af sine passagerer, dem som hun passerer i sin forbifart, men i særdeleshed af dem som har påtaget sig tjansen at køre med hende. Det er ikke alle og enhver, som får lov, men dem som gør er også dem som rigtig rigtig gerne vil.
Jeg har ikke været ude på en længere tur med FJ34, men jeg har kørt med veterantoget i Mariager. I dag fik jeg en kort tur i Hjørringtoget. I orange vest (fordi den skal man have på, når man befærdes på arealer som ellers ikke er tilgængelig for den almene offentlighed!), stod jeg på bagperronen af en af vognene, og ankom i god stil til Hjørring station, hvor der stod folk og ventede spændt på deres veterantog. Her hoppede jeg af, det samme gjorde den bedste halvdel, som med den korte tur havde afsluttet sin lodstjans, og så overlod vi den dejlige dame til alle dem som glædede sig til at stige ombord.
Det kunne ellers have været hyggeligt med en tur til Kvissel, hvor vi fik at vide der ventede kaffe og kringle, men vi må lade det være os til gode. Senere på dagen, var det nemlig afgang for en anden. Husets ældste skulle i dag drage afsted mod Try Efterskole, hvor han skal bruge det næste skoleår, og vi skulle overlevere ham til andres hænder. Det hele gik som det skulle, og han er nu indlogeret til det som – forhåbentligt – bliver et af de bedste skoleår i hans liv. Men jeg tænker også, at han her den første aften og de første par dage, har en lidt underlig fornemmelse i maven. Det havde jeg selv, da jeg for 25 år siden rykkede på ungdomsskole. Man skal lige falde til, og det skal vi også. Det er det første store skridt mod den totale selvstændighed, som kommer tættere og tættere på. Årene går alt for hurtigt, men samtidig er det også en fornøjelse, og en stor oplevelse, at se de – efterhånden ikke så små – drenge udvikle sig. Jeg glæder mig til at høre om hans første uge næste weekend, hvor han kommer på besøg.
-
Nye Klæder
Da jeg for fem år siden flyttede ind i min bedste halvdels hus, havde jeg ét krav. Jeg ville have mit helt eget kontor. Jeg har behov for ét rum, som var helt mit, og hvor jeg kunne fordybe mig i min egotid, som er en vigtig del for mit velvære. Vi konverterede et af de mindre værelser om til mit kontor, og her har jeg fuld råde- og bestemmelsesret over, hvad det skal bruges til, og hvordan det skal se ud. Jeg bruger en god rum tid på mit kontor, og en af de ting som vi senere fik sat op i kontoret, var en ganske almindelig billig træplade, som skulle fungere som skrivebord.
For et års tid siden sleb jeg bordpladen, da den var ved at se lidt træt ud. Det hjalp, men den kunne godt trænge igen. I sidste weekend kom en anden idé til mig. På et privat loppemarked fandt jeg en ordentlig stak Ude & Hjemme fra perioden 1951-1954, og jeg forelskede mig prompte i mange af forsiderne.
Jeg fik krejlet mig til de 65 eksemplarer for en hundredelas, og jeg vidste præcis, hvad de skulle bruges til. De skulle bruges til at forny mit skrivebord, og gøre det til et lidt anderledes af slagsen. I den mellemliggende uge, har jeg så undersøgt, hvordan jeg gjorde, og her er YouTube et ualmindeligt godt værktøj. I går gik jeg så igang med at forsøge at forvandle skrivebordet, og da jeg var færdig ca. fem timer senere, var jeg yderst tilfreds med resultatet, og synes det blev meget vellykket.
Jeg har aldrig før prøvet decoupage, men jeg er overrasket over, hvor enkelt det er. Det som tager mest tid, er at få fundet de rigtige ting, få dem klippet rigtigt til og få dem arrangeret så det hele passer. Men det er ualmindeligt tilfredsstillende, når det lykkedes, og min frygt for rynker og bobler i papiret er gjort til skamme. Det hele ligger så fint og fornemt, og der er ikke et øje tørt.
Jeg elsker mit nye skrivebord, og jeg fandt hele processen (og det resultat som kom ud af det), så skægt, at jeg nu går og skuer enhver overflade her hjemme for at afgøre om der er mere som skal have en decoupage make-over. Men jeg tror det bliver alt for nu, men jeg vil stornyde min egenkreation indtil et nyt projekt dukker op.
-
Hurra
Jeg er forbi det runde 40. Endnu et år er løbet til, og jeg befinder mig stadig ualmindelig komfortabelt med min alder. Jeg kan kun tilslutte mig det, en gammel folkeskolekammerat i dag skrev til mig: 1974 er den smukkeste årgang.
Jeg har gået nogenlunde stille med døren med dagen. Ikke fordi jeg – som før nævnt – har det klemt med min alder, men fordi jeg ikke er, og har aldrig rigtig været, typen som udbasunerer min fødselsdag. Jeg har faktisk ikke holdt fødselsdagsfest siden min 30 års fødselsdag. Jeg kan godt lide, at nyde dagen med dem som er allertættest på mig, og lade den gå i et stille og afslappet tempo, hvor det handler om at nyde dagen, reflektere lidt over det jeg har nået, og gøre mig forestillinger om det som kommer.
Selvfølgelig vil jeg gerne forkæles en lille smule. Det bliver jeg også på mine fødselsdage, men jeg bryder mig ikke så meget om, at jeg folk skal gøre ekstra ud af dagen for min skyld. Så jeg holder de fleste af mine fødselsdage på et lavt niveau. I dag har været lige som den skulle være. Min dag. Den startede med god morgenmad sammen med den bedste halvdel og drengene. Herefter en længe planlagt tur til Asaa, hvor vi tilbragte et par gode timer med en Viszla hundegruppe, en skøn køretur i dejligt sommervejr på små snoede veje og til sidst en rar raklettemiddag på terrassen. Jeg er ikke blevet overøset med gaver; faktisk har jeg kun fået én. Jeg ved der er et par stykker mere på vej, men jeg har det godt med ikke at blive overøset med gaver. Jeg er nemlig ikke ret god til at modtage på det niveau. Så det passer mig godt, ikke at blive sat i centrum med gaver. Så på den front, har dagen også været præcis som jeg gerne ville have det.
Jeg har fået rigtig mange hilsner. Både på SMS, Facebook og telefonen. Det er dem som betyder allermest for mig. Jeg ved godt, at det er “nemt” at smide et tillykke nu om dage med f.eks. Facebook. Men jeg værdsætter hvert et tillykke, og bliver varm i hjertet over at så mange bruger de 30 sekunder eller mere, på at skrive hilsnen. Jeg har hele dagen igennem siddet med et smil, hver gang jeg har tjekket Facebook, og det er alle hilsnerne jeg har fået – uanset hvordan jeg har fået dem – som har betydet allermest denne dag. Tak fordi I har taget tiden til at sige tillykke, og vid at det er dem som har været med til at gøre min dag fantastisk.
Hurra for mig, hurra for 41 og hurra for Jer. Vejret har artet sig, og jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at solen skinner igen om 365 dage, men jeg kan desværre ikke kontrollere alle de andre, som også har fødselsdag den 8. august…. bare lige så I ikke holder mig op på eventuelt skidt vejr næste år. Det kan godt være en af de andre som bærer skylden. Jeg siger det bare…… 🙂
-
Hvor meget kan en havetraktor egentlig trække?
Her i udkants Danmark, har vi ikke koncertsale, kulturhuse eller fine caféer. Men vi har landsbyfest og havetraktortræk. Nabo landsbyen Ilbro, som næsten er sammenhængende med Lørslev, har i denne uge sommerfest. Hele ugen, har der været forskellige aktiviteter, og her til aften, var der på sportsbanen lagt i til et af højdepunkterne, og når man nu er en beboer i et lille landsbysamfund, så gør man også deltagelse engang imellem. Så jeg tog med den bedste halvdel og drengene til havetraktortræk.
Det er en velorganiseret og nøje planlagt konkurrence. Der var DJ og kommentator. Måledommere, klassementer, kolde fadøl, sodavand og grillmad. Langs den 60 meter trækbane, var havetraktorer linet op på stribe. Klar til kamp.
Der blev lagt på vægten, som runderne i klassementerne skred frem, for at finde vinderne af de forskellige klasser. Det var meget tydeligt at se, at det at køre havetraktortræk er en hel videnskab. Det handler om at starte i det rette gear, skifte på det rette tidspunkt og fordele sin egenvægt korrekt på de rette tidspunkter.
Det var både børn og voksne, kvinde (som i en enkelt) og mænd som deltog. Der var mange som nåede hele vejen (fullpull for de af Jer som ikke er bekendte med træktortræk termer), og for hver træk blev der sparket jordknolde på plads, så banen var jævn til næste deltager. Jeg går ud fra, at det at sparke jord også er en diciplin som er veltrænet her i de små samfund – han var i hvert fald dygtig til det.
Jeg kan ikke lade være med at smile selvironisk, når jeg finder mig selv i deltagelse af disse begivenheder. Jeg er født og opvokset i landsbysamfundet, og sågar også i det område, som jeg for fem år siden flyttede tilbage til efter 16 år i storby, stor menneskemængde og lejlighedskomplekser. Så landsbysamfundet er ikke fremmed for mig, og jeg ved præcis hvad det er. Men jeg har også været uden for hele den “livsstil” i næsten halvdelen af mit liv, hvor storbymennesket fæstnede sig i mig. Jeg ved nøjagtigt, hvad storbymennesket tænker omkring det, og jeg kan mærke at de tanker også bor i mig, men ikke på den fordømmende måde. Jeg kan også se det hyggelige i det, og forstår vigtigheden af den slags begivenheder og hvad det gør for landsbysamfundets sammenhold, som har meget stor vigtighed. Et sammenhold som man på ingen måder finder på samme niveau i storbyen, hvor man knap nok kendte den nabo som boede lige inde på den anden side af sin lejlighedsvæg.
Jeg har været tilbage som bosiddende Vendelbo i fem år, men jeg har været storbymenneske for længe til, at jeg kan falde tilbage til at være inkarneret vendelbo og landsbymenneske. Jeg troede jeg kunne. Jeg troede det lå i blodet. Men efter fem år har jeg erkendt og accepteret, at sådan er det ikke. Jeg befinder mig supergodt, og jeg trives, og jeg forstår livets gang, kulturen og menneskerne. Men jeg bliver aldrig 100 % “en af dem” igen. Jeg var væk i for lang tid, og i en tidsperiode af mit liv, hvor mit “jeg” blev udviklet. Det skal endelig ikke opfattes skidt, ondt eller som om jeg mener jeg er et bedre menneske end landsbybeboere. Jeg elsker landsbysamfundet, jeg elsker atmosfæren og personlighederne og de små landsbyers skævheder. Men jeg bliver ikke en indfødt igen. Men derfor kan jeg sagtens trives og have det dejligt, og jeg kan sagtens deltage – og gør det også med glæde og stor nydelse – i begivenhederne som landsbyfestugen i Ilbro. Jeg nyder det på to måder. Den ene med det skæve, elskværdige, smil over begivenheden oplevet gennem et storbymenneskes øjne, men også fordi jeg faktisk godt kan lide at blive mindet om, hvor jeg kommer fra – det giver mig en dejlig nostalgisk hjertevarme.
I morgen spiller Small Amsterdam samt Fede Finn & Funny Boyz på Ilbro stadion fra klokken 17:30 – kom og vær med og oplev de autentiske varme og lunefulde landsbyfolk. Du behøver ikke tage det fine tøj på – kom som du er 🙂
-
Så gik der tid med det
Det er den allersidste dag i en tre ugers sommerferie. En sommerferie, som har været helt efter bogen, og lige som den skulle være. Vi kan ved enden af ferien konstatere, at vi er gode til at vælge, hvornår vi tager ud, og hvornår vi bliver hjemme. Sidste år, valgte vi at tilbringe vores sommerferie hjemme, og primært på vores egen matrikel, og vejret var storartet. Så storartet, at vi næsten havde helt ondt af dem, som havde betalt penge for at komme til steder, hvor der var ligeså dejligt sommervarmt, som der var herhjemme. I år valgte vi at tage ud, og endnu engang havde vi foretaget et godt valg. Vi rejste fra en sommer, som bestemt ikke kan prale af at have været rigtig sommer, og til en hvor vi fik både badevejr, sol og varme i mangfoldigheder, mens de frøs og var våde herhjemme. Det brugte vi små to uger på, og de var fantastiske.
Jeg tilbragte de første to uger sammen med den bedste halvdel, og drengene, og den sidste uge har været min ego uge. Den ferieuge, hvor jeg ville gøre lige præcis det jeg ville, og helst så lidt som muligt. Det har været en aldeles skøn uge, hvor jeg har nusset rundt primært i mit “hjemmetøj”, har spillet en masse Sims4 (yep – jeg elsker det spil, og har været med helt fra sims 1), svømmet, hygget, lavet mad, kælet for, gået en masse ture med og leget i mangfoldighed med Bailey, vakset alt mit tøj og gjort orden, og ryddet kraftigt ud, i mit klædeskab, og har haft mange dage i træk uden det mindste make-up eller hårsætning. Fabelagtigt!
Lige nu er det enden på den allersidste feriedag, og vi havde egentlig planlagt at tage til Aalborg for at kigge på skibe. Men vejret så ikke lige alt for indbydende ud, så i stedet valgte vi at besøge det lokale museum. Det er et af de steder, som man ofte har talt om, men som man aldrig er kommet omkring, fordi det kan man jo altid gøre da det ligger næste i baghaven. I dag gjorde vi det – og jeg blev positivt overrasket. Vendsyssel Historiske Museum er langt større end jeg lige troede, og inden vi kom derfra igen, havde vi tilbragt tæt på tre en halv time i omgivelserne. Der var alt, hvad hjertet begærer af udstillinger, genstande, historier og opdagelser. Alt sammen krydret med den ekstra dimension af, at det her var min historie. Fra min egn. Jeg lærte også nye ting, som f.eks. at NEM persillehakkeren, rent faktisk er opfundet ikke alene i Danmark, men i Hjørring af alle steder. Jeg opdagede også at den gamle præstebolig fra min helt lokale hjemsted, Sindal, står lige der på museet.
Jeg genkendte en masse legetøj, tøj, redskaber og indretninger fra 60er udstillingen. Selv om jeg ikke er barn af 60erne, men fra årtiet efter, så kunne jeg i udstillingen se, at mange af tingene fulgte med ind i 70erne og fik mig til at føle mig både helt hjemme, og en lille smule gammel.
Jeg blev overrasket over, hvor mange arkæologiske fund og udgravelser der har fundet sted i mit område, og blev eftertænksom da jeg så, der blandt andet i Vrejlev, Bindslev, Tårs og Uggerby er fundet skelletter af både bjørne (brun og isbjørn), sæler, ulve, urokser og muskusokser.
Det var skægt, underholdende og lærerigt at gå igennem Vendsyssels historie, og vi gjorde det vi kunne, for at blende os ind i tiden, når vi kunne
Hvis du skal til Hjørring, så kan jeg varmt anbefale at besøge museet. Det er overkommeligt i både størrelse og i entrébeløb, og man behøver ikke være fra lokalegnen, for at kunne blive underholdt. For mig, var det en ekstra oplevelse at det var, men det er velegnet for enhver.
I morgen starter hverdagen igen, og jeg er tilbage i nutiden, hvor jeg tænker på fremtiden. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at komme igang igen. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at jeg ikke ser frem til den næste ferie som kommer forbi om ca. 20 uger.