For ikke alt for lang tid siden fejrede jeg min fødselsdag. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke længere er en vårhare, men jeg må indrømme, at jeg alligevel er blevet mødt af et par ting over det sidste års tid, som overrasker mig lidt. Jeg ved godt, at alderen sætter sine præg på forskellige ting. Men selv om jeg er opmærksom på, at jeg er forbi 40 og kan forvente der er nogen ting som så småt begynder at vise sig, er det alligevel en lille smule forbavsende, når man havner der, hvor det er håndgribeligt.

Det er især inden for de sidste seks måneder, der er dukket et par ting op, som jeg på ingen måde kan snige mig udenom at indrømme, at de (også) er aldersbetonende. Et par måneder før sommerferien måtte jeg en tur til lægen. Både min albue og min ene storetå skabte sig. Jeg får konstateret musealbue og nedgroet negl! Musealbuen, kan til dels også tilskrives mit job igennem mange år, men led og knogler bliver alt andet lige mere påvirkelige des ældre man bliver. Så jeg måtte i træning med øvelser, og valgte også at tage en runde hos en akupunktør. Her fire måneder efter, er albuen i bedring, dog ikke hel symptomfri. Den nedgroede negl kunne lægen ikke andet end også at minde mig om, at det er noget som der er større risici for at få, des ældre man bliver. Jeg har aldrig døjet med det før – men det gør jeg nu. Jeg troede jeg kunne klare det selv, men i dag kapitulerede jeg, og lod en fodterapeut ordne det for mig. Til stor lettelse.

Jeg har siden jeg var 14 brugt læsebriller, og senere skærmbriller. Over det sidste års tid, har jeg godt bemærket, at der er en forandring i gang i mine øjne. Ting blev lidt mindre skarpe selv om jeg havde briller på, og over de sidste seks måneder, har jeg til og med døjet frygteligt med hovedpiner. For to uger siden gik jeg endelig ind for at få det testet, og her kunne de fortælle mig, at det ikke var min styrke som var ændret, men min evne til at fokusere, som var blevet betydeligt svækket. Kuren var at gå fra læse/skærmbriller, til en brille med glidende overgang, og en brille som jeg skal gå med så meget som muligt. Heller ikke dette kunne komme udenom alderstilskrivelsen. I dag har jeg så fået overleveret mine nye briller, og her sidder jeg så ved computeren for første gang med dem på. Umiddelbart virker de, omend jeg lige skal vænne mig til det her læsefelt der er i bunden af brillerne.

Så her er jeg. En dame på 41 med musealbue, nedgroet storetånegl og svækket syn, og for det ikke var nok, fandt jeg to grå hår i lørdags, da jeg var igang med at glatte håret. Mine første to reelle grå hår, da jeg hele mit liv altid har haft ét. Men det var ikke det jeg stødte på.

Jeg omfavner mine nye skavanker med et smil. Jeg omgås det med grin og komik. Det er jo, hvad der kan forventes. Men det er en oplevelse i sig selv, at blive konfronteret med at det faktisk er nu, at alle de ting man ved der kan og vil komme med alderen, begynder at snige sig ind. Heldigvis er der kur for det hele, og livskvaliteten bliver ikke påvirket, sålænge man sørger for at møde forvandlingen med de rette redskaber. Men jeg kan da ikke undsige mig fra at tænke: “jamen… jeg føler mig da ikke så “gammel”, som min krop begynder at fortælle mig, at jeg er”. Men det er jeg, og det er i orden. Ingen forbliver ung forevigt, og jeg er i fuld balance med at nyde den alder jeg er og har, acceptere den og få det bedste ud af den, og de mange aldre som kommer efterfølgende. Jeg fristes næsten, i kølvandet af alt det her, til – helt filosofisk – at snige dette udtryk ind: Carpe Diem