-
Skumfiduser og havregryn
December banker på, og november er ved at takke af. En uge er gået, en ny skal til at begynde. Bland alt dette sammen, og resultatet bliver “Heidi i køkkenet”. Gevinster skal laves, da både uge og månedsmål er indfriet, og præmieønskerne er ofte noget fra mit køkken. Som jeg selv skal lave, vel at mærke. Søndag er derfor gået med at lave havregrynskugler, som efterhånden er ved at være en tradition fra en af mine ansatte, når vi nærmer os december.
En anden har ønsket sig skumfidus brownies. En delikatesse, som jeg ikke har prøvet kræfter med før, men den lykkedes, og uha hvor er den go’!
Det hele deles ud i morgen, og jeg tror modtagerne bliver glade. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at de glæder sig. De har store forventninger til min kunnen i køkkenet, så for at lette presset lidt, har jeg lavet en afledningsmanøvre med at pakke det hele fint ind til dem.
Jeg tænker ikke, at deres smagsløg bliver skuffet, men det gælder vel også om at behage øjet? Der var overskud af hjemmelækkerierne, og de er pakket ned i pose og kasse. En hver til drengene, som lige om lidt skal videre og påbegynde deres uge. Nu med godter i tasken.
-
I Lørslev stiger månen op
Fra en distance på 384.405 kilometer, gør den sig sgu godt her til aften under sin opstigning!
-
Baby! Hold dig så i ro for pokker!
Babybilleder. Dem elsker de fleste. Men der er jo også nogen som skal tage dem, og i denne weekend, var det mig. Det er ikke en diciplin jeg har udøvet ret meget, og for pokker, hvor er det ikke nemt – og slet ikke, når man har en vildbasse nuserdreng på fem måneder foran objektivet. Sådan en krabat kan jo næsten ikke ligge stille! Men han er god øvelse, og i denne digitale tid, er der heldigvis ingen begrænsninger på, hvor mange skud man kan klikke af, og det er i allerhøjeste grad nødvendigt, for at få bare nogen enkelte billeder som kan gå an. Dem er der blandt mængden heldigvis også et par stykker af.
Jeg skal gerne indrømme, at de billeder er mere tilegnet held end forstand. Jeg forsøgte at bruge forstand, og selvfølgelig er det også en del af, at nogen af dem lykkedes, men det er klart mere held. Men mon ikke det er med babybilleder, som alle andre billeder jeg render rundt og tager? Øvelse gør sig bedre. Mester tror jeg ikke jeg bliver, men jeg tror nok at jeg kan blive bedre.Så hermed en opfordring derude til at producere babyer – jeg har brug for dem så jeg kan blive bedre til at tage billeder af dem!
-
Hjemmelavet
I meget lang tid, har jeg ønsket mig et kagestativ. Et helt specifikt et. Det har været på min ønskeseddel i et par år efterhånden, men det er stadig ikke blevet mit. Jeg har dog besluttet mig for, at jeg i år ikke går julen i møde uden et kagestativ, så indtil jeg måske en dag får det jeg startede med at ønske mig i gave, har jeg lavet mit eget. Det lavede jeg i sidste weekend, og jeg er rigtig glad for det, og glæder mig til at bruge det både til hverdag og fest. Til kager, konfekt, småkager og muffins. Siden sidste weekend, har jeg så lavet to yderligere. Jeg eksperimenterer.
Det helt til venstre, er mit. Det jeg lavede sidste weekend. De to andre er kommet til siden.
Jeg skal ikke selv beholde dem. Der er andre som skal have fornøjelse af dem. Det var i hvert fald meningen. Så jeg har sat dem til salg. Træudgaven er dog taget af markedet igen, da det driller lidt i bindingen mellem lagene. Så det skal jeg lige have løst, og øvet mig lidt mere i før det ryger til salg igen.Jeg har mange idéer til det her, og det er kun forsøget som vil vise sig om det kan lykkedes, og om de bliver som jeg forestiller mig.