Kontraster

På blot seks dage har jeg mødt livets mest yderste kontraster. Det begyndende liv og det afsluttende liv.

I vennekredsen blev vi for blot et par uger siden informeret om, at tiden var ved at udløbe for en af os. Helt uventet. Efter en intens men kort kamp mod kræften, forlod en af os verdenen. Vi nåede slet ikke at forholde os til situationen, og vi som er efterladte, er stadig vingeskudte. På mandag skal vi sige det endelige farvel. Jeg har sagt det før; forbandet sygdom!

Jeg har følelserne uden på tøjet, og jeg er i en tilstand, hvor der ikke skal meget til at gøre mig rørstrømsk. En tilstand som ellers ligger mig fjern og en som jeg har besøg af meget sjældent. Men jeg er skrøbelig og påvirkelig. Jeg gruer mandag, men jeg længes efter at kramme de fire andre fra gruppen, og lade dem mærke de ord vi har vekslet ofte gennem de sidste dage. Ordene om, hvor uendelig meget jeg holder af dem.

Midt i det tragiske møder jeg så det mest livsgivende jeg nogesinde har oplevet. En af mine allernærmeste veninder er efter fem års kamp, og tre mislykkedes forsøg, endelig gravid med det fjerde ekstra æg som blev hentet ud i allersidste ægudtrækning. I allersidste åndedrag skete miraklet. Ægget satte sig fast, og hun var endelig gravid. Lykken var stor, da både hun, kæresten og alle os andre ved hvor meget det har kostet, hvor stor kampen har været og at det her er allersidste udkald på alle fronter. Vi var alle glade.

Lykken fik et slag i ansigtet. Ved scanning var alt ikke som det skulle være. Der var kraftige indikationer på, at der var noget helt galt. Lykken brast, usikkerheden og fortvivlelsen satte ind. De næste fire uger holdt vi alle vejret, mens der blev testet og scannet på kryds og tværs, alt imens chancerne for det gode udfald blev trykt godt i bund. Vi forberedte os på det værste. Med dommedagsudmeldinger hængene i luften blev der foretaget endnu en scanning, og svar på mangen en tests kom retur. De viste det stikmodsatte af de dystre varslinger. Alt det de troede var ikke alligevel. Men stadig var der spørgsmålstegn, indikationer og bekymringer om, at der nok var et eller andet. Vi holdt vejret igen.

I dag var der endnu en scanning – og jeg skulle med. Med hjertet i halsen, men håbet i hjertet sad jeg og så med på skærmen. Frem på skærmen tonede en lille bitte dreng på ca. 160 gram, 16 uger gammel, alle lemmer og funktioner i fuld vigør og et hjerte som bankede lystigt. Dér lå han. Et helt nyt liv og bekræftede at mirakler temmelig sikkert eksisterer. Alle dommedagsord blev idag lagt i hi. Der var intet at spore fra tidigere scanninger og profetier om tilstande og skrækscenarier blev lagt i jorden. Alt hvad der kan scannes frem og testes for er ikke en faktor længere. Fra at gå fra ingen håb, fik vi i dag overleveret en besked vi på ingen måder havde turde håbe eller drømme om for fire uger siden. Alle test og scanninger viser nu en dejlig dreng som vejer og måler lidt over gennemsnittet. Alt de kan teste og scanne for af komplikationer er gjort, og der er intet at spore. Ser man bort fra historikken, ville denne scanning give vordende forældre meldingen om, at de venter en sund og rask lille dreng. Forskrækkelsen sidder der stadig. Tvivlen kommer vi ikke af med. Hvad der gjorde, at tingene viste hvad de gjorde ved første scanning, og lidt ved anden scanning får vi nok aldrig svaret på, som lægen sagde. Men der er intet at sætte en finger på. Der er ikke større risiko for, at der er noget i vejen med denne baby, som ved alle andre ufødte babyer. Vi ved nu ligeså meget om hans helbred, som enhver anden graviditet. Resten ved vi ikke, før han er født – og nu har vi samme odds på den front som alle andre. Vi trækker dog ikke vejret helt så let som under “normale” omstændigheder. Men vi tror på det nu,

Jeg var en lille tåretriller derinde. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage, og fik tørt mine øjne mange gange. Jeg synes det var den mest fantastiske oplevelse at være med til. Både i forhold til at se det lille liv live, og også fordi det var en oplevelse som vendte alting på hovedet, igen, i denne graviditet. Jeg er så glad på veninden og hendes kærestes vegne, og jeg er så beæret over at jeg fik lov til at være med under de meget skrøbelige omstændigheder som det var. Jeg kan på ingen måde sætte ord på det. Jeg græd af glæde og af lettelse på venindens vegne. Jeg græd over at her var der et liv som jeg havde så meget brug for at se i kølvandet på det tab der gennemgås lige nu. Jeg havde så meget brug for denne oplevelse lige præcis nu. Men jeg vidste det slet ikke. Jeg kunne bare mærke det, da jeg så det lille liv sprælle rundt….og nu græder jeg igen!

Hvor der er et farvel, er der et goddag. Hvor ét ender, starter noget nyt. Det var så smukt, og jeg sad i ca. 20 minutter og fik bundet det hele sammen. Livets cirkel. På godt og ondt.

Tak fordi jeg måtte være en del af det tabte liv, og tak fordi jeg måtte hilse på det nye som er på vej.