-
Kun for min egen skyld
I en meget travl & hektisk hverdag, og en hverdag som til tider indeholder stort pres, har jeg brug for at koble mentalt af, når jeg holder fri. En af de ting som fungerer allerbedst for mig – udover Sims4 – er de malebøger for voksne, som nu alle maler i. Jeg har malet i dem i et stykke tid, og har en hel del forskellige tusser, og farveblyanter, jeg bruger. Men der kan ikke herske tvivl om, at der er ét mærke som topper alle. Faber Castel er kongen indenfor farvelægnings grej, og der er én pakke som jeg har sukket efter længe. Nu har jeg købt den.
Ja – den er dyr! Men jeg har så meget fornøjelse af den aktivitet, at jeg nu er der, hvor jeg synes jeg kan retfærdiggøre at det er en investering for mig. En rigtig god en af slagsen også. Så nu venter jeg på de kommer, og jeg har en hel frisk malebog derhjemme, som bare venter på de kommer.
-
Projekt badeværelse
For cirka tre månader siden, besluttede vi os for ikke at sætte huset til salg. Jeg har “overtaget” et hus for godt fem år siden. Et hus, som min bedste halvdel i sin tid købte med sin daværende kone. Huset er sådan set fint nok, men uanset hvor meget jeg har rykket rundt og opdateret på huset, og forsøgt at gøre det til mit, så er det bare ikke mit hus. Derudover har vi et hus, som fungerer, men som bare trænger til en overhaling, og mangler plads. Nu kom vi så til et punkt i forholdet, hvor vi aktivt gik i gang med at sætte det til salg. Vi nåede så langt, at vi havde haft ejendomsmægler på, som var klar, og også et beløb fra banken, som efter salg kunne investeres i et fælles hus. Men da vi havde det hele klar, og bare manglede at trykke på startknappen, så mærkede jeg efter i maven. Var det huset eller stedet jeg var træt af? Efter ransagninger, fandt jeg ud af, at det ikke var stedet. Stedet ligger perfekt i forhold til indkøbsmuligheder, motorvej, mit og hans arbejde rent transportmæssigt, naturmæssigt, hundemæssigt, kattemæssigt, jagtmæssigt og mange andre ting. Så derfor valgte vi i sidste øjeblik, at satse på huset. Lav det til både dit & mit, og også opdatere det i stil og størrelse.
Vi har nu overstået allerførste etape. Vi har planer om, at vi senest til næste forår, går igang med den helt store om- og udbygning, men indtil da kunne vi starte med badeværelset, som ikke skulle hverken udvides eller røromlægges, ej heller flyttes i forhold til den planlægning der er med huset, når vi skal til at bygge om og til. Så sidste torsdag startede vi selv, med at rive al indmaden ud, og kaoset skulle blive endnu værre, før det blev godt igen.
Alle elementer blev revet ned, og der kom gennem hele weekenden og ugen et par dygtige murermestre, som sørgede for at hele murearbejdet blev præcis som det skulle. Både i forhold til kvalitet og reglementer. I en lille uges tid var vi helt uden bad, og i mindre intervaller, var vi også uden toilet. Men nød lærer nøgen dame at spinde, så vi overlevede.
I denne weekend, har vi fået det hele på plads, og mit hjerte jubler over resultatet. Det er blevet præcis som vi ønskede, og vi har nu et badeværelse som lever op til alle standarder.
I løbet af den kommende uge, vil vores murermester komme tilbage, for at ramme vinduerne ind. I uge fem ankommer to helt nye vinduer, som skal erstatte et par meget trætte gamle vinduer. Men lige nu er badeværelset så godt som fuldendt, og jeg kan nu for alvor begynde at mærke, at huset både er ved at blive mit, men også se hvad det hele munder ud i om ca. halvandet år.
Hvis jeg kunne, så ville jeg sove i mit badeværelse…..
-
Jeg knirker når jeg går
Det er bidende koldt derude. Men på den gode måde. Høj sol, flot himmel, minusgrader, knirken under støvlerne når man går og ingen vind. Lige det som får den friske fornemmelse frem i sig, når man har travet rundt derude. For ikke at tale om, hvor flot det er!
Det er en dag som byder dig udenfor. Med eller uden kamera, men godt pakket ind. Vi har planer om at hægte traileren på Astrid for at drage til Ikea. Her skal vi hente vores badeværelsesmøbler, for om ikke så længe er det tid til at installere dem. En dejlig søndag til Jer alle.
-
Hjerne – du er sgu lidt underlig!
Kender du det her med, at du kan have en drøm som gør dig så arrig, at du rent faktisk ikke alene vågner af det, men også vågner hovedrystende over den behandling du har fået i drømmen? Det har jeg gjort i dag.
Jeg vågnede for en halv times tid siden, og jeg var simpelthen så fornærmet. I min drøm, var jeg gået ind i en kaffebar a la Baresso, men som også var en slags bager. Her skulle jeg have et styk lækker kaffe til en værdi af halvtreds kroner. Den skulle betales med et gavekort jeg havde. Et gavekort som havde en værdi af 700 kroner. I tilbagebetaling fik jeg så – som jeg åbentbart havde fået mange gange før – et tilgodebevis. Normalt ville det her tilgodebevis bestå af en masse mærkater som så kunne bruges frit alle mulige steder. Fin ordning. Da jeg kommer ud af butikken, opdager jeg at jeg har fået tilgodebeviser i form af flybilletter fra f.eks. Houston til Gambia, Nagasaki til New Delhi osv. Derudover også nogen billetter til Cirkus Benneweis forestilling 2016. Alle fine billetter som absolut har en større værdi end de resterende 650 kroner på gavekortet. Men jeg er gal! Sådan skal de ikke forsøge at snyde mig.
Ganske vist er det fine flybilletter som kan bringe mig til hjørner i verdenen, hvor jeg ikke har været før, men for at bruge dem skal jeg jo transportere mig selv til udrejse stedet, og det er ikke lige sådan at udrejse stedet er den nærmeste lufthavn. Benneweis billetterne ville som sådan være fine, men der er to finurlige twists som jeg opdager. Sæson 2016 kommer ikke til at eksistere, fordi de jo lukker ned (læste en artikel omkring det sent i går aftes) og derforuden er det til deres forestilling på Hawaii. Godt nok med hotelophold inkluderet. Næ nej kaffebar. Sådan narrer man ikke mig.
Jeg går tilbage, og får fat i den unge dame som har ekspederet mig. Hun er vist ny i butikken, for jeg har aldrig set hende derinde før. Forsøger at forklare hende mine vinkler, og at jeg faktisk bare gerne vil have de tilgodebeviser som jeg plejer at få. Hun føler åbentlys at jeg er besværlig, og er en tand uforstående over for mine indsigelser. Men hun får snakket med et par kollegaer, og hun får info om, at mine påstande er gode nok, og handlen går derfor tilbage.
Jeg må åbenbart ikke have fået min kaffe med ud ved første handel heller, for de laver i hvert fald en til mig. Jeg får afleveret de tilgodebeviser som jeg har fået i første omgang. Kaffen er lidt lang tid undervejs, men endelig får jeg den og går igen ud af butikken. Nu med min retfærdighedsfølelse intakt igen. Lige indtil jeg opdager, at de gudhjælpme mig så ikke har givet mig mit tilgodebevis på kr. 650. Jeg har lige købt en kop kaffe til 700 kroner. Jeg gennemgår grundigt min tegnebog for at sikre, at det ikke bare er mig som har overset dem, men nej – jeg har dem ikke. Så nu føler jeg mig snydt igen. Og arrig. Hvad fanden har de gang i? Det er her jeg vågner. Jeg er så hidsig over at blive forsøgt narret på den måde, og over den oplevelse jeg har at jeg ikke kan sove videre. Der går ca. et minuts tid, hvor jeg har drømmen med mig i semi-vågen tilstand, hvor jeg virkelig føler mig snydt, og også gal over sådan en amatøragtig forretningsgang.
Nu er jeg helt vågen, og jeg synes nu at det er finurligt, hvordan drømme kan udfolde sig, hvad de kan skabe og hvordan de kan påvirke…. og der var også et eller andet med et par ufoer jeg så på vej hen til min bil. Ufoerne (med blinkende grønne og røde lys) blev skarpt forfulgt af et par helikoptere, hvor jeg bare trak på skulderen og tænkte “jamen jeg forstår da godt de helikoptere lige vil tjekke ud, hvad det er for nogen fartøjer”, for så at sætte mig ind i min bil og køre videre. Ufobesøget var altså langt mindre opsigtsvækkende og påvirkende, end det at blive snydt for 650 kroner!
Godmorgen derude – håber din søndag bliver fantastisk.
-
Godt begyndt
Mandag var man klar til at møde alle kollegaerne igen. Klar til at suse ud i det “virkelige” samfund, efter en lang dejlig juleferie. Lidt rusten i tandhjulene, og med en indstilling på, at nu skulle vi i gang igen, men med en fornuftig portion realisme om, at motoren nok lige skulle varmes op igen. Så er det godt, at mandagen bragte en endags-maskot, som lige kunne få os alle til at føle os varme om hjertet.
Ugen er derefter gået over stok og sten med fødselsdag, netværksmøde, dejligt gensyn med bettenus i mave, snevejr og juletræer som stadig strutter i nogen af lokalerne. Maskinrummet startede rigtig fint, og ugen gik faktisk noget mere glat end estimeret. Arbejdsåret anno 2016 er kommet rigtig godt fra start på mange måder. Det tegner godt, men jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke nød, at weekenden nu er ankommet.
-
På´en igen
Efter 16 dages fri, ringer vækkeuret igen i morgen. Om ca. 11 1/2 timer er vi igang igen. Selvfølgelig kan man vel altid bruge en dag mere, men ret skal være ret. Jeg glæder mig til at vende tilbage, og til at komme igang igen.
-
På den anden – og nye – side
Godmorgen, godmiddag, godeftermiddag eller måske godnat? Velkommen til 2016 uanset hvilken af de førnævnte passer på din nuværende situation. Nytåret blev fejret som det skulle, og vi havde en fremragende dejlig aften i gode venners lag, hvor der også var fint fyrværkerishow til midnat.
Vi hyggede til ud på de små timer, og fandt vejen i sengen kl. halv fire. Vi er friske i dag, og kan konstatere at der ikke er sket andet end lidt barberskum på vinduer, og i postkasse. Ingen skader af hverken materiel eller fysisk form …. heller ikke selv om vi legede med bordbomber.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=FdV8sgoFSdQ[/youtube]
Håber du er vel i både sind, tilstand og kropslig forstand. Det nye er helt frisk. Make it matter.