Hjerne – du er sgu lidt underlig!

Kender du det her med, at du kan have en drøm som gør dig så arrig, at du rent faktisk ikke alene vågner af det, men også vågner hovedrystende over den behandling du har fået i drømmen? Det har jeg gjort i dag.

Jeg vågnede for en halv times tid siden, og jeg var simpelthen så fornærmet. I min drøm, var jeg gået ind i en kaffebar a la Baresso, men som også var en slags bager. Her skulle jeg have et styk lækker kaffe til en værdi af halvtreds kroner. Den skulle betales med et gavekort jeg havde. Et gavekort som havde en værdi af 700 kroner. I tilbagebetaling fik jeg så – som jeg åbentbart havde fået mange gange før – et tilgodebevis. Normalt ville det her tilgodebevis bestå af en masse mærkater som så kunne bruges frit alle mulige steder. Fin ordning. Da jeg kommer ud af butikken, opdager jeg at jeg har fået tilgodebeviser i form af flybilletter fra f.eks. Houston til Gambia, Nagasaki til New Delhi osv. Derudover også nogen billetter til Cirkus Benneweis forestilling 2016. Alle fine billetter som absolut har en større værdi end de resterende 650 kroner på gavekortet. Men jeg er gal! Sådan skal de ikke forsøge at snyde mig.

Ganske vist er det fine flybilletter som kan bringe mig til hjørner i verdenen, hvor jeg ikke har været før, men for at bruge dem skal jeg jo transportere mig selv til udrejse stedet, og det er ikke lige sådan at udrejse stedet er den nærmeste lufthavn. Benneweis billetterne ville som sådan være fine, men der er to finurlige twists som jeg opdager. Sæson 2016 kommer ikke til at eksistere, fordi de jo lukker ned (læste en artikel omkring det sent i går aftes) og derforuden er det til deres forestilling på Hawaii. Godt nok med hotelophold inkluderet. Næ nej kaffebar. Sådan narrer man ikke mig.

Jeg går tilbage, og får fat i den unge dame som har ekspederet mig. Hun er vist ny i butikken, for jeg har aldrig set hende derinde før. Forsøger at forklare hende mine vinkler, og at jeg faktisk bare gerne vil have de tilgodebeviser som jeg plejer at få. Hun føler åbentlys at jeg er besværlig, og er en tand uforstående over for mine indsigelser. Men hun får snakket med et par kollegaer, og hun får info om, at mine påstande er gode nok, og handlen går derfor tilbage.

Jeg må åbenbart ikke have fået min kaffe med ud ved første handel heller, for de laver i hvert fald en til mig. Jeg får afleveret de tilgodebeviser som jeg har fået i første omgang. Kaffen er lidt lang tid undervejs, men endelig får jeg den og går igen ud af butikken. Nu med min retfærdighedsfølelse intakt igen. Lige indtil jeg opdager, at de gudhjælpme mig så ikke har givet mig mit tilgodebevis på kr. 650. Jeg har lige købt en kop kaffe til 700 kroner. Jeg gennemgår grundigt min tegnebog for at sikre, at det ikke bare er mig som har overset dem, men nej – jeg har dem ikke. Så nu føler jeg mig snydt igen. Og arrig. Hvad fanden har de gang i? Det er her jeg vågner. Jeg er så hidsig over at blive forsøgt narret på den måde, og over den oplevelse jeg har at jeg ikke kan sove videre. Der går ca. et minuts tid, hvor jeg har drømmen med mig i semi-vågen tilstand, hvor jeg virkelig føler mig snydt, og også gal over sådan en amatøragtig forretningsgang.

Nu er jeg helt vågen, og jeg synes nu at det er finurligt, hvordan drømme kan udfolde sig, hvad de kan skabe og hvordan de kan påvirke…. og der var også et eller andet med et par ufoer jeg så på vej hen til min bil. Ufoerne (med blinkende grønne og røde lys) blev skarpt forfulgt af et par helikoptere, hvor jeg bare trak på skulderen og tænkte “jamen jeg forstår da godt de helikoptere lige vil tjekke ud, hvad det er for nogen fartøjer”, for så at sætte mig ind i min bil og køre videre.  Ufobesøget var altså langt mindre opsigtsvækkende og påvirkende, end det at blive snydt for 650 kroner!

Godmorgen derude – håber din søndag bliver fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *