Far, Mor & børn
Nu er jeg jo en af dem uden (egne) børn. Men det betyder ikke, at jeg ikke har holdninger om og til børn. Jeg (mener jeg i hvert fald) er dog ikke en af dem, som forsøger at fortælle forældre hvad de bør og skulle i forhold til deres opdragelse af deres børn. Men som alle andre, har jeg mine egne meninger og holdninger til, hvad der er godt og skidt.
Men når jeg så ser Søren Ryges dokumentar om Far, mor og Børn, så bliver jeg så glad. Hvor er det fantastisk. Det er ikke fordi forældrene er fanatiske. Jovist har de nogen ideologier, men jeg synes ikke de virker fantatiske. Jeg synes at det liv, de selv lever, den tilgang de har til livet, og til hvad deres børn skal vokse op med – og uden – er beundringsværdigt. Hvor er det livsbekræftende at se de unger. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at her har vi fire harmoniske børn, som i allerhøjeste grad får noget ud af deres barndom, hvor de også får lov til at bruge både krop, sind, kreativitet og fantasi.
Hvor ville jeg ønske at jeg selv have modet til at kaste mig ud i sådan en livsstil. Ja – der er meget man skal give afkald på. Men det skal man jo kun i kraft af det vi har tillært og tilvænnet os. Helt basalt, så er det her jo det vi gjorde før nutiden. I den skarpe kontrast af nutiden, så virker den livsstil helt rigtig og naturlig. Hvis jeg nogensinde havde fået børn, så ville jeg ønske jeg havde modet til at give dem den barndom, som disse børn får. Ja – der er visse ting de sikkert bliver udfordret med som de bevæger sin ind i og henimod skolealderen. Men den ballast de får i tiden inde, tror jeg til gengæld også giver dem midlerne til at kunne navigere i den moderne verden mere eller mindre gnidningsløst.
Man kan mene hvad man vil om det som den lille familie har kastet sig ud i. Men jeg er enig i mange af deres synspunkter et langt stykke hen ad vejen. Jeg er fyldt med beundring for, at de har turde at tage det valg. Se de to halve timers programmer selv, og døm selv.