-
Vi er ved at være der…
Der var et godt lag is på forruden i morges, da jeg skulle på arbejde. Nattefrosten har åbenbart ikke helt sluppet sit tag. Men jeg tror og håber på, at den snart slipper helt. Vi er nemlig ved at være der, hvor de grønne fingre skal til at i gang igen.
Jeg er tyvstartet lidt. I vindueskarmen står der tomatplanter og forspirer. Jeg har nemlig overtaget/købt (men har faktisk ikke afregnet endnu – er det så egentlig inddirekte tyveri?) et drivhus, som jeg i år skal prøve de første kræfter med. Glassene mangler at blive sat i, og jeg håber på, at jeg kan få det meste af den opgave overstået i weekenden, så jeg i denne sæson kan gøre mig de første forsøg med drivhusdyrkning, hvor de spirende tomater skal bo når både drivhus og vejr er klar til det.
Jeg er også tyvstartet på en anden front. Jeg har i dag bestilt en masse dejlige frø – både grøntsager til køkkenhaven og krydderurter – i frøbutikken. De ankommer allerede i morgen, og nogen af krydderurterne skal prøve noget andet i år. De skal plantes i et vældigt dekorativt arrangement, som jeg er ved at gøre klar.
Lerkrukkerne er nu færdigmalet og står og tørrer. De er ikke helt færdige endnu. Men det bliver de inden weekenden er ovre, hvorefter de skal sættes sammen på en smart måde, synes jeg da selv. Heri skal nogen af mine krydreurter sås.
Jeg glæder mig til at kommer rigtigt igang med det hele, men hygger mig ligeså meget med at planlægge og tage de første spæde skridt ind i foråret og mod sommeren. Jeg er stadig i lære i forhold til det her havedyrkning, men jeg har nu tre sæsoner bag mig, hvor jeg har lært noget hvert år. Så jeg tror nogen af tingene bliver noget mere vellykket i år, og vidreudviklet. Men jeg glæder mig også til at se om den lærdom kan hjælpe mig på vej med nye udfordringer, som jeg nu godt tør i gang med.
Det er de to dejligste årstider vi går i møde – er du også ved at gøre dig klar til at møde dem, og i så fald hvad er du ved at gøre dig klar til?
-
Nybagt Bedstemor
Den søde ventetid er ovre. Mellem høballerne i en hule, har nabogårdens sorte labrador, Zita, bragt otte små vidundere til verdenen.
Vores brune labrador, Bailey, er den stolte fader (som moderen fra og med i dag snapper efter, når han gerne vil snakke med både hende og deres fælles børn). Otte sorte perler (no point intended!), hvor der i hvert fald er to drenge og en pige. Hvor mange der er af hver, ved vi ikke helt endnu. Mor og børn får lov til at være dem i et par dage, uden den, især, ivrige bedstemor begynder at vende og dreje dem alle sammen hensynsløst. Vi skal nok få sat køn på dem alle sammen i løbet af de næste par dage.
Jeg fik lige sneget mig til et enkelt billede af børneflokken, da Zita for en kort stund var ude hos bedstefaderen for at få en af hans eftertragtede godbidder fra lommen. Det er ikke verdens bedste billede, men jeg kan garantere, at der kommer mange flere i løbet af de næste uger og måneder.
….og mon ikke et af de otte vidunderbørn ender i Casa Del Lørslev om et par måneder? Jeg tror det 🙂
-
Lasses eventyr
Da vi gik på påskeferie, havde vi drengene på weekend. Yngstebarnet, som går i 5. klasse, havde i to uger haft en stil for. De var stillet til opgave, at skrive et eventyr, som skulle indeholde nogen helt specifikke ting, og følge en bestemt form. Lasse var stødt lidt på grund. Han havde grublet over den længe, og havde også forstået rammen, men han kunne ikke rigtig få eventyret til at begynde. Han syntes det var lidt svært, det her med at digte en historie ud fra fri fantasi. Så da aftensmaden skulle laves, så tog Lasse sit hæfte og sin opgave med ud i køkkenet, og hen over madlavningen fik vi skabt et univers, nogen personer, nogen magiske evner, nogen fantasidyr og et spændingsscenarie. Nu var scenen sat, og det var Lasse som så selv skulle skrive selve eventyret, på baggrund af det vi fik digtet op. I lørdags, fik jeg en SMS fra Lasse, med billederne af sit færdigskrevne eventyr, akkompagneret med tak for hjælpen.
SMS´en kom, som vi var på vej i seng, så den bedste halvdel, blev puttet under dynen til højtlæsning af sin søns eventyr; eventyret om Fiona & Claus.
Der var engang en by der hed Skovby for 500 år siden. Der var en pige der hed Fiona. Hun havde lyst hår og når hun stod på et ben, så kunne hun få folk til at gøre hvad hun tænkte på. Hun havde en ven der hed Claus der boede i Skovby skov. Han havde nogen mærkelige kæledyr. Han havde en mus der hed Magnus som kunne brøle som en løve, en krabbe der hed Karl, som kunne se igennem alt og en flyvende flodhest der hed Frida.
En dag da Fiona skulle ud til Claus, sagde Claus at Elverfolket havde taget Karl krabbe til fange. De ville spise ham. Så fløj Claus og Fiona på Frida hen til Elverfolket, og så Karl var bundet fast. Fiona stod på et ben og ønskede at høvdingen skulle falde i gryden. Så faldt han i gryden. Hun ønskede også at de andre faldt i et stort hul, og så skete det. De gik hen til Karl og bandt ham op, og så fløj de hjem til Claus igen, og levede lykkeligt til deres dages ende.
Se dét var et rigtigt eventyr. Godnat, og sov godt.
-
Gyngende Barselsgave
En af mine allernærmeste, allerældste og allerbedste veninder er i lykkelige omstændigheder på 7. måned. Der er ni uger til den store dag. Tiden er fløjet afsted, og i onsdags var jeg med til endnu en scanning af knægten, som nu vejer flotte 1746 gram. Han vokser som han skal, alle de ting der kan ses og måles fungerer som det skal. Vi holder stadig vejret en lille smule, det kan ikke undgås, men mest af alt glæder vi os.
Veninden er i fuld gang med at bygge rede. Babyværelset er i opbygning, og skal nok nå at blive færdigt. Tøj flyder i en lind strøm fra deres egen side og fra vordende bedsteforældres side. Barnevognen er klar og ligeledes er en masse andre ting af de nødvendigheder som skal være til stede.
Blandt ønskerne er der en gyngestol. Der er masser af dem derude, men ikke i den stil som hun ønsker sig. De er faktisk ret så vanskelige at få fingrene i, og hvis der endelig er en, så koster de kassen. I går under frokosten, efter en vellykket scanning, spredte hun nettet bredere ud. Hun mente jeg var så god til at finde de rigtige ting, så hvis jeg havde tid og lyst, så måtte også jeg gerne søge efter hendes gyngestol. Der gik ikke mere end fire timer, så havde jeg et muligt bud på en gyngestol på hånden. Billede blev sendt afsted til veninden om det var noget. Den var rigtig fin, men den trængte til en ordentlig overhaling. Det var også det hun faldt over, og hun havde ikke lige overskuddet til at skulle begive sig ud i projekt gyngestol. Men hvad nu hvis en anden havde det overskud og hvis prisen var fair, ville stolen så have interesse? Svaret var ja.
Jeg sendte forespørgsel afsted, og her er det man oplever hvor gavmild verden også er. Manden i Asdal ville ikke have en eneste krone for den. Den var til gratis afhentning, og jeg var ikke sen til at slå til. Gyngestolen i 1920er stil er nu afhentet.
Så nu skal jeg i gang med projekt gyngestol, og har adviseret veninden om, at hendes barselsgave nok ikke bliver så stor en overraskelse i forhold til, hvad hun får.
Jeg glæder mig til at gå i gang. Jeg ved, hvilke farver hun indretter babyværelset efter, og youtube kan med snilde guide mig helskindet gennem hele restaureringen af den fine stol. Jeg ved præcis, hvad der skal laves, og hvordan den skal se ud. Jeg håber så, at jeg er så tunet ind på min venindes stil, ønsker og tanker, at slutresultatet også kommer til at leve op til hendes forventninger. Jeg elsker at jeg her har fundet, hvad jeg synes er den mest fantastiske barselsgave til hende, og hvor jeg dog glæder mig til at give hende den.
-
Når man rammer 100, så tager man stilling til det at dø
Jeg har besøgt kirkegårde i weekenden. Lørdag, havde jeg rendez-vous med HH tøserne. Den gruppe som i december blev et medlem mindre. Vi sendte vores klassekammerat ud på sin sidste rejse. I en kort, men intens kamp, måtte hun give slip, og sige farvel. Her tre måneder efter, er hun kommet hjem. Så vi fem andre havde sat hinanden stævne i Brønderslev til en dejlig frokost først, for derefter at tage på kirkegården for at hilse på Susanne.
Det har været hårdt og barskt, at være igennem denne proces, men vi har haft hinanden, og det har gjort os alle meget bevidste om, at vi kun har hinanden til låns. Det er med at nyde det selskab du har med dem du holder af, mens du kan, og husk at lade dem vide, at du holder af dem.I dag har jeg så været forbi kirkegården i Sindal. Her ligger min farmor & farfar, og i dag er det nøjagtig 100 år siden denne dejlige dame blev født. Margrethe Elisabeth Andersen. To dronningenavne. I dag 100 år gammel, og selv om hun ikke er mere, så mener jeg alligevel hun havde fortjent et besøg og en fødselsdagssang. Så det fik hun.
Hun fik både fødselsdagslys, fødselsdagskrokusser og fødselsdagssang. Farfar fik også en, for på fredag runder han 101 år.Jeg kan godt lide kirkegårde. Jeg elsker at vandre rundt på dem, kigge på stenene og forestille mig, hvilken historie der spiller sig ud bag navnene. Jeg synes der er fredfyldt på kirkegårde, og der er plads til stilhed og eftertænksomhed.
I løbet af den uge, hvor vi havde været til vores venindes begravelse, var jeg forbi farmor og farfar for at gøre deres hvilested juleklar. Da det var klaret, så vandrede jeg en time rundt på hele Sindal Kirkegård. Det havde jeg behov for. Jeg fik gjort mig mange tanker, og fik et spørgsmål på plads, som jeg ofte, flygtigt, har stillet mig selv; hvor skal jeg være, når jeg skal afsted?
Jeg er lidt rodløs. Jeg hører ikke til et bestemt sted, som mange af vore bedsteforældre og forældre gør. Jeg er opvokset i Sindal, boet i mere end et årti i Aalborg og er nu bosat ved Hjørring. Hvor hører jeg til? Meget af min mors familie ligger begravet i Bindslev, min farmor og farfar i Sindal. Men hvor skal jeg være? De tanker blev også tænkt under min kirkegårdsvandring. Jeg har aldrig været hele vejen rundt på kirkegården i Sindal. Det var jeg i december. Som jeg gik rundt på den, fandt jeg rigtig mange navne som jeg kendte. Ikke nogen jeg har familiære bånd til, men jeg fandt gamle skolelærer, min kørerlærer, bekendtes forældre og mange andre navne som jeg vidste hvor hørte til. Nede i bunden af kirkegården er der nogen græsarealer, hvor der er nogen store runde hække. Inde i det område var der flere sten. Her fandt jeg blandt andre også min halvbroders mor, som døde tilbage i 2009.
Jeg fandt mit svar. Jeg hører til i Sindal. Det er her jeg skal hen, når jeg siger farvel. Gerne i en af hækkecirklerne. Jeg finder næppe et sted, hvor jeg føler de tilhørselsbånd, som jeg gjorde, da jeg tog min kirkegårdvandring. I dag tog jeg en tur igen, og der er ingen tvivl. Det er her jeg hører til.
Jeg synes det er vigtig, at man tager stilling til den del, og også at man gør sig overvejelserne. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine pårørendes skyld. Lad dem vide, hvad du vil. Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale Min Sidste Vilje, som er en brochure du kan downloade, og så derigennem sætte de små kryds og eventuelle kommentarer. Det er en hjælp til dine nærmeste, så de ikke midt i sorgen, skal gøre sig tanker om, hvad du egentlig gerne ville. Ligeså vel som det er en hjælp, at du har taget stilling til organdonation – det værende om du ønsker at donere eller ikke ønsker det. Hvis du ikke kan overskue at tage snakken med dine nærmeste, så tag den med dig selv, så den er afklaret, når den tid kommer.
Død er et følsomt emne, men det er et faktum at vi alle møder den på den ene eller anden måde. Men midt i det tunge emne, kan den også gøre gavn på mange andre niveauer.
Kære farmor – stort tillykke med de 100 år, og jeg kommer hjem til dig og farfar på et eller andet tidspunkt.