Jeg bor på på sjette år i en lille landsby, ikke langt fra hvor jeg egentlig voksede op. Jeg flyttede fra landsbysamfundet i 1994, og vendte ikke tilbage igen før 2010, hvor jeg og min bedste halvdel slog pjalterne sammen. Jeg troede jeg kunne smelte helt sammen igen med den kultur, som der er i landsbylivet, men som jeg før har beskrevet, var det ikke det som skete. Jeg stortrives, men jeg bliver nok aldrig “indfødt” igen.

Når det så er sagt, så har jeg over det sidste års tid set en landsby som begynder at udvikle sig. Lige præcis denne landsby har formået aldrig at falde helt i søvn, takket været en borgerforening, som i høj grad formår at stable begivenheder, skabe opmærksomhed og tiltag på benene, og som er dygtige til at involvere landsbyens beboere. Det seneste års tid, er de begyndt at gå skridtet videre, og den proces de er igang med er jeg dybt imponeret af. Jeg er virkelig betaget af, hvordan en landsby som er stemplet som udkantsdanmark, og som det store samfund på papiret har dømt ude, selv tager kampen op. De har konkluderet, at der ikke kommer nogen udefra for at “redde” landsbyen – det skal de selv, og jeg er overbevist om, at det er det de rent faktisk er ved at gøre.

Først lukkede samfundet skolen ned. Så købte landsbyen den, og åbnede friskolen. Den er nu så velkørende, at der ikke er mangel på én eneste elev. Snarere tvært imod. Gennem årene har borgerforeningen hvert år løbende hold forskellige arrangementer i live. Byfester i både egen og nabolandsbyen, revyforestilling og cykelløb for at samle penge til en dyregård til Friskolen. Gadefester og havevandringer, hvor folk just for trejde år i træk, er valfartet langvejs fra for at deltage.

For ikke så længe siden, fik vi den første butik i mange år. Den sidste butik i byen lukkede ned år før jeg flyttede til, men en dag åbnede det unge par som havde købt Lørslev Gammel skole en lille brugsgenstandsbutik. Den har åben hver weekend, men vi havde for første gang i mange år en faktisk butik i byen.

En hyggelig lille butik, som jeg forsøger at støtte så godt jeg kan, og har derfor mere end én gang købt både gaver til andre og mig selv derfra.

I maj stod der en dag et skilt både på vej ind, ud og midt i byen. Der blev inviteret til åbent borgermøde på skolen. Tre herrer havde af helt egen pengepung købt et af de gamle huse som stod til salg. De havde fået en idé, og den ville de gerne dele, og håbe på at vi ville være med til at bringe den til live. Det gamle hus er nu langsomt igang med at blive omdannet til Lørslev Café og Kulturhus. De tre herrer havde i radioen hørt om Alken, hvor de havde vendt livet i den lille by ved at lave deres egen købmand/kulturhus, og tænkte at det ville vi da også kunne gøre. Idéen er, at det gamle hus bliver et sted, hvor vi beboere kan afhente de varer som vi kan bestille på Osuma.dk som der er indgået en aftale med. Med tiden, skal det udvikle sig, så der er eget varelager, beboere i byen kan sælge sine egne varer, og der vil være café og mødemuligheder i huset også. Forskellige arrangementer, klubber, møder, foredrag eller bare hygge skal fylde liv i huset igen.

Idéen er fantastisk! Jeg kan sagtens se, at det kan lykkedes, og slet ikke bleg for at være en af de (mange) frivillige som vil hjælpe til med både at gøre det til en realitet og holde det kørende. Først på sommeren blev der afholdt endnu et cykelløb i byen, og pengene gik denne gang til kulturhuset, og der blev samlet nok ind til, at de penge som herrene selv havde lagt ud for at købe huset, kunne tilbagebetales. Der har været weekender, hvor haven har fået en omgang, det indvendige blevet gjort godt og grundigt rent, og soklen er blevet malet. Der er blevet lavet en aftale med teknisk skole, som stiller elever til rådighed for at gøre huset endnu bedre i stand, mod at eleverne kan bruge det som uddannelsesmateriale. Kulturhuset kommer til at ske, og da vi har et par ekstra features i byen, så som friskole, end Alken, så kan vi ikke se andet end at dét her godt kan gå hen og blive en positiv udvikling for byen. Både i form af aktiviteter, tilflytning samt stigende huspriser.

I denne weekend er det endelig officielt, at endnu en butik åbner op i byen. Lige ved siden af mig åbner vores nabo sin egen frisørsalon. Den unge dame har sagt farvel til at være ansat i en frisørsalon, for at blive selvstændig frisør. Vi har gennem hele sommeren fulgt byggeriet, hørt om planerne og set spændingen i både hendes, og hendes families øjne over det eventyr de er på vej ud i. Hun og hendes mand har lagt rigtig mange kræfter i at undersøge, forberede og eksekvere det hele, så de kommer allerbedst fra start. Hun har fået skabt den fineste salon, og om mindre end en uge åbner hun officielt. Hun har gjort sit website, facebook og instagram klar, og har siden igår haft dem åbne. På onsdag er der reception, og på torsdag har landsbyen sin helt egen frisør, som kan alt det man gerne vil have. Jeg har været lidt ekstra med på sidelinien, da jeg fik opgaven at tage billeder til og af hende. Selvfølgelig ikke i jydsk valuta – der skal nemlig være orden i sagerne hos Frisør Sida.

Der er sket meget i landsbyen i udkantsdanmark det sidste halvandet års tid, og man kan ligesom mærke, at man nu begynder at have en tro på at den her bette landsby overlever. Den kan og vil, som er byens motto. Jeg begynder at tro på det, og det er ikke det ydre samfund som er grunden til, at Lørslev kommer til at overleve – det er landbybeboerne selv som får det til at ske. Jeg er, som nævnt, ganske imponeret af det, og man skal være et skarn, hvis ikke man vælger at stemple ind og være med. Så selv om jeg nok ikke bliver 100 % landbybeboer igen, så kan jeg mærke inde i mig selv, at jeg kommer til at være med i den her udvikling. Ikke kun fordi jeg gerne vil vil se den lille vinde, men også fordi jeg er dybt facineret og finder det aldeles spændende.

Må vi om tre år være den landsby som kan vise vejen for de andre små landsbyer derude, at det kan nytte at gøre modstand og tage sagen i egen hånd. På engelsk er der et ordsprog for at skabe det som Lørslev er igang med: “It takes a village….”

Engang imellem falder jeg i en samtale som fanger mig godt og grundigt må mine retfærdighedsværdier. Det er den værdi hos mig, som kan få mig til at tage kampe op; både på egne og andres vegne, og også den værdi som jeg føler mig allermest oprørt over, når den bliver trådt på hos mig selv. I sjældne tilfælde, er samtaleemnet så trykkende på min retfærdighedssans, at jeg lader det fylde på bloggen, og sidste gang jeg gjorde det, havde jeg slet ikke overvejet det som fulgte med i kølvandet. Men som alt andet, så lå stormen sig også igen, men det var en spændende uge på mange forskellige måder.

Jeg forudser ikke, at dette skaber den samme bevågenhed, selv om det så absolut er noget jeg mener er på høje tid at det får. Vi er faktisk igen i “Far-kategorien”, og det er ganske tilfældigt.

I min omgangskreds fortalte en person om en veninde som var i lykkelige omstændigheder. En dejlig start, tænker man. Men se, så kommer krussedullerne. Det vordende forældrepar, har kendt hinanden i omegnen af et lille halvårs tid, og ingen af dem har rundet de 20 endnu. I starten af forholdet, havde “manden” (læs: drengen) spurgt ind til om hun tog p-piller, hvortil hun svarede at det gjorde hun. Men i sagens natur, så gjorde hun ikke, men hun var kommet til den egenkonklusion, at nu havde hun ikke taget pillen i over et år, og der var ikke sket noget som helst, så hun kunne nok ikke blive gravid. I samtalen omkring pille eller ej, havde han gjort meget klart, at det nemlig var vigtigt for ham at de var sikre, da han på ingen måde var klar til at blive far. Hverken mentalt eller økonomisk.

Skæbnen vil så, at nu er hun gravid. Hun er omkring to måneder henne i sin babyrejse, og alle veninderne har fået den lille søde hemmelighed at vide. De må ikke fortælle det videre da det jo stadig er tidligt – og her kommer catch 22: han, den vordende far, har ikke fået det at vide endnu, og hun har meldt ud til de som ved det, at uanset hvad han siger og vælger, så vil hun beholde barnet.

Det er så her min retfærdighedssans sparker ind i voldsom grad. Der er så mange ting i den her lille fortælling som tæsker løs på den sans. For det første, hvad bilder hun sig ind at sige at hun er på pillen, når hun ikke er det? For det andet, hvordan kan hun på nogenmåde gøre sig selv til diagnostikeren over sin egen formåenhed til at blive gravid eller ej? For det tredje, hvor vover hun at fortælle til mange andre om hendes tilstand, men ikke involvere ham som er far til barnet? For det fjerde lugter det her langt væk af at hun ikke har intentioner om at fortælle ham det før det er for sent for ham at komme med sin holdning til tilstanden, i og med han allerede i starten af deres forhold gjorde klart, hvad hans holdning til det at blive gravide var.

Stakkels stakkels dreng. Han bliver her fanget i et af kvindens værste spind. Han bliver bondefanget til at være far til et uskyldigt barn, som han måske slet ikke ønsker at være far til. Han bliver tvangsindlagt til at betale ved kasse et de næste 18 år om han vil det eller ej, og uanset om han tager del i barnets liv eller ikke. Han står chanceløs. Han bliver totalt frataget sin menneskeret til at vælge fra eller til. Eller i det mindste få lov til at give sin mening, tanker og holdning til kende. Jeg finder det uanstændigt, at en pige sætter en anden person – som hun påråber at elske højt – i en sådan situation. Det gør man ikke, hverken over for dem man elsker, og heller ikke for et ufødt barn, som temmelig sikkert bliver født ind i en voldsom strid mellem mor og far, med stor fare for slet ikke at have sin far i billedet når det først kommer til verden. Jeg skammer mig på mit køns vegne over den opførsel!

Jeg er så heldig, at være født og opvokset i en tid, hvor kvinden har fået fuld rådighed over sin krop. Det har mange stærke kvinder i generationer før mig, kæmpet hårdt, passioneret og længe for, og i dag vil størstedelen af alle mennesker sætte flueben ved, at sådan skal det naturligvis også være. Jeg kan som kvinde enerådigt beslutte mig til, om jeg vil beholde et barn eller abortere.

Det betyder så også, at såfremt at jeg som kvinde sagde nej til at fortsætte en graviditet kan afbryde den, selv om faderen stod på den anden side og sagde ja til at være far. Han kan på ingen måde forhindre mig i at foretage en abort. Det er mit valg alene. Hvordan i hede hule verdenen, kan det så være at manden ikke har samme rettighed? Hvordan pokker kan vi som samfund overhovedet tillade os at råbe op omkring, og fortsat kæmpe om ligerettigheder, når vi samtidig nægter at give manden de samme rettigheder som kvinden? Jeg synes det er ud over al kritik, og i særdeleshed, når man støder på tilfælde som ovenfor, eller andre lignende tilfælde, hvor manden bliver fanget i en graviditet han ikke ønsker. Hvordan kan vi have samvittigheden i orden, når de rettigheder vi kvinder har kæmpet for at få i den her sammenhæng, ikke skal være de samme for manden?

Ufrivillig far. Det er det man kalder sådan en situation. Jeg siger ikke, at vi skal kunne tvinge kvinden til abort. Bestemt ikke. Hun skal fortsat have fuld rådighed over sin krop, og tage de beslutninger med den som hun ønsker. Så ønsker hun det barn, som manden på ingen måde ønsker, så skal hun så sandelig få det. Men det skal da for pokker være muligt for manden at få den juridiske abort. Frasige sig ethvert ansvar for det barn som hun ønsker at få, men som han ikke ønsker at få. Få det igennem de juridiske kanaler, således at får han den juridiske abort, så frafalder alle økonomiske forpligtelser, men til gengæld betyder det også, at han mister alle rettigheder til at have noget med barnet at gøre – også selv om han på år 11 måske finder ud af, at han egentlig gerne vil lære det barn han valgte fra at kende. Der er ingen fortrydelsesret – akkurat som der ikke er for kvinden, når hun vælger aborten.

Der er mange mange triste skæbner derude, hvor både barn, den ufrivillige far, moderen til barnet og endda den udvidede familie på kryds og på tværs er blevet fanget i den helvedsild, som kvinden har skabt for manden ved at få et barn, som manden ikke var med på. Der er mange versioner af den ovenstående historie. Kasper som efter sin studenteruge pakkede tasken, og backpakkede ned gennem Europa for at opleve verden inden han skulle læse videre, og som halvandet år efter hjemkomst, får et brev fra Esmeralda i Barcelona, som fortæller at deres lystige nat på Club68 resluterede i precioso Eva-Maria, og nu vil hun gerne at han tager ansvar økonomisk og/eller samværsmæssigt. Eller Jesper som var i Gaden en fredag aften med gutterne, stødte ind i Karina som var på besøg fra Korsør, og endte med at tumle rundt med hende på sit kollegieværelset i de sene nattetimer, for at kysse hende farvel i de tidlige morgentimer lørdag morgen, glemte mere eller mindre alt om hende, indtil den dag statsamtet sendte ham en skrivelse om, at han nu var blevet far til lille Axel, og at han nu skulle indbetale børnepenge. Eller Bent som ved firmajulefrokosten fik sig en alt for stor snaps, og “kom til” at hygge sig lidt for meget med praktikant Pernille inde i rengøringsrummet, selv om han på 13. år var lykkelig gift med Jette. Hans samvittighed tyngede ham voldsomt, men hele verdenen ramlede, da praktikant Pernille annoncerede på en e-mail fire måneder siden, at hun var gravid, at hun ville beholde barnet, og at han var faderen.

Hvorfor han har ikke et valg til at sige nej tak?

Ja ja – den evige tilbagevendende kugle til alt det her er: “jamen han kunne da bare have brugt kondom, hvis han var så skarp på, at han på ingen måde ville være far”. Det er – pardon my french – fandme ikke det, det handler om. Det handler om retten til at vælge. Retten til at bestemme over sin egen krop, og de væsker den indeholder. Manden er i disse tider, og har i lang tid været, fanget i selv samme dilemma, som kvinder i årtier kæmpede hårdt for at kunne være selvbestemmende over.

Hvornår er det vi giver manden den samme mulighed som kvinden i dag har, og som vi tager som en selvfølgelighed? Er det ikke på tide, at også manden får lov til at bestemme over sin krop?