Kære John – vi kender ikke hinanden, men nu er vi gravide sammen…..

Engang imellem falder jeg i en samtale som fanger mig godt og grundigt må mine retfærdighedsværdier. Det er den værdi hos mig, som kan få mig til at tage kampe op; både på egne og andres vegne, og også den værdi som jeg føler mig allermest oprørt over, når den bliver trådt på hos mig selv. I sjældne tilfælde, er samtaleemnet så trykkende på min retfærdighedssans, at jeg lader det fylde på bloggen, og sidste gang jeg gjorde det, havde jeg slet ikke overvejet det som fulgte med i kølvandet. Men som alt andet, så lå stormen sig også igen, men det var en spændende uge på mange forskellige måder.

Jeg forudser ikke, at dette skaber den samme bevågenhed, selv om det så absolut er noget jeg mener er på høje tid at det får. Vi er faktisk igen i “Far-kategorien”, og det er ganske tilfældigt.

I min omgangskreds fortalte en person om en veninde som var i lykkelige omstændigheder. En dejlig start, tænker man. Men se, så kommer krussedullerne. Det vordende forældrepar, har kendt hinanden i omegnen af et lille halvårs tid, og ingen af dem har rundet de 20 endnu. I starten af forholdet, havde “manden” (læs: drengen) spurgt ind til om hun tog p-piller, hvortil hun svarede at det gjorde hun. Men i sagens natur, så gjorde hun ikke, men hun var kommet til den egenkonklusion, at nu havde hun ikke taget pillen i over et år, og der var ikke sket noget som helst, så hun kunne nok ikke blive gravid. I samtalen omkring pille eller ej, havde han gjort meget klart, at det nemlig var vigtigt for ham at de var sikre, da han på ingen måde var klar til at blive far. Hverken mentalt eller økonomisk.

Skæbnen vil så, at nu er hun gravid. Hun er omkring to måneder henne i sin babyrejse, og alle veninderne har fået den lille søde hemmelighed at vide. De må ikke fortælle det videre da det jo stadig er tidligt – og her kommer catch 22: han, den vordende far, har ikke fået det at vide endnu, og hun har meldt ud til de som ved det, at uanset hvad han siger og vælger, så vil hun beholde barnet.

Det er så her min retfærdighedssans sparker ind i voldsom grad. Der er så mange ting i den her lille fortælling som tæsker løs på den sans. For det første, hvad bilder hun sig ind at sige at hun er på pillen, når hun ikke er det? For det andet, hvordan kan hun på nogenmåde gøre sig selv til diagnostikeren over sin egen formåenhed til at blive gravid eller ej? For det tredje, hvor vover hun at fortælle til mange andre om hendes tilstand, men ikke involvere ham som er far til barnet? For det fjerde lugter det her langt væk af at hun ikke har intentioner om at fortælle ham det før det er for sent for ham at komme med sin holdning til tilstanden, i og med han allerede i starten af deres forhold gjorde klart, hvad hans holdning til det at blive gravide var.

Stakkels stakkels dreng. Han bliver her fanget i et af kvindens værste spind. Han bliver bondefanget til at være far til et uskyldigt barn, som han måske slet ikke ønsker at være far til. Han bliver tvangsindlagt til at betale ved kasse et de næste 18 år om han vil det eller ej, og uanset om han tager del i barnets liv eller ikke. Han står chanceløs. Han bliver totalt frataget sin menneskeret til at vælge fra eller til. Eller i det mindste få lov til at give sin mening, tanker og holdning til kende. Jeg finder det uanstændigt, at en pige sætter en anden person – som hun påråber at elske højt – i en sådan situation. Det gør man ikke, hverken over for dem man elsker, og heller ikke for et ufødt barn, som temmelig sikkert bliver født ind i en voldsom strid mellem mor og far, med stor fare for slet ikke at have sin far i billedet når det først kommer til verden. Jeg skammer mig på mit køns vegne over den opførsel!

Jeg er så heldig, at være født og opvokset i en tid, hvor kvinden har fået fuld rådighed over sin krop. Det har mange stærke kvinder i generationer før mig, kæmpet hårdt, passioneret og længe for, og i dag vil størstedelen af alle mennesker sætte flueben ved, at sådan skal det naturligvis også være. Jeg kan som kvinde enerådigt beslutte mig til, om jeg vil beholde et barn eller abortere.

Det betyder så også, at såfremt at jeg som kvinde sagde nej til at fortsætte en graviditet kan afbryde den, selv om faderen stod på den anden side og sagde ja til at være far. Han kan på ingen måde forhindre mig i at foretage en abort. Det er mit valg alene. Hvordan i hede hule verdenen, kan det så være at manden ikke har samme rettighed? Hvordan pokker kan vi som samfund overhovedet tillade os at råbe op omkring, og fortsat kæmpe om ligerettigheder, når vi samtidig nægter at give manden de samme rettigheder som kvinden? Jeg synes det er ud over al kritik, og i særdeleshed, når man støder på tilfælde som ovenfor, eller andre lignende tilfælde, hvor manden bliver fanget i en graviditet han ikke ønsker. Hvordan kan vi have samvittigheden i orden, når de rettigheder vi kvinder har kæmpet for at få i den her sammenhæng, ikke skal være de samme for manden?

Ufrivillig far. Det er det man kalder sådan en situation. Jeg siger ikke, at vi skal kunne tvinge kvinden til abort. Bestemt ikke. Hun skal fortsat have fuld rådighed over sin krop, og tage de beslutninger med den som hun ønsker. Så ønsker hun det barn, som manden på ingen måde ønsker, så skal hun så sandelig få det. Men det skal da for pokker være muligt for manden at få den juridiske abort. Frasige sig ethvert ansvar for det barn som hun ønsker at få, men som han ikke ønsker at få. Få det igennem de juridiske kanaler, således at får han den juridiske abort, så frafalder alle økonomiske forpligtelser, men til gengæld betyder det også, at han mister alle rettigheder til at have noget med barnet at gøre – også selv om han på år 11 måske finder ud af, at han egentlig gerne vil lære det barn han valgte fra at kende. Der er ingen fortrydelsesret – akkurat som der ikke er for kvinden, når hun vælger aborten.

Der er mange mange triste skæbner derude, hvor både barn, den ufrivillige far, moderen til barnet og endda den udvidede familie på kryds og på tværs er blevet fanget i den helvedsild, som kvinden har skabt for manden ved at få et barn, som manden ikke var med på. Der er mange versioner af den ovenstående historie. Kasper som efter sin studenteruge pakkede tasken, og backpakkede ned gennem Europa for at opleve verden inden han skulle læse videre, og som halvandet år efter hjemkomst, får et brev fra Esmeralda i Barcelona, som fortæller at deres lystige nat på Club68 resluterede i precioso Eva-Maria, og nu vil hun gerne at han tager ansvar økonomisk og/eller samværsmæssigt. Eller Jesper som var i Gaden en fredag aften med gutterne, stødte ind i Karina som var på besøg fra Korsør, og endte med at tumle rundt med hende på sit kollegieværelset i de sene nattetimer, for at kysse hende farvel i de tidlige morgentimer lørdag morgen, glemte mere eller mindre alt om hende, indtil den dag statsamtet sendte ham en skrivelse om, at han nu var blevet far til lille Axel, og at han nu skulle indbetale børnepenge. Eller Bent som ved firmajulefrokosten fik sig en alt for stor snaps, og “kom til” at hygge sig lidt for meget med praktikant Pernille inde i rengøringsrummet, selv om han på 13. år var lykkelig gift med Jette. Hans samvittighed tyngede ham voldsomt, men hele verdenen ramlede, da praktikant Pernille annoncerede på en e-mail fire måneder siden, at hun var gravid, at hun ville beholde barnet, og at han var faderen.

Hvorfor han har ikke et valg til at sige nej tak?

Ja ja – den evige tilbagevendende kugle til alt det her er: “jamen han kunne da bare have brugt kondom, hvis han var så skarp på, at han på ingen måde ville være far”. Det er – pardon my french – fandme ikke det, det handler om. Det handler om retten til at vælge. Retten til at bestemme over sin egen krop, og de væsker den indeholder. Manden er i disse tider, og har i lang tid været, fanget i selv samme dilemma, som kvinder i årtier kæmpede hårdt for at kunne være selvbestemmende over.

Hvornår er det vi giver manden den samme mulighed som kvinden i dag har, og som vi tager som en selvfølgelighed? Er det ikke på tide, at også manden får lov til at bestemme over sin krop?