Landsbyernes handelscentrum

Jeg bor på på sjette år i en lille landsby, ikke langt fra hvor jeg egentlig voksede op. Jeg flyttede fra landsbysamfundet i 1994, og vendte ikke tilbage igen før 2010, hvor jeg og min bedste halvdel slog pjalterne sammen. Jeg troede jeg kunne smelte helt sammen igen med den kultur, som der er i landsbylivet, men som jeg før har beskrevet, var det ikke det som skete. Jeg stortrives, men jeg bliver nok aldrig “indfødt” igen.

Når det så er sagt, så har jeg over det sidste års tid set en landsby som begynder at udvikle sig. Lige præcis denne landsby har formået aldrig at falde helt i søvn, takket været en borgerforening, som i høj grad formår at stable begivenheder, skabe opmærksomhed og tiltag på benene, og som er dygtige til at involvere landsbyens beboere. Det seneste års tid, er de begyndt at gå skridtet videre, og den proces de er igang med er jeg dybt imponeret af. Jeg er virkelig betaget af, hvordan en landsby som er stemplet som udkantsdanmark, og som det store samfund på papiret har dømt ude, selv tager kampen op. De har konkluderet, at der ikke kommer nogen udefra for at “redde” landsbyen – det skal de selv, og jeg er overbevist om, at det er det de rent faktisk er ved at gøre.

Først lukkede samfundet skolen ned. Så købte landsbyen den, og åbnede friskolen. Den er nu så velkørende, at der ikke er mangel på én eneste elev. Snarere tvært imod. Gennem årene har borgerforeningen hvert år løbende hold forskellige arrangementer i live. Byfester i både egen og nabolandsbyen, revyforestilling og cykelløb for at samle penge til en dyregård til Friskolen. Gadefester og havevandringer, hvor folk just for trejde år i træk, er valfartet langvejs fra for at deltage.

For ikke så længe siden, fik vi den første butik i mange år. Den sidste butik i byen lukkede ned år før jeg flyttede til, men en dag åbnede det unge par som havde købt Lørslev Gammel skole en lille brugsgenstandsbutik. Den har åben hver weekend, men vi havde for første gang i mange år en faktisk butik i byen.

En hyggelig lille butik, som jeg forsøger at støtte så godt jeg kan, og har derfor mere end én gang købt både gaver til andre og mig selv derfra.

I maj stod der en dag et skilt både på vej ind, ud og midt i byen. Der blev inviteret til åbent borgermøde på skolen. Tre herrer havde af helt egen pengepung købt et af de gamle huse som stod til salg. De havde fået en idé, og den ville de gerne dele, og håbe på at vi ville være med til at bringe den til live. Det gamle hus er nu langsomt igang med at blive omdannet til Lørslev Café og Kulturhus. De tre herrer havde i radioen hørt om Alken, hvor de havde vendt livet i den lille by ved at lave deres egen købmand/kulturhus, og tænkte at det ville vi da også kunne gøre. Idéen er, at det gamle hus bliver et sted, hvor vi beboere kan afhente de varer som vi kan bestille på Osuma.dk som der er indgået en aftale med. Med tiden, skal det udvikle sig, så der er eget varelager, beboere i byen kan sælge sine egne varer, og der vil være café og mødemuligheder i huset også. Forskellige arrangementer, klubber, møder, foredrag eller bare hygge skal fylde liv i huset igen.

Idéen er fantastisk! Jeg kan sagtens se, at det kan lykkedes, og slet ikke bleg for at være en af de (mange) frivillige som vil hjælpe til med både at gøre det til en realitet og holde det kørende. Først på sommeren blev der afholdt endnu et cykelløb i byen, og pengene gik denne gang til kulturhuset, og der blev samlet nok ind til, at de penge som herrene selv havde lagt ud for at købe huset, kunne tilbagebetales. Der har været weekender, hvor haven har fået en omgang, det indvendige blevet gjort godt og grundigt rent, og soklen er blevet malet. Der er blevet lavet en aftale med teknisk skole, som stiller elever til rådighed for at gøre huset endnu bedre i stand, mod at eleverne kan bruge det som uddannelsesmateriale. Kulturhuset kommer til at ske, og da vi har et par ekstra features i byen, så som friskole, end Alken, så kan vi ikke se andet end at dét her godt kan gå hen og blive en positiv udvikling for byen. Både i form af aktiviteter, tilflytning samt stigende huspriser.

I denne weekend er det endelig officielt, at endnu en butik åbner op i byen. Lige ved siden af mig åbner vores nabo sin egen frisørsalon. Den unge dame har sagt farvel til at være ansat i en frisørsalon, for at blive selvstændig frisør. Vi har gennem hele sommeren fulgt byggeriet, hørt om planerne og set spændingen i både hendes, og hendes families øjne over det eventyr de er på vej ud i. Hun og hendes mand har lagt rigtig mange kræfter i at undersøge, forberede og eksekvere det hele, så de kommer allerbedst fra start. Hun har fået skabt den fineste salon, og om mindre end en uge åbner hun officielt. Hun har gjort sit website, facebook og instagram klar, og har siden igår haft dem åbne. På onsdag er der reception, og på torsdag har landsbyen sin helt egen frisør, som kan alt det man gerne vil have. Jeg har været lidt ekstra med på sidelinien, da jeg fik opgaven at tage billeder til og af hende. Selvfølgelig ikke i jydsk valuta – der skal nemlig være orden i sagerne hos Frisør Sida.

Der er sket meget i landsbyen i udkantsdanmark det sidste halvandet års tid, og man kan ligesom mærke, at man nu begynder at have en tro på at den her bette landsby overlever. Den kan og vil, som er byens motto. Jeg begynder at tro på det, og det er ikke det ydre samfund som er grunden til, at Lørslev kommer til at overleve – det er landbybeboerne selv som får det til at ske. Jeg er, som nævnt, ganske imponeret af det, og man skal være et skarn, hvis ikke man vælger at stemple ind og være med. Så selv om jeg nok ikke bliver 100 % landbybeboer igen, så kan jeg mærke inde i mig selv, at jeg kommer til at være med i den her udvikling. Ikke kun fordi jeg gerne vil vil se den lille vinde, men også fordi jeg er dybt facineret og finder det aldeles spændende.

Må vi om tre år være den landsby som kan vise vejen for de andre små landsbyer derude, at det kan nytte at gøre modstand og tage sagen i egen hånd. På engelsk er der et ordsprog for at skabe det som Lørslev er igang med: “It takes a village….”