Jeg har valgt at være åben og kommunikativ omkring det. Både fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det egentlig er, at man er opmærksom på sig selv, men også fordi jeg har fundet ud af, at det er en vigtig del af min egen proces mod bedre tilstande. Fra det øjeblik jeg opdagede det, har jeg valgt at være åben omkring det, og har siden jeg opdagede det, arbejdet meget hårdt med ikke at tro, og bekæmpe den manglende forståelse for hvorfor det ikke bare er overstået i løbet af en uge.

For ikke så lang tid siden, skrev jeg et indlæg om det. Jeg offentliggjorde, at mit fravær i en tre måneders periode var stressrelateret. I den tid der var stilhed på bloggen, arbejde jeg selv med at håndtere det, godt hjulpet på vej af mine nærmeste omgivelser og min arbejdsplads. Den sidste måneds tid har jeg været på vej fremad igen, men det skal ikke forveksles med, at alt er godt igen. Men det går den rigtige vej.

Jeg har, som jeg skrev i indlægget, accepteret at jeg har en tilstand af stress, og at jeg bliver nødt til at håndtere den. Men jeg er også nået til det punkt, hvor jeg samtidig skal arbejde med at finde og bruge de redskaber der er for at undgå at det bliver værre, kommer igen eller ikke forbedres. Så i dag har jeg været til mit første stresscoach møde. Sessionen gik sådan set meget godt, og der er allerede fra første session sat konkrete handlinger som skal udføres af mig. Men mest gik sessionen ud på at identificere hvor jeg er, hvor jeg har været, og hvordan vi håndterer det som stadig bor i min krop, samtidig med vi fik sat nogen meget basale øvelser på plads, som både kan være med til at hindre eller lindre. Men i sessionen, blev jeg også præsenteret for et diagram – et trafiklys om man vil – over stressdiagrammet. Da jeg så den, der blev jeg faktisk rigtig rigtig ked af det, og skræmt. Tag et kig på trafiklyset her

Jeg har de sidste tre-fire måneder været fuldt ud opmærksom på, at det ikke er almindelig lidt for meget travlhed jeg har i kroppen, men en stresstilstand. Men jeg har hele tiden troet, at jeg havde nået at fange det inden jeg nåede helt op i alarmbredskabet. I mit hovedet var dem, som for alvor var ramt af stress, dem som var sygemeldte, handlingslammet og helt væltet. Det har jeg aldrig været, og jeg var overbevist om, at jeg nåede at erkende min egen tilstand inden jeg nåede op i det niveau. Derfor blev jeg synligt meget berørt og ked af det, da jeg så det trafiklys, for lige dér går det op for mig, at jeg har været, og til dels stadig er, oppe i det helt røde felt af tilstanden. Der er rent faktisk kun sølle tre ord i hele diagrammet jeg ikke genkender. Resten genkender jeg. Resten har jeg. Resten har jeg stadig, dog i mindre grad end tidligere. Men jeg er, til min store overraskelse, stadig oppe i stopfeltet. Og dét gør mig rigtig ked af det. Men samtidig er jeg også glad (i mangel af et bedre ord) for, at jeg ser det, for så kan jeg konkret forholde mig til det, og dermed endelig konkret også begynde at arbejde med det. Men jeg tror lige nu på det som den ene af mine direktører sagde til mig igår: “vær forberedt på, at det godt kan blive værre før det begynder at blive godt igen“. Jeg tror ham nu, men jeg er sgu også lidt bange for det – for jeg har for fanden da ikke lyst til at jeg skal få det værre. Men … det er “værre” på en anden måde, end det “værre” jeg kender i forhold til selve stressen. Den slags “værre” som måske venter mig, er lige nøjagtig det punkt der indikerer, at nu er vi i allerhøjeste grad på vej i den rigtige retning.

Jeg tror på jeg har begivet mig ud i det rigtige, og jeg tror også på at alt omkring mig støtter op om det. Jeg forventer at dem omkring mig ikke behandler mig som en skrøbelig blomst, ej heller er bange for at stille krav til mig. Jeg vil ikke specialbehandles. Men jeg håber og tror på, at der i stedet er forståelse for de tidspunkter, hvor jeg må sige fra, og de tidspunkter, hvor jeg måske reagerer uvant i forhold til mit “normale” jeg.

Jeg tror også på, at bloggen her i det her forløb bliver et af mine redskaber til at finde vejen tilbage. Jeg kan mærke jeg har behovet for det, og at det vil hjælpe mig. Måske det kan hjælpe andre også, men det er udelukkende for min egen skyld at jeg vælger at være så ærlig og åben omkring det. Det er ingen skam at være der, hvor jeg er. Det er heller ikke en livslang tilstand, og jeg skal nok komme igennem det her uden det store drama. Men jeg tror at en af måderne jeg kan komme det, er ved at reflektere på processen via mine ord.

Slutteligt; hav ikke ondt af mig. Vær ikke bekymret for mig. Vær som du plejer, og hav blot lidt ekstra tålmodighed med mig til tider. Jeg er her. Mit jeg er her også stadig. Det er blot lidt vingeskudt, men viljen, glæden og lysten til at være til stede og komme til vejs ende er der. Jeg har ikke mistet mig selv, og jeg skal nok finde helt tilbage til dig igen.