Kadavertræthed
Det kan meget vel være, at sindet blev 16 år igen i går, men her dagen derpå taler kroppen sandheden, og minder mig på at 25 år ikke går ubemærket hen. Jeg er træt helt ind til benet, stemmen er ru og dansemuskler er ømme som de ikke plejer at være. Dagen blev intet mindre end fantastisk, og overgik alle forventninger.
Man tager altid afsted til et sådan arrangement med en forventningsglæde, men også med en vis nervøsitet. Kan de huske mig? Kan jeg huske dem, og kan vi finde fælles fodslag efter så mange år? Jeg tror mange af de 63 mennesker (to kom senere, hvis du skulle gøre dig ulejligheden at tælle efter på billedet nedenfor) som var mødt op fra min årgang, havde samme tanker. Nogen har man set hist & pist, andre overhovedet ikke, og selv om man havde et fantastisk ungdomsskoleår som fællesnævner, er det jo ikke ensbetydende med, at man bare finder teten igen. Men for mit vedkommende, så oplevede jeg, at det gik hen og blev en uovertruffen fornøjelse og oplevelse. Alle de “ængstelige” tanker man havde gjordt sig, blev fejet af bordet.
Der blev kramme og hilst, og der var for nogen en lille smule udfordringer ved at genkende nogen af de tidligere kammerater. Men alt i alt, var genkendeligheden stor og ligetil. Der var kaffe, kage og selvfølgelig fællessang til eftermiddagstraktementet. Der var imellem kaffen og festmiddagen tid til lige at finde sin vej tilbage til sin gamle gang, og gense de velkendte arealer. Jeg var så heldig, at alle de piger jeg boede på gang med i 1990/1991, troppede op. Hver og én. Så vi satte os for en stund rundt om bordet på vores gamle gang, skålede i champagne, fik en lækker flødebolle og så genskabe vores 25 år gamle gangfoto.
Aftenen bød på festmiddag i skolens hal, hvorefter tøjlerne kunne få frit løb. Det var her, jeg fandt mit 16 årige jeg. Jeg fik afsløret mit on-off crush på en af årgangens lækre drenge, som var veldokumenteret i min dagbog, og som jeg delte med ham. Jeg kan 25 år senere erfare at 1) Jeg var totalt teenagehjerne med alle de twisted analysetanker et sådan ungt væsen har, og 2) han havde ikke opfanget en meter af det! Men det var nu 25 år senere svært underholdende at finde frem i lyset igen.
Jeg fik talt på kryds og tværs, krammet i et stort væk, sunget alt for meget, og danset så svedperlerne dryppede af mig. Jeg havde en overfantastisk-superduper-underholdende-genial aften. Så meget at det først var ti minutter i lukketid, jeg tog farvelrunden.
Det blev en fest, dag og aften som ligger og varmer i tankefabrikken. Tak fordi I var så mange som tog turen tilbage sammen med mig, og jeg håber I havde en ligeså fantastisk dag og aften som jeg. Vi ses igen – det er der ingen tvivl om.