Lad mig på forhånd varsle dig om et meget langt indlæg, men det kan ikke gøres kortere, hvis det skal have det formål det skal have – både for mig selv, og for andre, som har behov for det her indlæg også.

Det her er et indslag, som jeg har gået og tænkt en del over, om det overhovedet skulle skrives. Jeg er dog kommet frem til, at det skal det. Både fordi det her med at skrive, i mange tilfælde for mig, lader mig komme ud med ting. Det er og har i ca. 30 år været en “nødvendighed” (i mangel af et bedre ord) for mig. Det værende om det blot er intetsigende oplevelser, observationer eller holdninger, større eller mindre begivenheder eller bare dagligdagens trummerum. Det at nedfælde ord, har bare altid været noget som jeg ikke har kunne lade være med. Det faktum er den ene grund til, at jeg har valgt at skrive dette indlæg. Jeg har brug for det.

Den anden grund er en helt anden. Jeg har igennem den her oplevelse haft behov for at vide, hvad som foregik, hvad jeg kunne forvente og hvordan har andre med samme oplevelse haft det? Her finder jeg ud af, at der faktisk ikke er meget at komme efter. Det er ligesom om det hele er pakket ind, og alle er bange for at pakke det ud og vise eller fortælle om det. Det er, desværre, et slags tabu, og hvor er det dog en skam. Selv om  mit udgangspunkt har været meget meget anderledes end de fleste, som gennemgår det jeg har gennemgået, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der må sidde tusindvis derude med de samme behov som jeg, og så er der ikke rigtig noget at komme efter. Man bliver ligesom efterladt i et tomrum, og så skal man selv forsøge at navigere rundt i det hele. Der er ikke rigtig nogen steder, man kan vende sig hen for at få indsigt i det man går igennem, og jeg har en fornemmelse af, at der er rigtig mange derude som har behov for at vide og undersøge. At mærke man ikke er unormal og at man langt fra er alene om den oplevelse. Så jeg vil også gerne med dette indlæg hæve tabuet. Give en håndsrækning og fortælle om min oplevelse, da jeg er sikker på at den er næsten identisk med de tusinder af andre, som har oplevet det samme. Men de ved det bare ikke. Jeg vil gerne med dette indlæg bryde tavsheden.

Det som lige om lidt afsløres er langt fra kendt af alle, og for nogen – selv nogen af mine nærmeste – vil det komme som en kæmpe overraskelse. De har ikke vidst det. Så det vil for dem også være første gang de får viden om det.

Den 13. februar i år, står jeg i mit køkken med en positiv graviditetstest

Det var ikke meningen, at den skulle være positiv. Jeg har mere end en gang fortalt, at det her med egne børn aldrig har været i min planlægning. Jeg har på intet tidspunkt i mit liv, haft en lyst eller bare det mindste behov for at skulle have mine egne børn. Jeg var blot 12 år gammel, da jeg tænkte denne tanke første gang. Som årene gik ændrede det sig ikke – tværtimod. I ca. 15 år har jeg skulle forklare folk, hvorfor jeg ikke skulle have børn. Jeg er gennem 15 år blevet stillet spørgsmålet om, om jeg ikke snart skulle igang. Jeg er gennem 15 år fået fortalt, at det nok skal ændre sig, og at det “bare” handlede om den rette, den rette tid, de rette omstændigheder og så videre. For ca. fem år siden stoppede de spørgsmål og udtalelser sig endelig. Da jeg rundede omkring 37 var det ligesom om, at alle omkring mig accepterede, at jeg nok havde ment det. De accepterede i stilhed, at Heidi ikke havde, ej heller skulle have, egne børn. Jeg oplevede, og oplever stadig, dog at jeg på en måde skal forklare og/eller retfærdiggøre hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Så jeg er dermed også nået et punkt, hvor det sidste folk omkring mig nogensinde ville forestille sig at høre fra mig, er ordene “jeg er gravid”.

Jeg fik i 1999 konstateret PCO som i sig selv gør det vanskeligt at blive gravid. Jeg har gennem hele mit liv, haft meget irregulære menstruationer grundet denne tilstand, og selv om risikoen (eller chancen om man vil) for at blive gravid altid har været meget minimal, så har der altid været en mulighed. Men jeg har indtil denne gang undgået det. På en eller anden måde, har jeg forsøgt at holde styr på det hele, men da jeg mødte Martin var jeg for gammel til at kunne komme tilbage på p-piller, og en spiral mislykkedes totalt. Så for syv år siden, stod vi i en situation, hvor vi skulle finde ud af, hvordan vi så gjorde det.

Selv om jeg altid har været 100% sikker på, at jeg ikke skulle være mor, så var forslaget om at få livmoderen fjernet, dog en anelse for drastisk. Jeg kunne jo ikke garantere, at jeg ikke om tre år en morgen vågnede op og tænkte “Jeg vil være mor”, og skulle det stik imod forventninger ske, så ville jeg være ærgerlig over at jeg aktivt havde valgt denne løsning. Martin kunne vælge sterilisation, men han var lidt i samme tankegang som jeg. Hvad nu hvis vi ikke holdt, og han i det næste forhold mødte hende som han gerne ville udvide sin børneflok sammen med? Så var der kondomet tilbage, men for at være fuldstændig direkte, så tror jeg nok, at vi på den lange bane ville være rimelig trætte af det lille ritual. Så den dag, bliver vi enige om, at lade naturen råde. Med min tilstand, og i og med vi begge var midt i 30erne på det tidspunkt, så var risikoen endnu mere minimal end havde vi  mødtes ti år tidligere. Med den beslutning ser vi også hinanden i øjnene, og bliver enige om, at skulle det så mod al forventning alligevel ske, så ville og måtte vi også være voksne nok til at tage “konsekvensen” af vores handlinger. Men det ligger os så fjernt, at vi nogensinde ville havne i den situation….og slet ikke syv år efter den samtale!

Flere gange i gennem årene, har jeg taget en test. Men det har altid været som en slags behandling. Mine menstruationer er i en cyklus mellem en til to en halv måned, men har oplevet både halve og hele år uden. Men når jeg rammer cirka to en halv måned, så begynder mit hoved og min krop at spille puds med mig, og i de tilfælde har jeg altid taget en test, som så altid har vist negativ, og det har altid lukket op for sluserne. Så da jeg den 13. februar købte en test, var det fordi vi nu ramte måned tre uden menstruation, og hoved og krop spillede mig puds igen, og så var det bare meningen at den test skulle sætte en stopper for det. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at den ville vise andet end negativ.

Men den var så positiv som den overhovedet kunne være, og jeg anede ikke, hvor langt vi var grundet min irregularitet. Så da det første overvældende chok havde lagt sig, fik jeg bestilt tid hos lægen til dagen efter, som så bestilte en scanning til så hurtigt som muligt, så vi kunne få svar på, hvor langt vi var i forløbet. Den aften kom vi også tilbage til vores samtale som vi havde for syv år siden, og selv om vi ikke var helt så skråsikre som vi havde været denne aften, så lå vi lidt der, at vi måtte jo lige se hvordan og hvorledes, og så tage den derfra.

Fredagen i samme uge, kom vi så ind til scanning. Det var en så surrealistisk oplevelse, at skulle ind på den briks. Jeg havde afsindigt svært ved at finde ud af, hvordan jeg havde det med det hele, og hvad jeg følte ud over chok og forbløffelse. Jeg var også skræmt for både at få at vide, at jeg var så langt, at jeg ikke længere havde noget valg, men også over hvordan jeg ville have det, hvis jeg ikke var længere end hvor jeg havde et valg. Jeg var ét stor rod. Da instrumentet blev sat på maven kunne selv jeg se, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at der rent faktisk var en lille ting inde i maven, så der forsvandt den lille stemme som hele ugen havde forsøgt at hviske “det kan jo være, at det viser sig der ikke er noget derinde alligevel”. Et halvt minut efter fandt hun hjerteblinket, og i dét øjeblik blev benene slået fuldstændig væk under mig. Jeg havde på ingen måde kunne forberede mig på det syn. I dét sekund blev det hele meget virkeligt, og i dét sekund måtte jeg kaste alle min holdninger, overbevisninger og planer om ikke at skulle have egne børn helt væk. Om jeg ville eller ej, så var der der et lille liv, og hvis det havde valgt at flytte ind, mod alle odds, så skulle jeg ikke være den som tvang den til at flytte ud.

Scanningen fortalte os, at vi var 7 uger og to dage gravide. Terminen blev beregnet til ca. 3. oktober 2017, og da vi efter denne scanning sad i bilen, så blev vi hurtig enige om, at den beslutning vi havde truffet syv år senere stod ved. Vi ville ikke gøre noget aktivt for at forhindre forløbet. Vi valgte, igen, at lade naturen råde. Ske, hvad der måtte ske.

De næste tre uger begyndte vi så småt at vænne os til tanken. Der sker bare noget i hovedet, når man står i det. Uanset hvad man tidligere har tænkt eller besluttet. Vi forholdte os til, at vi til oktober kunne stå med et lille menneske som vi skulle bruge de næste 20 år af vores liv på at forme. Samtidig var vi også meget realistiske og opmærksomme på, at vi var meget langt fra mål, og at der kunne ske tusindvis af ting inden da. Så vi gjorde intet aktivt, andet end at vi mentalt forsøgte at forholde og forberede os på, at det kunne ende med et lille menneske i den anden ende. Men de tre uger med den viden, gav sgu os smil på læben. Vi fandt ro i at selv om vi ikke havde planlagt eller ønsket dette, så var det okay hvis det blev og var sådan.

Lad mig allerede nu sige, at det ikke bliver sådan. Ligesom verdenen blev vendt fuldstændig på hovedet for os da vi stod med viden om, at jeg var gravid, så blev verdenen vendt på hovedet én gang mere. Ligesom vi havde fundet ro i det hele, så sker der det som sker i intet mindre end en ud af fire graviditeter. Jeg aborterede spontant.

Det er lige her, her i den situation, jeg finder ud af at der ikke rigtig er noget at hente af information om, hvad det betyder, gør og foregår. Det er lige hér tabuet er. Når en graviditet går til grunde i første trimester, så er det som om der ikke skal eller bør tales om det. Det er ligesom om det er forbudt at tale om det, og næsten forbudt at tale om alle de følelser der også følger med. Det er ligesom om, at man ikke kan eller skal tillade sig at føle at man har mistet noget, da det jo næsten ikke nåede at blive til noget inden det var forbi igen. Men lad mig gentage en sætning, som jeg fandt en kvinde på YouTube sige: “I dét øjeblik en kvinde står med en positiv graviditetstest, der er hun mor!” Uanset om det er planlagt, ønsket eller ej, så er du i det øjeblik mor, og om man vil det eller ej, så betyder det noget!

For lidt over en uge siden, var jeg inde til en akutscanning, da jeg havde gået og småblødt, og det var ligesom om det blev kraftigere. Scanningen her viste at graviditeten var gået til grunde. Der var ikke længere noget hjerteslag. I momentet var jeg helt rolig omkring det og var okay med det. Vi havde jo ikke planlagt det her, vi havde aftalt at vi ville lade naturen råde på godt og ondt, og vi havde jo også været meget realistiske om det faktum, at meget kunne gå galt. Så jeg bliver sendt hjem på weekend, med en aftale om at møde ind til en medicinsk abort den efterfølgende mandag.

Allerede om lørdagen begynder min krop selv at tage affære. Det er nu på tide at smide et varsel ind. Hvis du ikke kan klare at læse og høre om blod eller des lige, så er det nu du skal stoppe, for det er nu jeg begynder at fortælle om min oplevelse med aborten på både et fysisk og følelsesmæssigt plan. Der vil være beskrivelser, som du måske ikke finder særlig tiltalende, og de er meget konkrete, men det er præcis disse dele som man ikke bliver informeret om. Hverken fra læger eller mange andre steder, men det er de dele som jeg havde behov for at vide, og som jeg med besvær også fandt frem til. Men jeg er sikker på, at der er mange som – desværre – kommer til at have et behov for at vide helt præcist, hvad man kan forvente, eller har behov for at læse om andre som har haft den samme oplevelse, og finde ud af, at de ikke er alene. Så hvis du ikke har lyst til at vide eller læse omkring det, så er det nu du skal stoppe.

Som jeg sidder og gør mig klar til en fødselsdag sidst på eftermiddagen om lørdagen, mærker jeg kroppen give slip. Når det endelig sker, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker. Det er en voldsom oplevelse, da det fosser ud med blod, som du på ingen måder kan holde tilbage. Jeg får mig vraltet, lidt ligesom når man forsøger at holde tis tilbage når man er virkelig tissetrængen, ned på toilettet og ind i bruseren. Her oplever jeg en flod som bare vælter ud af mig. Jeg bliver forskrækket, da jeg aldrig nogensinde har set eller oplevet noget lignende. Her oplever jeg også, at jeg bryder grædende sammen, men på det her tidspunkt er min gråd mest frygtbaseret, da det vitterligt strømmer ud af mig. Jeg står i bruseren i ca. 10 minutter før vandet bliver nogenlunde klart igen. Herefter får jeg mig “pakket” godt ind, og formår faktisk også at komme til fødselsdagen uden den samme fornemmelse af at det vælter ud af mig, som lige da det begyndte.

Søndag morgen vågner jeg op uden at have blødt synderligt mere, og jeg tænker “hold da op – selv om det var voldsomt, så var det da egentlig meget “nemt” og hurtigt overstået”.  Rent følelsesmæssigt er jeg nogenlunde okay. Jeg mærker en form for tristhed og ærgrelse, og har fældet nogen tårer, men jeg har kunne være i det og været i stand til at håndtere det.

Jeg tror naivt, at jeg er på den anden side. Det skal så vise sig, at det er jeg langt fra. I løbet af søndagen, kommer jeg til at opleve det værste jeg nogensinde har været igennem. Både rent kropsligt, men også rent følelsesmæssigt.

Lidt over middag om søndagen, begynder resten. Igen er du på ingen måder i tvivl om, hvad der sker, når det sker. Som dagen i forvejen, mærker jeg pludselig et “wooosh”, og jeg forsøger at holde tilbage det bedste jeg kan, for at gøre mig i stand til at rejse mig fra stolen for at komme ned på badeværelset sådan nogenlunde uden at skulle dryppe på vejen derned. Jeg når ikke engang halvvejs, før jeg bliver nødt til at stoppe op og kalde på den bedste halvdel. Jeg bliver nødt til at stoppe, da jeg har brug for at få et håndklæde omkring mig som en anden ble, for at skåne resten af ruten ned til badeværelse for et blodspor af den anden verden. Med håndklædebleen omkring mig, får jeg mig bevæget ned på toilettet, og næsten kaster mig selv på brættet. Hvor det om lørdagen “kun” har været blod (ved jeg nu), så er det nu alt det andet kommer ud. Du mærker vitterligt, hvordan klumper af “ting” kommer ud af dig, og lad mig sige at det ikke er nogen rar fornemmelse eller oplevelse. Dernæst er det ind i bruseren, og her kan jeg se at det fortsat vælter ud af mig, og her er det så også at alle følelserne sætter ind. Det er ikke kun længere forskrækkelse som spiller ind, men også alt mulig andet.

Jeg har stadig meget svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg blev så ked af det, for jeg har jo aldrig nogensinde haft ønsket om at blive hverken gravid eller mor. Så hvorfor reagerer jeg så, så kraftigt rent følelsesmæssigt? Det bedste svar jeg kan komme til, er at jeg på trods af det hele de sidste tre uger netop har forholdt mig til det, og vænnet mig til, og fundet fred og forlig i, at nu skulle vi være forældre. På et eller andet ubevidst plan, havde jeg fundet forbindelsen mellem det lille foster og mig, og lige i det her øjeblik mister jeg det, og lige i det her øjeblik så er jeg så ked af det som jeg aldrig har været før. Jeg vælger aktivt følelsen til. Lader mig acceptere at jeg føler, og skal føle, og lader jeg ikke mig selv være i det, så kommer det på et andet tidspunkt til at sætte sig i mig på en eller anden måde. Så jeg vælger følelserne til, og giver slip.

Jeg græder, græder og græder i 20 stive minutter, mens jeg står under bruseren. Det her scenarie gentager sig så med jævne mellemrum hele søndagen igennem, samtidig med at der nu også er voldsomme krampesmerter. Men i ca. 10 timer er jeg med jævne mellemrum det samme scenario igennem. Det aftager ikke på nogen områder før omkring midnatstid søndag aften. Her er det ligesom om, det som skal udskilles, er udskilt. Jeg kan samtidig mærke, at det har gjort mig rigtig godt, at give slip i forhold til at føle. Det gjorde mig godt, og det lyder måske mærkeligt, at det kan være en god ting at vræle hjerteskærende on and off en hel dag, men det gjorde det. Jeg fik ikke kun de ting ud der skulle ud rent kropsligt, men jeg fik også renset godt ud rent følelsesmæssigt.

Mandag var jeg tilbage på sygehuset, da det var her jeg egentlig skulle have sat gang i den medicinske abort, da min krop om fredagen jo endnu ikke havde udskilt graviditeten. Jeg får til trods for kroppens egen handling, sat pillerne op, da de gerne vil sikre, at vi kommer helt igennem. Efter en time får jeg lov til at tage hjem, og pillerne gør det de skal gøre, men i og med min krop selv har taget affære hen over weekenden, så er min oplevelse med pillerne slet ikke på niveau med hvad andre oplever det, såfremt det er pillerne som skal sætte gang i aborten. Jeg får også her en lille snak med sygeplejersken, om mine reaktioner, og om hvor meget de kom bag på mig, samt min undren over hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvortil hun siger at selvfølgelig reagerer man, og at man samtidig også skal huske på, at kroppen er spækket op med hormoner som i høj grad også spiller ind. De hormoner ville fortsætte med at drille på flere niveauer i op til tre uger.

Siden i mandags har jeg så ligeså stille bevæget mig videre. Siden den fatale søndag, har jeg ikke grædt særlig meget. De første par dage lige efter, havde jeg et par tidspunkter, hvor jeg stadig blev en del berørt, men slet ikke med samme intensitet som i weekenden, hvor det hele stod på. Jeg var klar til arbejde igen om onsdagen, og her en uge efter er jeg faktisk oprigtig, når jeg siger at jeg er okay. Jeg er ikke følelseskold, og jeg ved at der er kvinder derude som gennemgår en decideret sorg, når de mister en graviditet, som tager dem langt længere end en uge. Men det som man skal huske på er, at mit udgangspunkt med denne graviditet har været en fuldstændig anden end det udgangspunkt de fleste kvinder har. Min graviditet var hverken forsøgt eller ønsket – den blev bare. Jeg tror at lige netop det har gjort, at min helingsproces har været betydelig kortere end de fleste med samme oplevelse.

I morgen skal jeg ind til endnu en scanning. Her skal vi have tjekket, at kroppen har gjort det arbejde der skal gøres. Det bliver forhåbentlig sidste skridt i dette forløb. Hvordan jeg reagerer, når jeg er der ved jeg ikke. Lige nu vil jeg sige, at jeg vil være okay. Men jeg kan ikke være sikker. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at kigge med på skærmen. Jeg ved ikke om jeg kan klare at se en tom livmoder, selv om jeg er helt afklaret og okay med, at det fik denne ende. Men jeg har lovet mig selv, at føler jeg, så skal jeg lade mig føle. Men lige nu, så er jeg på den anden side i forhold til følelserne.

Ja – jeg har stadig ganske små stunder, hvor jeg bliver en lille smule “øv”, da vi her på den anden side godt kan sige, at vi så småt var begyndt at glæde os til den rejse vi skulle ud på. Men vi er, med hånden på hjertet, også okay med at det ikke blev således. Når det er sagt, så vil jeg så sandelig gerne have været den oplevelse foruden, for når man står i den – uanset hvilket udgangspunkt man kommer fra – så er det på ingen måde noget som er “bare lige”. Det er voldsomt, det er intenst og det er frygteligt. Det på trods af, at det lille foster næsten ikke var et menneske endnu. Det er altid i orden og fuldstændig legalt at føle sorg over det lille liv man har mistet. Det burde ikke være noget man føler man ikke skal tale om, fordi det jo næsten ikke engang var gået i gang. Hvor ville jeg ønske, at der blev talt mere om det. Igen; en ud af fire…. en ud af fire – det er eddersparkme mange, og det betyder alt andet lige også, at der sidder frygtelig mange kvinder derude som ikke ved, hvor de skal gøre af deres følelser, tanker og oplevelser, fordi der mellem linierne er en uudtalt regel om, at det taler man ikke om, når det sker allerede i første trimester.

Jeg håber inderligt, at dette indlæg kan hjælpe, oplyse og trøste, måske alle dele, nogen derude. Jeg ved, at jeg manglede en fortælling som denne, da jeg stod i det. Jeg manglede at høre eller læse om nogen som også havde været det igennem. Jeg fandt noget på YouTube og lidt på nettet, men jeg er forundret over, hvor lidt der er, taget i betragtning hvor mange vi er der har oplevet det. Bryd tavsheden. Fjern det underlagte forbud der er i forhold til at italesætte det. Al mulig kram til Jer som har gennemgået det – I er ikke alene, og sørg for guds skyld for ikke at gemme det væk. I behøver nødvendigvis ikke at offentliggøre det til hele verdenen på denne måde, men lad være med at holde det inden for Jeres egen lille vægge. Kom ud med det, og husk på at de fleste sygehuse faktisk har folk I kan tale med omkring Jeres følelser og oplevelser.

…og hvor er jeg og min bedste halvdel så efter denne oplevelse? Hvad er fremtiden i forhold til det her med graviditet og børn? På et personligt plan har jeg faktisk følt at jeg har bundet mig en tand tættere til min bedste halvdel. Jeg har altid vidst, at han er en fantastisk mand, og at jeg knuselsker ham. Men efter dette, så har jeg fået understreget hvor fantastisk han er. Hvad han har præsteret for at bakke op omkring mig fra start til slut i det her, er intet mindre end verdensklasse. Det har gjort noget i forhold til, hvad jeg føler for ham. Det har ændret sig. Jeg har fået et ekstra niveau på, som jeg ikke tror ville have indfundet sig, havde vi ikke været dette igennem.

Vi har altid vidst, at det ikke var umuligt for os at blive gravide, men vi har også vidst at det var ekstremt utænkeligt, at vi ville stå der, og vi har i baghovederne altid haft en frygt for, hvis det nu skete. Nu ved vi, hvordan vi reagerer og hvordan vi vil have det, hvis det skete. Nu ved vi, at vi vil være okay med det, og at det ikke er den frygtelige farlige bussemand, som vi havde forestillet os. Nu ved vi, at vi kan være i det, og hvad vi vil gøre hvis det skete.

Vi har ingen planer om, hverken at fremskynde eller forhindre det sker igen. Jeg er stadig der, hvor jeg absolut ingen planer har, ønske eller tanker om at jeg gerne vil have mine egne børn. Men jeg er ikke skræmt ved tanken længere, så sker det igen, så sker det. Vi har valgt, atter engang, at vi lader naturen råde. Vi lader skæbnen bestemme, og hvis det mod alle odds igen skulle ske, så ved vi præcis, hvad det gør og hvad vi vælger. Det har ikke gjort, at jeg nu ønsker det skal ske og at jeg nu ønsker at være mor. Så meget har det ikke gjort ved mig. Men jeg har fundet ud af, at det er okay, hvis det former sig således. Skal det ske, så lad det ske. Sker det ikke, så blev det præcist som jeg havde planlagt helt fra 12-års alderen.