Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.