-
Anne With an "E"
Jeg er inkarneret fan af Anne fra Grønnebakken. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har set serien, og alle tre er naturligvis en bestående del af min DVD samling. De bliver ikke smidt ud.
Da jeg så hørte, at Netflix var i gang med at lave en genindspilning af serien, var det fra min side allerede puttet i kategorien “Der er bare nogen ting man ikke rører ved”. Det er helligbrøde de piller ved, og på forhånd så vidste jeg, at det bare ikke kunne ende i noget godt. Seriens første sæson er nu tilgængelig på Netflix, og jeg har gået og skulet olmt til den. Det irriterede mig, at de overhovedet kunne finde på at genindspille den.
I weekenden tog jeg så en dyb vejrtrækning, og besluttede mig for at se, i hvor stor grad de har skamferet Anne. Så jeg satte mig for at se et afsnit eller to, for så at kunne bedømme, hvor skidt det stod til.
Jeg har nu set hele sæson 1 færdig, og jeg må erkende, at de ikke har skamferet Anne. Det er ikke Anne fra Grønnebakken serien som jeg kender den, og den originale vil aldrig nogensiden kunne blive erstattet af en anden. Men jeg synes rent faktisk, at de er sluppet hæderligt fra det indtil videre. De har holdt sig meget tro til historien, og de respekterer det som har været og den gang der er i den originale serie. Anne With an E er sin egen serie, men det er stadig Anne of Greengables. Der er historier man kan genkende, og som gengives i den nye version, men der er også fortællinger som er denne series egen. Den har sin helt egen version af fortællingen, og de gør den til deres egen, så det netop ikke bliver en genindspilning af den originale.
Karakterene er forbavset godt castet, og det siger ikke så lidt, når man som original Anne fan ved hvem der er Anne, Marilla, Mathew og ikke at forglemme Gilbert. Det er så ikoniske karakterer, at man ikke tror der er nogen som kan leve op til dem. Men i forhold til den måde Netflix vælger at fortælle historien, så er både Anne, Marilla og Mathew faktisk fuldstændig spot on castet. Selv Gilbert er i orden, og jeg er lidt forelsket i det ekstra lag som de har givet Rachel Lynde samt dennes venskab med Marilla. I forhold til de lag, så er det faktisk alle karakterer som har fået et par ekstra lag som ikke er at finde i de originale. De har fået en slags baggrundshistorie som støtter op omkring de nye lag der er puttet på dem.
Anne With an E kan stadig ikke erstatte min forelskelse og dedikation til Anne of Greengables, men jeg kan konstatere, at der måske er plads til dem begge. Den havde jeg ikke set komme.
-
Subscapularis et labrum glenoidale
Siden slutningen af januar, har vores brune barn haltet på sit ene forben. Vi har adskillige gange været hos Dr. Dyr for at finde ud af, hvorfor. Det eneste vi kunne fortælle var, at han havde været med på fællesjagt, og det var her der var sket et eller andet, for det var herefter han haltede. Ikke voldsomt, men nok til at vi kunne se det.
Gennem tre besøg over de næste tre måneder, fik vi beskeden at det enten var et vrid, en forstuvning eller en muskel, og at kuren var ro. Så han har fået så meget ro som man nu kan give en labrador som er vant til at være brugshund. I slutningen af april synes jeg at vi måtte til at kigge noget dybere. Det kunne ikke passe, at en forstuvning eller en fortrækt muskel efter tre måneder, stadig gjorde ham halt. Så jeg fik en røngten i hus. De kunne ikke se noget som skulle kunne give os svaret på hans halthed, og de fortsatte med at sige at det nok var en muskel. Vi fik beskeden om fortsat ro i en måneds tid endnu. Tre uger senere besøgte vi atter engang Dr. Dyr, da hans haltning fortsatte, og jeg syntes det blev værre. De smed ham igennem endnu en røntgen, og henviste ham herefter til en specialist.
Den specialist har vi så haft Bailey til idag. Han gennemfotograferede ham også, og udførte en kikkertundersøgelse. Så Bailey har nu fået et sommerklip på sin pels – meget passende på årets hidtil varmeste dag.
Røngten viste at alle knogler var i fineste stand, og der ikke var tegn på nogen af de knogle- og ledsvagheder som labradors har. Så det var bestemt ikke her årsagen lå. Kikkerten undersøgte ledbånd og sener, og på forsiden af sit venstre skulderblad så alt ud som det skulle. Men på bagsiden af skulderen var den store sene flosset. Bailey fik diagnosen “seneskader i skulder”. En skade som kunne spores tilbage til januars fællesjagt, hvor han på et tidspunkt har fået et ordentlig vred i sin skulder. Om denne skade så var opdaget i januar eller først nu, havde ikke gjort nogen forskel på nuværende situation.
Desværre er det en en af de sener der ikke kan opereres i orden. Var det et menneske, ville man slynge armen ind, og tvinge os til at holde den i fuldstændig ro i 6-8 uger. Det kan man ikke lige på en hund, og fordi det netop er skuldersenen er det meget vanskeligt rigtig at gøre noget. I ca. halvandet minut stod mit hjerte næste stille. Siger han at vi nu står i en situation, hvor vi skal tage stilling til om han skal leve eller dø?
Dér er vi heldigvis ikke. Bailey har i dag fået binyrbarkhormon som kan hjælpe til, og så skal vi starte forfra med ro i 6-8 uger, og med ro menes der ro. Han må ikke få ture uden snor på over 10 minutter. Han må ikke løbe, han må ikke hoppe, han skal bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, og han må heller ikke svømme. Der kan sagtens ske forbedringer i senen, hvis han får den her ro. Men da det er en af de sener en hund bruger aller allermest, skulle vi ikke forvente at det nogensinde blev helt godt igen. Bailey er desværre færdig som jagthund. Men han kan med rette ro, rette optræning godt komme dertil, hvor han kan få sin løbetur på stranden, sin svømmediciplin i hav og sø og sin tumlen og leg i haven og udendørs. Men aldrig i samme omfang som han kunne. Han kan også komme til det stadie, hvor han er smertefri, og de periode hvor han ikke er helt smertefri, kan han medicineres ud af. Men Bailey skal indstille sig på – det samme skal vi – at han resten af sit liv skal være 100 % familiehund, og så skal vi sørge for at aktivere hans hoved endnu mere end hidtil, nu han ikke kan bruges sin krop og næse som han hidtil har gjort, da han ej længere kan sendes ud i de aktiviteter som klarede det.
Bailey skal nok få et dejligt hundeliv til trods for at han allerede som 4-årig pensioneres som jagthund. Det som trøster mig er, at hans dage langt fra er talte, og at han kan og vil blive smertefri og være nogenlunde okay igen, selv om det vil tage lang tid.
Lige nu er Bailey ved at komme sig efter en ordentlig tur under narkose, og skamfering af hans fine brune pels. Han er lidt pylret, men det tror pokker. I morgen er han en glad hund igen, og så er det, det for alvor begynder at blive hårdt arbejde med at holde ham i ro. Men det bliver vi nødt til at tvinge ham til, hvis vi vil nå til vejs ende af det her. Og det vil vi.
Bailey – nu en alletiders familiehund (formerly known as alletiders familie- og jagthund)
-
Den første sommerdag anno 2017
Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.
Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.
Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.
Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.
Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.
Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.
Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.
-
Date med Musikkens Hus
Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.
Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.
Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev helt blokeret?
Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.
Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.
Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.