Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.