-
43 – En dejlig dag
Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.
Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.
Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.
Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!
Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur. Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.
Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.
Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.
Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!
-
Natten i det fri
Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.
Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.
Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.
Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.
Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.
Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.
Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.
Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen, hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.