Så er der gang i debatten derude. Jeg har en holdning til de fleste ting, og jeg argumenterer også gerne for dem i de fora, hvor det – ikke nødvendigvis giver mening – ikke bliver til uintelligente svar fra folk, som ikke kan finde ud af at argumentere både sagligt, eventuelt fagligt og i et ordentligt sprog.

I dag er der 1004 personer som har modtaget en sigtelse, på baggrund af en video som de enten har delt eller som de har gemt på diverse elektroniske platforme. Videoen er af et par unge mennesker, som måske ikke havde til hensigt, at den skulle spredes i øst, vest og alt derimellem. Ordensmagten har så valgt at sigte efter straffelovens paragraf 235, som dækker over distribution af børneporno. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de som har delt og gemt ikke har haft til hensigt, eller har tendenser, til pædofili. Men det er og bliver den paragraf de sigtes efter, fordi det kan lade sig gøre, og fordi det er inden for lovens rammer.

Debatten går på rimeligheden i sigtelsens karakter, og rimeligheden i at dem som sigtes, sigtes. Den går også på de langtrækkende konsekvenser sådan en sigtelse, og i sær en eventuelt domfældelelse, kan have i forhold til de intentioner (eller mangel på samme) dem som har delt og/eller gemt denne video, havde. Hele sagen er født til at skabe debat  både for og i mod fra alle sider. Både tilskuer og involverede.

Har jeg en mening – det kan du tro jeg har! Synes jeg det er overkill med en sigtelse af distribution af børneporno? Ja for søren, det gør jeg. Men …. og jeg har et kæmpe stort men! Den her sag er, i min optik, noget helt andet end børneporno. Det handler om at lære om konsekvenser, om at lære, især de unge mennekser, om ansvar hvad end du er den som deler, den som laver optagelserne, om at lære dem om anstændig opførsel og om mobning.

Jeg kan da sagtens se, at det er voldsomt, og at dem som bliver ramt med den sigtelse kan lide ret så tunge konsekvenser som måske ikke helt matcher den hensigt som de havde i “gerningsøjeblikket” – men jeg må også indrømme, at jeg ikke kan lade være med at tænke at de aktivt over en lang årrække har været med til at skabe et samfund, hvor de selv nu havner i en situation de selv har skabt, fordi de ikke har forstået hvilke konsekvenser de har udsat ofrene for. De har grinet i flere år, eskaleret udstillingerne som tiden og teknologien skred frem, lukket ørene for alle de ord, råd, kampagner og lærdom der er forsøgt for at stoppe dem undervejs, og gemt sig bag skærme, kammerater og flosklen om at “det gør alle de andre jo også”. De har set stort på alle de ofre som de senere år har stået frem for at fortælle om, hvad det har haft af konsekvenser og på de tilfælde, hvor det sågar har kostet liv.

Det kan godt være, at det for dem som er sigtet bare har handlet om et klik eller en deling som alle andre også har gjort. Det kan også godt være, at det for dem ikke har haft nogen som helst betydning, og at de ikke har skænket det en tanke. Det kan meget vel være, at det for dem “bare” var uskyldig underholdning, som de sammen med deres kammerater grinede og morede sig over i en halv time. Men for dem som leverer “underholdningen” handler det om noget helt helt andet og de er magtesløse. Ofrene bliver ikke kun ramt i en halv time. De bliver ramt for livet, og for nogen bliver det så voldsomt at de vælger ikke at leve et liv bagefter.

Det skal stoppes, og hvis denne sigtelse kan være det første skridt i at få en konsekvenslærdom spredt ud, følt og eksekveret, så er jeg faktisk fuldstændig, helt og aldeles okay med at de er første bølge. De er en del af det stormvejr der er skabt for mange. Det er dem som har været med til, måske endda startet, det stormvejr, og kan det her få dem og dem som kommer efter til lige at tænke sig om en ekstra gang, så er det sådan det er. Det er jo ikke – uagtet hvordan man vender og drejer det – sådan at de ikke har gjort noget. De er skyldige. Uanset hvor lille en andel de så end har i det.

Jeg kommer selv fra en barndom, hvor jeg har oplevet mobning på egen krop og sjæl, så jeg kan selvfølgelig heller ikke undgå at være en lille smule subjektiv i alt det her. Jeg ved, hvor ondt det kan gøre, hvor meget det tager at holde sig ovenvande, hvor mange ressourcer det kræver at være i det og hvor mange kræfter det tager at komme forbi det. Det er ikke blevet bedre siden min barndom. Det er blot blevet noget andet og i nogen tilfælde meget mere voldsomt, fordi det ikke kan slukkes for når man kommer hjem fra skole. Det er hele tiden, og det holdes ligepludselig ikke kun i klassen, skolegården, i skolen, i byen eller sågar i landet. Det er voldsomt, og verden ser i dag helt anderledes ud end den gjorde da jeg var barn, og derfor er der også belæg for at der må laves nye retningslinier, redskaber og love som kan skride ind og forhindre.

Ja … stakkels dig som får et ordentlig smæk på dit papir fordi du “bare” har delt, eller gemt videoen som du så har vist til dine kammerater. For søren hvor er det træls, hvis du nu står i en situation, hvor du har risiko for at kunne blive forhindret i at starte en uddannelse eller et virke fordi du “bare” gjorde som alle de andre. Men ved du hvad … du burde fandme vide bedre, og der er ingen som har forhindret dig i at lade være med at være en del af det. Der er ingen som har forhindret dig i at tænke tanken “hvad ville du gerne have, andre gjorde, hvis det var dig der var i den video?“, og så gøre præcis det! Ja – jeg kan godt se det fra din side også, og ja – jeg kan da også godt give dig ret i, at det er voldsomt at du bliver mødt med den sigtelse. Men hey… det er dig som selv har været med til at skabe den situation. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at du fremover på ingen måde deler noget som helst i den stil, eller andre ting som udstiller folk igen, og så er vi allerede et skridt videre, og så er det bekræftelsen – som jeg ser det – på at den her sigtelse virker, og har præcis den effekt som jeg ønsker den har.

Til Jer alle – tænk Jer om, før I både deler og optager

Sig hej til Zoe. Zoe er en vagabond, og jeg vil gerne give hende et permanent hjem

Jeg mødte hende mellem jul og nytår, og jeg går stadig og kigger lidt på hende. Jeg tror hun og jeg passer rigtig godt sammen, og jeg tænker at jeg nok kommer til at tage hende med hjem.