I rigtig mange uger, ja vel nok endda måneder, har jeg haft lyst til at lave dette indlæg. Men det har været – og er – overraskende vanskeligt at skrive det, for hvordan kommer man i gang igen, når man har været stort set fraværende de sidste små to år? 

Der er så meget jeg gerne vil fremad, men der er også mange ting i de mellemlæggende to år, som på en eller anden måde skal opsummeres og lukkes for at komme fremad igen, og jeg er ikke nødvendigvis sikker på, at det hele skal med, og jeg vil heller ikke risikere at det hele fremkommer som en retfærdighedsgørelse for fraværet, da jeg på ingen måder føler at det er hverken et krav eller nødvendighed. Men der er mange som gennem de sidste par år har efterlyst aktivitet og/eller spurgt ind til om jeg går i gang igen, samt en forsigtig indspørgelse til, hvorfor jeg ”blev væk”. 

Så….. vi kigger lidt tilbage på årsager til fravær, og så opsummerer vi også bare en brøkdel af de som ellers er foregået, før vi afrunder på en fortsættende note. Du kan hænge i og læse hele indlægget med, eller hoppe ned til fremtiden.

Nytårsaftensdag 2017 skriver jeg om, hvor klar jeg er til at kysse 2017 farvel. 2017 var hårdt på mange nivauer, og jeg var klar til bare at komme videre. Hele 2018 blev så et år, som slæbte spor med sig på baggrund af de forhold som jeg rendte ind i året i forvejen. Hele året var fuld af kontrol med enkelte tilbagesætninger undervejs, udfordringer rent jobmæssigt som krævede rigtig mange krævende ressourcer året igennem. Lærerigt men hårdt. 2018 bragte mig bare ikke den ro, som jeg havde håbet på, så da 2018 sluttede ønskede jeg det samme for 2019, som jeg gjorde på tærsklen til 2018. Et år hvor alt bare blev lidt lettere, bedre, mere afslappende og frem for alt et år, hvor jeg ikke skulle have noget forhold til sundhedsvæsnet ud over det normale.

2019 startede egentlig meget godt, men ak og ve – endnu et år er næsten gået, hvor jeg er blevet testet, og hvor jeg bestemt ikke har været forskånet for sundhedssektoren. Allerede i april gik det helt galt, hvor jeg fiskede mig et kompliceret ankelbrud på begge sider af anklen til lands med to operationer ifølge.

Anclegate har så taget – og tager stadig – rigtig meget tid og mange ressource på at komme forbi, men vi er på rette spor.

Når alt det så er sagt, så har jeg siden medio maj kunne mærke, at overskuddet begyndte at komme tilbage. Min helbredsmæssige tilstand i opgang. Min mentale tilstand styrkes og min jobfunktion udvikles, udvides og finder sit rette spor igen. Alt begynder ligeså stille at falde på plads, og det har en enorm positiv effekt på alt. ALT! Jeg synes ikke jeg har været deprimeret på noget tidspunkt i al det her, men jeg har været meget meget ked af det undervejs, lettere nedtrykt og bare ærgerlig. Jeg har, og føler stadig til dels, at jeg er blevet en af dem der, hvor der altid er et eller andet i vejen, når nogen har spurgt ”hvordan går det så?”. Jeg har følt mig som en belastning, hjælpeløs, magtesløs og også flov over at være en af dem som hele tiden skulle rende rundt til forskellige sundhedsaftaler. Alle har hele vejen igennem støttet op, og på ingen måde peget fingre eller klandret mig for noget, men ih guder hvor har det været svært for mig at acceptere selv. 

Men jeg er begyndt at rydde op både indvendig og udvendigt, og jeg føler en glæde som jeg ikke engang vidste jeg ikke havde følt i over et år. Jeg føler jeg er ved at være med igen, og at mit liv er på vej til at indeholde andet end ”sygdom” igen….og den tilstand spilder over i lysten til igen også at være til stede lige her. Fingrene og hjernen kløer efter at forsøge at bringe lidt liv tilbage til MissHotPants.

Så her er jeg i et forsøg på at puste liv tilbage til skriveriet. Det er jo ikke fordi, jeg ikke oplever noget, eller ikke har noget at fortælle ej heller mangler inputs til diverse holdninger. Der har bare været andre ting, som har stjålet alle ressourcer og overskud – og måske også lysten – i forhold til at være aktiv her. Der har været ting som har haft langt større prioritet end at smide et indlæg. Jeg tror det er ved at ændre sig, og det her er første skridt. 

Som sagt, så har tiden trods alt ikke stået stille, og der har både gennem 2018 og 2019 været nogen skelsættende begivenheder samt skønne oplevelser. Lad mig highligthe blot lidt

Den største ændring er nok at jeg (igen) er en gift kvinde. Min bedste halvdel og jeg fik underskrevet de juridiske papirer i august 2018. Det var en dejlig dag helt og aldeles efter vores hoveder. Ikke en masse prompt og pragt, men en masse uformelt samvær og hygge dagen lang. 

Jeg er blevet oldemor! Vores skønne Nova, som er datter af vores Bailey, leverede 6 pragtfulde hvalpe i foråret i år. Det hele gik så fint og det var en skøn oplevelse med hvalpe over det hele – beskidt, men skønt.

Jeg har været på bryllupsrejse til Læsø og München. Tre dejlige dage på Læsø på gavekort til Strandgaarden, og 3 dage ned gennem Tyskland for at opleve Dachau og på hjemvejen også Bergen-Belsen. Dachau har stået på min ”Bucket” list i mange år; nu er den tjekket af. 

Jeg har fået ny bil. Sally the Skoda blev efter seks stabile og billige år, skiftet ud med Oline the Opel. En fræk tofarvet rummelig Crossland, som nu snart er et år gammel, og er akkurat lige så stabil og driftsbillig som Sally the Skoda til trods for større motor og tungere vægtklasse. 

Jeg har sagt farvel til de medarbejdere som har beriget, berygtet og belært mig gennem seks år. Af forskellige årsager blev opgaven vi sad med afviklet, og mine skønne ”børn” måtte vi sætte fri. Det er underligt at de ikke er en del af min hverdag længere, men jeg ved de er kommet godt videre, og jeg har heldigvis en tråd ude hos dem hver især stadigvæk. Jeg har siden da fået nye “børn” og ny opgave; dog stadig i samme virksomhed jeg som jeg har været ansat  i de sidste 7 år. Så ikke ny arbejdsplads, “blot” ny arbejdsopgave.

Vi er alle ved at lære hinanden at kende på godt og ondt, men tendenserne er gode, og jeg er for første gang i mange år i en position, hvor jeg for alvor få tilført mig nye kompetencer uden at jeg skal smide de gode gamle kompetencer væk. Jeg er glad i job. Meget glad! 

Jeg er i fuld gang med at indrette vores lysthus. En bjælkehytte på 15 m2, som vi købte for halvandet år siden som værende et ekstra gæsteværelse/hus, men også et rum hvor vi både kan hygge og være kreative hver i sær. Jeg er i gang, men helt færdig tror jeg aldrig jeg bliver med den hytte. 

Jeg nyder stadig naturen, familien, friheden og livet. Det sidste mere og mere igen. Det første er jeg ved at kunne bevæge mig frit i igen, men har været stærkt begrænset pga. den brækkede ankel. Men jeg er derude igen, og det er blandt andet med til at bringe mig endnu mere i balance. 

Både Bailey, Nova og Mojo trives i bedste velgående, og ligeledes gør min bedste halvdel, papungerne som lever deres eget liv mere og mere, familien og vennerne omkring mig. Jeg er – trods alle de ting der blevet kastet min vej gennem 2017, 2018 samt 2019 – en heldig dame. Jeg er her endnu, jeg er kommet igennem det hele og bliver stadig stærkere. Det hele skal nok gå.

Tak fordi du ventede, og bær over mig mens jeg forsøger at finde vejen tilbage til MissHotPants igen.