Søndags filosofi

Jeg har tre veninder. Camilla, Trine og Annette. De tre har næsten altid været der, og jeg har faktisk ikke brug for flere end de tre, da de hver i sær dækker et aspekt for det behov jeg har med et venskab. Jeg har utallige bekendte ud over de tre. Både rigtig gode og skønne bekendte, men jeg har kun tre veninder. Engang havde jeg flere, men på et tidspunkt i mit liv, kom det sig helt naturligt at der blev ryddet op, og nu har jeg tre, og det er alt rigeligt for mig.

Ingen af dem har jeg kendt fra barnsben. De er alle tre dukket op i forskellige tidsperioder og scenarier i mit liv. Annette dukkede op for 27 år siden mens jeg gik på handelsskolen. Vi gik ikke engang på samme handelsskole, men vi mødtes i kraft af at vi begge var involveret i en handelsskoleorganisation. Camilla dukkede op for 22 år siden, mens jeg gik på universitetet. Det var ikke engang mig selv som fandt hende. Det var en tidligere veninde som gjorde, men da det venskab sluttede (både mellem tidligere veninde og jeg, og Camillas venskab med hende), så fortsatte vores, og Camilla er nok den af de tre som stikker af med betegnelsen “bestie”. Trine mødte jeg gennem job for 16 år siden. Dengang kunne jeg ikke engang lide hende. Jeg synes hun var en rappenskralde med alt for mange meninger som hun bestemt selv mente var de bedste. Jeg tror hun tænkte det samme om mig. Men vi kunne næsten fra dag ét, hvor hun var ansat, ikke undgås at være professionelt sociale, da vi begge dengang røg, og ofte mødtes i rygekabinen. Her fandt vi gennem røgens tåger ud af, at vi hver i sær faktisk var rigtig fantastiske og sjove, og at vi matchede enormt godt sammen. 13 år senere, var jeg den som så hendes søn før alle andre – endda før hende selv – da jeg var med til at bringe ham til verden på fødestuen. Tre dejlige damer, som kommer til at være med mig gennem resten af mit liv. På godt og ondt. Akkurat som de allerede har været det, og jeg for dem.

Det er hørt og sagt, at når man har et venskab som strækker sig mere end syv år tilbage, så er man blevet familie … jeg er tilbøjelig til at være enig. Mine tre musketerer betyder i hvert fald lige så meget for mig, i nogen situationer næsten mere, som min familie.

I går var der rund fødselsdag i familien. Som den første i min vennekreds, blev et af de helt skarpe hjørner rundet. Smukke omsorgsfulde Annette fyldte flotte 50, og hun holdt – helt i hendes ånd – fest for alle dem som hun elsker og som elsker hende.

Jeg kan ikke lade være med at blive både en smule nostalgisk og sentimental, når jeg sidder der og reflekterer over det hele. Tænk sig alt det liv der er gået fra da vi mødtes, alle de oplevelser vi har haft, alle de stunder vi har delt, alle de sorger vi har kæmpet os igennem, alle de glæder vi har fejret, alle de dumheder vi har begået, alle de epsisoder vi har grinet af, alle de tanker vi har gjort os, alle de fortroligheder vi har betroet og al den tillid vi har opbygget. Tænk at jeg har set hende skabe en familie, været med fra før den blev skabt, været med mens den blev udviklet, set den forme sig, og været med helt tæt på sidelinien gennem både tykt og tyndt. Hvor er det dog et privilegie at have mennesker i sit liv, som har delt hele deres med sig, og hvor er det fantastisk at have et menneske med sig, hvor man har været med over halvdelen af livsvejen indtil videre. Dét er sgu da så tæt på familie som man næsten kan komme.

….og 50? Bring it on! Trods sorger, skrammer, bump og besvær, så er vi kommet helskindet igennem det hele, og er nået dertil hvor det for alvor begynder at gå op for os, hvor heldige vi er og at det vi har sået gennem de år som er gået, nu for alvor begynder at kaste afgrøder af sig. Alt er godt