Jeg synes at jeg er ekstrem priviligeret. Der er fire tøser fra min handelsskoletid, som jeg stadig mødes med en 3-4 gange om året. I år er det 25 år siden vi fik huen skruet på vores unge hoveder. Dengang vi troede vi vidste alt, og ingen kunne lære os ret meget mere. Vi har sidenhen fundet ud af at den største læremester er livet selv, og det har vi siden 1992 delt med hinanden. Jeg elsker de timer vi bruger i hinandens selskab over noget god mad på varierende spisesteder.

I dag var der tøsetur til Rebild Bakker. Som oftest mødes vi i lokalområdet omkring Hjørring, men denne gang tog vi på søndagstur, for at indtage frokost hos Top Karen.

Selv på en grå- og sporadisk regnvejrsdag som i dag, er det bare smuk og fantastisk natur, og med udsigt ud over bakkerne hvor 4. juli festerne bliver holdt, sank vi os ned i knæ for at komme under dørkarmen i det lille gule hus, som osede af stemning og hygge.

Top Karen startede sin forretning på toppen af lyngbakken i 1875, da den Jyske længdebane fra Randers til Aalborg bragte en strøm af mennesker til Rebild Bakker, som travede naturen tynd. Med sig havde de blandt andet kaffebønner til deres tur, og Top Karen tænkte, at hun da måske kunne tjene en skilling eller to ved at sælge kogende vand til deres kaffebønner. Det kunne hun, og i løbet af kort tid udvidede hun forretningen til også at sælge hjemmebag og smørrebrød, og udviklede sit helt eget reklameslogan som til den dag i dag pryder indgangsporten: ”Sodavand, øl og kaffe, det kan Karen skaffe“

Top Karen fra 1843 driftede forretningen frem til sin død som 86 årig i 1929, og nåede inden da at opleve de første amerikanerfester og adskillige besøg af Kongen, som hun i øvrigt tiltalte “du”, fordi når man kan sige “du” til Vorherre når man beder sin aftensbøn, så kan man vel også sige “du” til Kongen!

Med en Rebild frokostplatte, og oceaner af billeder, skrivelser og avisomtaler som fortalte historien om stedet og personerne, fik vi talt de måneder igennem som var gået siden sidst, plus det løse. Jeg blev dog lidt forskrækket, at vi sammen er nået til det punkt i livet, hvor det er inden for rækkevidde at børnebørn lurer om hjørnet. Det kan godt være et par stykker af dem er klar til den titel inden for en kort fremtid – for mit vedkommende, må det gerne vente et par år endnu. Men det er jo sådan det er med tiden. Den går, og vi går ligeså stille med, og ligeså vel som vi har delt de første oplevelser om kærester, fuldesygedomme, forlovelser, kærestebrud, ægteskaber, skilsmisser, fødsler, barnedåbe, første skoledage, konfirmationer, mistede forældre, børnenes studenterfest, så kommer vi også inden for det næst årti til at dele vores fortællinger og oplevelser med de børnebørn som kommer.

Tik Tak … tiden går, men i Tophuset i dag havde den stor værdi ene og alene på baggrund af selskabet, som var så godt at vi opdagede at vi til sidst var stort set de eneste tilbage i huset, og faktisk kun perifert havde noteret, at det havde været stuvende fuldt det meste af tiden. Dejlige tøser; dejlig søndag.