Lady Liberty

Hun har hilst millioner af mennesker velkommen til New York. En gave fra Frankrig i anledning af staternes 100-års jubilæum, troner hun i sin kobberkjole med en fakkel rejst mod himmelen. Et ikon ikke kun for New York og USA, men for hele verdenen og et symbol på frihed. I dag skulle vi besøge Statue of Liberty. Vi skulle ikke kun se hende tæt på, men vi skulle hele vejen op ad den kringlede trappe og nyde udsigten fra kronen. Det kunne ikke være anderledes, og vi var heldige at vi havde muligheden, da det i mange år ej længere har været muligt bare at komme derop, med mindre man har været heldig at ramme de dage, hvor de eftertragtede kronebilletter bliver sat til salg i begrænset omfang. Det var vi, så op i kronen vi kom

Vi brugte godt fire timer på den lille ø, hvor vi fik set hende fra alle mulige vinkler, og set NY skyline i sin fineste form. Med i billetten var også turen til Ellis Island, hvis man vil, og entréen til museet, hvor man kan udforske historien om de millioner af immigranter som kom til USA gennem den portal. Vi hoppede på båden, for det vil vi da heller ikke gå glip af, nu vi var her

Her tilbragte vi yderligere et par timer, hvorefter vi ville fange båden til fastlandet igen. Dog gik det ikke så nemt som vi havde regnet med, da der var gået koks i bådrotationen grundet en af bådene var gået i stykker. Så der stod vi i en tusind-mennske lang kø og ventede i halvanden time, før vi endelig kom over sundet igen. Men vi fik en fantastisk flot solnedgang med i bytte, og et NY city i belysning. Der er aldrig noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget

Dagen var lang og kold, og jeg har – selvfølgelig – været så uheldig at pådrage mig en grusom gang forkølelse, som lige på denne dag toppede. Så der var lige nogen timer, hvor jeg ikke var helt fit for fight, og det åd en del af mine ressourcer sidst på dagen. Men piller kan være en rigtig god støtte, når man har det lidt skidtmas

Helbredet er stadig ikke i top, men det er i bedring. Det er heller ikke så skidt, at det er en hindring for oplevelserne, og den næste vi skal til kommer også til at tære. Men det er på nogen helt andre muskler som der bliver trukket i, og det er endnu et af de steder, man for alverden ikke må misse mens man er på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *