Memorial

På en septemberdag i 2001 forandrede verden sig for altid. Jeg kan slet ikke forstå, at der allerede går en hel voksen generation derude, som slet ikke oplevede det, og ikke kan mærke inderst inde, hvordan det var at opleve den dag. Den dag, hvor alle os som kan huske den, ved præcis, hvad vi lavede i dét øjeblik det brændende tårn tonede frem på skærmen. Den dag, hvor vi alle på et splitsekund en times tid senere, vidste at der her ikke blot var tale om et frygteligt uheld.

I december 1999, stod jeg på toppen af tårnet sammen med min mor. Jeg har et fysisk billede af hende og jeg med udsigten i baggrunden. Indrømmet; det var meget meget surrealistisk, at besøge stedet i dag, og stå og kigge på de to Memorial Pools vidende om, at lige her stod jeg engang, hvor alt var meget anderledes, og hvor der mindst var 3.000 ekstra mennesker i verden end der er i dag. I dag brugte vi fem timer på 9/11 Memorial Museum

Det kan sq godt være, at jeg lyder lidt melodramatisk, men jeg kunne mærke alt det som man følte inde i sin krop den dag. På dette tidspunkt, var jeg stadig gift med min første mand som var amerikaner. Han var i denne periode i netop New York, hvor han kommer fra, hvor han arbejde r som security guard i en periode inden han igen kom hjem til Danmark til mig. Et af de steder han et par gange om måneden arbejdede var netop i WTC. Jeg vidste ikke om han denne dag var på job på sin primære lokation, eller om dette var en af de dage, hvor han var i WTC. Telefonen til den anden side af Atlanterhavet var så overbelastet, at jeg i to dage gik i uvished. Visheden kom fra hans søster, som endelig fik hul igennem, for at fortælle mig, at de alle var okay. Alle de følelser jeg gik igennem i de 48 timer, kunne jeg i dag godt mærke stadig boede i min krop.

Dagen gik ualmindelig stærkt i dag. Jeg blev noget overrasket, da vi var på vej ud, at der var gået fem timer. Jeg vidste godt vi havde været der længe, men jeg havde faktisk ikke rigtigt en tidsfornemmelse. Det tror jeg også er godt sådan et sted, for hvis den tragedie kan lære os bare et eller andet, så er det at være i nuet, for det næste nu er aldrig givet.

Vi fik blæst lidt frisk luft i hovedet og kroppen da vi kom ud, fik en sen frokost på Gee Whiz Diner, besøgt et par butikker på Manhatten, og tog herefter togen hjem mod Brooklyn

Der var nogen som sagde ja tak til den fest invitation, som der blev delt ud på linje A på vejen hjem. Hvad det betyder, kan ses i videoen 😉