Familien

I dag har været en ret anderledes dag for en turist. I dag er dagen brugt til en aktivitet som på ingen måde er typisk for en turist i New York. I dag er blevet brugt sammen med min familie. Eller rettere; den familie jeg engang var en del af, og den familie hvis efternavn jeg stadig bærer.

Mit efternavn har jeg fået fra en amerikansk marineinfanterist, som jeg mødte da jeg var Au-Pair i Californien i midt 90erne. Han blev importeret til Danmark, og vi giftede os i Frederikshavn kirke. Vi var et par i 10 år, blev skilt og har i dag et rigtig fint venskab og for ham blev Danmark hans nye hjemland. Han bor den dag i dag i Brønderslev, og jeg tror ikke han nødvendigvis nogensinde flytter tilbage til USA.

I Brooklyn bor hans søster og hans mor blot seks kilometer fra stedet, hvor vi opholder os. Jeg har stadig kontakt til både hans mor, hans to søstre og hans bror, såvel som til hans nevø og niece. Hans ene søster og hans mor så jeg sidst i 2007, hvor de var på visit i Danmark, men siden da har jeg ikke set dem, og hans anden søster har jeg ikke set siden jul/nytår 1999/2000

Men i dag – efter 22 år – mødtes jeg med hans søster, hvor vi fik os en dejlig frokost på La Puerta Roja. Gensynet var herligt, og årene siden sidst var ingen hindring for hverken samvær eller samtale.

Vi var efter frokosten, inviteret tilbage til Casa Del Hodgson, hvor min ex-svigermor også bor. Hun er, desværre, ramt af demens som gør at hun ikke er helt tilregnelig længere, ej helt skarp på hvordan verden hænger sammen eller hvad hun har fortalt en gang (eller flere), kontra hvad hun ikke har fortalt. Hun kan huske tilbage i tiden, men det kniber med det relative nye. Heldigvis falder jeg i “tilbage i tiden” kategorien, og omend hun til Lolette havde sagt, at hun godt huskede relationen af, hvem jeg var, havde hun svært ved lige at sætte ansigt på mig … indtil jeg var der. Der var absolut ingen tvivl om, at hun vidste præcis hvem jeg var, ej heller at det var oprigtig gensynsglæde at se mig, for ikke at nævne hendes insisterende på at beundre hendes flotte juleby, som jeg også husker var der for 20+ år siden 🙂

Vi har brugt hele dagen med Hodgsons, og jeg er så ualmindelig taknemmelig for, at de stadig gerne vil lade mig være en del af dem, og at de fortsat åbner både tid, hjem, hjerte og varme op for mig, men også for min mand, som – naturligvis – både var med og inviteret. Derudover er jeg fyldt med kærlighed til min mand over, at han bare siger ja, og kaster sig ud i det sammen med mig. Han var 100% til stede hele vejen igennem, og har ytret, at det var en rigtig god oplevelse samt en hyggelig dag.

I og med dagen er gået i familiens tegn, så er videoen i dag heller ikke af den normale karakter. Hverken i længde eller opbygning. Lige i det her tilfælde er nærvær og ord den bedste beskrivelse af dagen som er gået

Vi har ikke set det sidste til Hodgsons i denne omgang. Stort set ved frokostens start, fik vi beskeden om, at familien gerne så, at vi deltog til Christmas Dinner på søndag, sammen med flere medlemmer af klanen. Vi takkede ja; der er intet andet sted i New York, jeg vil fejre julemiddag