Last Call
Det er dagen før dagen. Den sidste mulighed for at se det som vi mener vi endnu ikke har set. Om lidt vender vi snuden hjemad. Men selv om man kun har godt 24 timer tilbage i New York, kan man nå en masse, og nu hvor vi faktisk har godt styr på hvilket tog der kører hvorhen og hvorledes vi administrerer det, så kan vi bevæge os hurtigt fra det ene sted til det andet.
I dag startede vi i Chinatown. Jeg har aldrig været der, men det har altid været på listen, når jeg har været i NY. I dag blev den streget af. Man mærker et øjeblikkeligt skift i både atmosfære, folkefærd, kultur og præsentation når man træder over “grænsen”. Det er yderst fascinerende, hvordan en bydel i en bydel på den måde kan både vokse frem, men også skille sig så meget ud i forhold til resten. At man som vesterlænding så bliver fanget mere end én gang i noget man ikke har en chance for at forstå eller vide noget om er én ting, men hvis man bare kaster sig ud i det uden frygt og fordom så får man en skøn oplevelse. Vi fik set farver, skæve ting, klichéer og hvordan et folkefærd med sin egen kultur og skikke kan stortrives i harmoni med en anden.
Efter en dejlig, og solid, kinesisk restaurant fløj vi forbi Grand Central igen, da den souvenir butik som de har var lukket da vi var der forrige mandag. Inde i butikken, var der ting og sager, som min kære husbond gerne ville kigge nærmere på, så selvfølgelig skulle vi den vej, så han kunne få mulighed for næsten at tømme butikken. Herefter satte vi kurs mod 6th Avenue, hvor vi havde opstøvet der skulle være en Titanic udstilling. Når man nu har muligheden, så skal man da. Så vi blev bragt ombord både originale og re-konstruerede artefakter fra den berømte båd, men med en 100% autentisk historie, og blev faktisk også en smule klogere. Jeg forestiller mig, at historien om Titanic aldrig bliver udtømt, og det var en oplevelse at stå midt i det.
Ved udstillings udgang, mødte vi et New York klædt i lys, og vi kunne sætte et punktum for vores rejse og møde med storbyen. Vi kan kun være tilfredse
Vi har oplevet alt det vi satte os for og mere til. Vi fik set kroge af byen som vi ikke vidste fandtes, vi har talt med mennesker som lever på kanten af livet og dem som lever i det højeste lag. Vi har haft et vejr som har været optimalt for et vinterbesøg, til trods for at profeterne derhjemme har ladet vores venner, familie og bekendte vide det anderledes. Vi har spist godt, og købt nok ind. Vi har travet i omegnen af 200.000 skridt på vores ti dage, og fejret en jul med familie nummer to; en jul som hverken Martin eller jeg vil glemme. Vi har ikke sovet som vi skulle, men oplevelserne og adrenalinen har holdt os fint kørende, til trods for at vi begge undervejs har været ramt af en meget kraftig forkølelse (nej – det har ikke været Corona, vi har tjekket 😉 ) Vi har nydt vi har haft fri og har haft hinanden. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre (rejse)partner end ham
Nu venter Danmark forude, og vi begynder at spare sammen til vores næste juleeventyr, som vi håber at kunne realiserer i 2024. Håber du har nydt rejsen ligeså meget som vi, og vi kan kun sende en anbefaling ud om, at du tager turen hertil også.