Skilt

I torsdags sagde min arbejdsgiver og jeg farvel til hinanden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det for mange er lidt af en overraskelse, men det var tiden til det. Efter lidt over ti år, var det for os begge tid til at skilles.

Vi har ikke talt om årsager, men vi ved implicit begge to, at det er det som bliver nødt til at ske. Jeg har i ti år været med til en ualmindelig fantastisk udvikling, og det har været en kæmpe fornøjelse at være med på og med til den rejse. Rejsen er ikke slut, men jeg kender også min virksomhed godt nok til at vide, at den næste transformation som er i gang med at udvikle sig, ikke er den rejse jeg skal med på. Den tilhører den næste generation, som allerede er i gang med at blive bygget op, og hvis jeg forbliver, så kan den generation ikke udforske og vokse sit potentiale. Det kan jeg for øvrigt heller ikke.

Jeg vidste godt det var ved at være slut, så det kom ikke som hverken en overraskelse eller et chok. Jeg har altid været glad i arbejde, men jeg har også de sidste par år mærket, at jeg ikke har været lige så glad for at skulle på arbejde, som jeg engang var. Jeg trivedes fint, men jeg brænder ikke længere. Der har været signaler de sidste par år, som har indikeret mit farvel, men tryghed og det at det jo alt andet lige er mit fællesskab gør, at jeg ikke selv har taget det sidste skridt. Det er lidt ligesom det der ægteskab, hvor kærligheden ikke rigtig er der mere, men fordi man har et godt venskab, tryghed og genkendelighed, så bliver man lige lidt endnu, for det er jo ikke fordi man er ulykkelig.

Men sådan en tilstand er, på den lange bane, ingen grund til at forblive i et forhold. Så derfor er det også godt, at en af parterne trækker vejret dybt, og tager den beslutning som er nødvendig for dem begge to.

Er det lidt skræmmende? Ja da. Jeg aner ikke, hvad jeg skal nu, men jeg ved at jeg skal noget andet. Hvad det “andet” så er, vil tiden vise. Jeg har tænkt tanken flere gange om, hvad jeg skal efter det her, men jeg har aldrig stillet skarpt på det, fordi jeg jo havde det ganske fint. Nu bliver mit sigte skarpt, og det kan jeg mærke. Det her giver mig klarhed til at for alvor at finde ud af, hvad vej jeg nu skal gå.

Jeg har tiden til at lande, mærke efter, få ro, afslutte og mærke nye idéer pible frem. Jeg har også tid til at forsøge at smide ud i verden, at denne tilstand og situation jeg er i, ikke er noget tabu. Det er okay, og det er ingen skam at blive sagt farvel til. Det er tidens gang, og for mig var det absolut den helt rigtige beslutning

Jeg er i forvejen et lykkeligt skilsmissebarn, men jeg kan med hånden på hjertet også sige, at jeg kommer ud af denne skilsmisse på den helt rigtige måde. Vi er meget enige om tingene, og vi har stor respekt for både de beslutninger som er taget, hinanden og den vej som min (nu forhenværende) arbejdsplads skal hen ad.

Med mig tager jeg ti fantastiske år fyldt med en taknemmelighed over de muligheder og den ordentlighed der hele tiden har været tilgængelig – helt til det sidste. Det er mærkeligt, at være ude af fællesskabet på alle mulige måder, da det har været min hverdag i så mange år, og det er nok dér den gør mest ondt. Men jeg ved, at også her heler tiden ret så effektivt.

Ingen skal have ondt af min situation, for skal jeg være fuldkommen ærlig, så står jeg nu lige der, hvor jeg har tænkt, at jeg gerne vil stå, mere end én gang – jeg var bare ikke modig nok til selv at tage den beslutning.

Nye veje, nye muligheder, nyt mig. Jeg lander godt både mellem de to kapitler, og også når det nye kapitel begynder.