Det er nu snart to uger siden, at jeg havde sidste arbejdsdag. Først og fremmest; jeg har det fint. Faktisk overraskende fint. Jeg skal bestemt ikke påstå, at jeg ikke var – og stadig er – påvirket af ikke at have et arbejde, og ikke helt vide, hvad jeg skal. Men jeg har også konstateret, at kapitlet er slut, og det har jeg det faktisk ret okay med. Jeg sover fint, jeg er ikke ængstelig, jeg er ikke ked af det, jeg er ikke urolig. Jeg fungerer.

Fra dag ét tog jeg også en beslutning om, at jeg skulle finde, og blive i, en rutine indtil jeg skal videre. Jeg må ikke falde tilbage på nattøj, sofaslængning og inaktivitet. Jeg sidder nu her to uger senere, og hver eneste dag (på nær weekend), har jeg været klædt på i “ordentligt” tøj, haft make-up på, haft håret sat og har været udenfor i det pulserende liv. Jeg har hver eneste dag foretaget mig noget. Både hjemme og ude.

Hjemme har jeg fået kørt ind, at jeg er oppe kort tid efter Martin tager på job. Jeg får redt sengen og får lavet mig – en varierende – let morgenmad, som jeg nyder ved min computer mens jeg tjekker op på nyheder og diverse sociale medier. Herefter får jeg ryddet op i hytten så jeg føler jeg har været huslig produktiv også, får planlagt og forberedt aftensmaden, sat vasketøj over, hvis der trænger til det, fodret vovserne og luftet dem af.

Jeg sørger for at få frokost, hvis jeg er hjemme til det, men efter morgen- og formiddagsrutinen, er der forskellige aktiviteter jeg smutter ud i byen til, som fordrer at jeg får gjort mig selv offentlig præsentabel … også selv om det måske bare er et smut på forbrændingen med noget skrald, eller aflevering af en madpakke som husbonden har glemt at tage med på arbejde. Jeg tror det er vigtigt at føle, at man er i gang, selv om man ikke er i gang.

Men jeg har også øje for at være produktiv på den kommende arbejdsmæssige situation. Så jeg har i denne uge også påbegyndt en opdatering af et CV. Det er ikke blevet støvet af i 10 år, og hvordan et sådan udarbejdes har også ændret sig igennem de år. Jeg er sådan en som handler, forstået på den måde, at er der noget som skal gøres, så eksekverer jeg hurtigt. Jeg venter ikke på at det skal ske, og er der ikke andre som gør ting som skal gøres, så gør jeg det, og et CV ved jeg, at jeg får brug for inden for den nærmeste fremtid, så jeg vil gerne være proaktiv og få det sat ordentlig op. For at optimere mit fokus og min effektivitet tager jeg mig selv ud af huset. Her kommer Espresso House ind som en vigtig spiller på banen. Vi har heldigvis en i Hjørring, så her har jeg siddet i en to til tre timer hver dag i denne uge.

En chailatte køber mig disse timer, hvor jeg får udrettet noget rigtig fornuftigt og noget som kommer til at give stor værdi lige om lidt. Her er der ingen overspringshandlinger eller andre forstyrrelser. Jeg elsker det, og jeg elsker at det også sætter mig et sted med en masse mennesker omkring mig, uden at de er et forstyrrende element. jeg tror nemlig også, at det er vigtigt at man føler at man er en del af et pulserende samfund, selv om man for en stund ikke rent bruttonationaltmæssigt bidrager til det som man plejer.

Jeg føler at tiden den udnyttes godt, og jeg føler – og det er nok det mest vigtige af det hele – at især min krop og mit sind udnytter denne “pause” ualmindelig godt. Den responderer øjeblikkeligt positivt. Jeg kan mærke at den falder til ro, den gør sig klar, den begynder at arbejde med mig i den helt rigtige retning og den giver ligeså stille slip på det som var. Jeg føler at jeg har det godt

I dag er det vippedag, og jeg har igen i denne uge haft noget at udrette hver dag, og jeg har også planer for både torsdag og fredag, inden jeg kan holde en velfortjent weekend. Jeg vil nemlig også gerne have en fornemmelse af at det ér weekend, og at jeg har gjort mig den fortjent til at slappe af i. Man kan godt tage pigen ud af produktiviteten, men man kan ikke tage produktiviteten ud af pigen