I denne uge for 33 år siden, sneg Roxette sig op på en 2. plads på hitlisterne i Danmark. Snart herefter lå den nummer 1, stærkt hjulpet på vej af at være en del af soundtracket til Pretty Woman. For 33 år siden, var jeg 16 år gammel, og It Must Have Been Love, er ikke kun – for mig – en del af soundtracket til en af yndlingsfilmene fra min spæde ungdom, men også soundtracket til min allerførste store stormende forelskelse.

Dansetrinene, billig fadøl, Safaridrinks og fisherman´s friends shots blev udført og indtaget på det lokale diskotek; Lucala. Hver fredag blev vi lukket ind, selv om vi på ingen måde hverken var gamle nok eller blev stoppet af dørmænd som ville se vores ID. Inden vi blev lukket ind, havde vi typisk været til opvarmning hos en fra vores faste tøsegruppe. Malene, Lisbeth, Hanna, Jeanette, Rikke, Ulla og jeg havde næsten en turnusordning hvor vi forviste vores forældre fra stuen, nogle gange hele hjemmet, for at mødes til billig vin, 10-paks smøger og flaskeøl i nogen timer, før vi både halv- og helberuset drog ned på Lucala kort før midnat. Nogle gange til bens, andre gange i taxa alt afhængig af, hvem vi var hos og hvor ”let til bens” vi var når vi skulle afsted.

En af de fredag aftener var jeg akkurat lige kommet ind på diskoteket, og lige inden for døren, rundt et hjørne, bumpede jeg ind i Henrik Hansen. Vi stødte bogstaveligt talt ind i hinanden, og han var en forbandet frisk flot fyr. Han tog mig i armen, slæbte mig ud på dansegulvet, hvor vi gav den gas i et par sange i vaskeægte halbalstil. Efter et par musikstykker smed DJ It Must Have Been Love i højttalerne, og inden den var ovre, stod jeg og kyssede med Henrik Hansen på dansegulvet. Resten af aftenen og natten blev tilbragt sammen med ham med dans, kys og snak.

Henrik var voksen. Hele 18 år gammel! Han rendte rundt med nogen af The bad boys (en lidt anden og mildere badboy type end dem som vi kender i dag), men det var absolut nok badboy til, at man som ung påvirkelig teenager bliver helt blød i knæene, når en flot blond ung mand gør kur. Så jeg faldt med raketfart for Henrik Hansen. Ligeså hurtigt som han kom ind i mit liv, dansede han ud af det igen. I bagklogskabens klare lys, og med den livserfaring man har gjort sig, så ved man jo godt nu, at det ikke kunne have været anderledes. Typer som Henrik lever i nuet og er drevet af fart, forandring og fest. Det var Heidi ikke. Kun om fredagen. Hun var ikke en lille stille mus, men hun havde nok lidt andre værdier og moralsk codex med sig, som ikke matchede den livsstil som Henrik førte eller ville. Så når det værdisæt forhindrede Henrik i mange af de ting som han gerne ville, så måtte han videre. Efter et par korte hæsblæste uger, forsvandt Henrik ind i armene på en anden ung pige, og jeg sad i vinduet i Toftegade og spejdede længe efter Henrik med It Must Have Been Love kørende i baggrunden blandet med lidt Take all the time you need med Monique og Last Christmas med Wham. Jeg troede aldrig mit hjerte ville hele igen, at smerten nogensinde ville forsvinde og at der ville komme en anden ungersvend forbi som jeg ville falde for

Men det gjorde der – også mere end én, og den selvpinsel jeg påførte mig ved at genspille It Must Have Been Love en million gange, blev langsomt erstattet af et underfundigt smil om både minderne om ham og jeg, og her 33 år senere med et smil over den naivitet og uskyldighed som man havde. Jeg mærker ikke smerte længere ved det musikstykke, men snarer en glæde, en varme og en taknemmelighed over det som engang var og som var starten på at forme det voksne menneske som jeg blev

Som en lille bonusinfo, så gled jeg lidt fra den lille folkeskolegruppe i mine 20ere og 30ere, men i mine 40ere bød fire af dem mig indenfor i gruppen igen, efter mange år i både udland og udenbys. Men da jeg flyttede tilbage til hjemegnen, så inviterede de mig tilbage. Her 33 år efter Lucalatiden, så er vi alle, på nær en enkelt, tilbage i lokalområdet igen og vi mødes stadig til snak, lidt hygge og spisning en tre-fire gange om året. Jeg synes godt vi kan klappe hinanden på skulderen, for hvor mange har så mange som bærer så meget af det som blev dig, og som har nogen af de allerdybeste hemmeligheder og viden omkring dig. Det kan godt være at Henrik han fyldte meget, men de vigtigste bestod. Tøserne er der endnu!