Art d´Vlatorn

Til min fødselsdag tilbage i 2007 – tror jeg nok – fik jeg en skøn skøn gave. Samtidig en meget unique en af slagsen. Sjællænderen svingede penslen på en af min vægge i soveværelset, og jeg elskede det som det endte med.

Hver morgen og aften kunne jeg skue det fra min seng. Falde i søvn til det, og vågne til det. Derforuden var det et af de billeder, som folk altid stoppede op ved for at spørge ind til det. Da jeg i 2010 flyttede ud af lejligheden, måtte jeg male det over for at klargøre lejligheden til aflevering. Det var det aller aller sidste jeg gjorde, og jeg var så ked af, at jeg ikke kunne tage det med. Men det var jo præcis også det som var charmen ved det.

Jeg savner mit kunstværk. Jeg har masser af vægge, hvorpå et lignende sagtens kunne være. Måske jeg bare skulle invitere kunstneren, som siden da har fået både dejlig mand og smukt barn, på sommervisit, og så tilfældigvis have både maling, tape og pensler til at stå fremme?