Dagsudflugt

I går aftes smurte vi madpakken, og tidligt i morges drog vi afsted. Der var et hundebur som skulle afhentes, og nu vi var i området, så kunne vi ligeså godt gøre det til en udflugt. Så vi tog lange bukser med også, og så begav vi os ned i dybet.

Mønsted Kalkgruber

Mønsted Kalkgruber

Vi vandrede gangene tynde, og kunne blive ved med at blive betaget over, hvad det var og hvad de hårdtarbejdene folk i kalkminerne i Mønsted havde hugget sig igennem. Vi har været mindst 35 meter under overfladen, for i den dybde stødte vi nemlig på ostene. Men flagermusene så vi ikke. De kommer tilbage i august og september, men lige nu er de ude og føjte omkring i det danske sommerlandskab.

Efter vandring og togkørsel, tog vi turen i det lille museum, som kunne fortælle os lidt mere om historien og redskaberne der var blevet brugt; helt op til 1980.

Mønsted Kalkminer

Tilbage ved overfladen – og varmen – indtog vi den medbragte madpakke, hvorefter vi satte kurs mod Viborg Centrum. Selv to drenge på 10 og 13 gjorde ingen indvendinger mod, at skulle beskue domkirken.

Viborg Domkirke

De brokkede sig ikke, men jeg er slet ikke i tvivl om, at turen op igennem tårnet for dem, var det mest interessante. På vej derop hilste vi på nogen af dem som også havde taget turen igennem årene.

De har også været her

På toppen var en skøn udsigt, og den blev indtaget godt og grundigt til alle sider, og igennem alle tilgængelige låger.

På toppen

Der stod vi og beskuede verdenen så fredfyldt fra oven … lige indtil klokken begyndte at kime i samme sekund som vi stod lige ved siden af den. Faktisk var jeg i sekundet overbevist om, at det var drengene som havde trykket på et eller andet de ikke skulle. Men det var kun tiden som havde sat gang i bimleriet.

Ned kom vi, og kursen hjemad blev sat. Dagen blev fyldt med gode ting. I morgen holder vi hviledag, og måske tager vi på endnu en Danmarkshistorietur på torsdag. Indtil da, kan du se mange flere billeder fra dagens tur lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *