Når fortid bliver til nutid

Ældste skulle i dag møde sin gamle klub på sin nye hjemmebane i håndbold. Ud over at vi naturligvis tager med for at kigge, så var det i dag også vores tur at være tidtagere ved målpulten.

Inden kamp begynder, kommer dommer op for at hilse på. Foran mig står et velkendt ansigt. Der stod min egen gamle håndboldstræner fra dengang jeg spillede håndbold på et relativt højt ungdomsplan. Jeg har ikke set ham i de sidste 15 år mindst, men Erik kunne ikke blot huske mit navn, men også min årgang og hende som jeg rendte allermest rundt sammen med i håndboldregi. Det synes jeg alligevel er ret så imponerende. Manden har trænet håndbold i adskillige år, og har haft mange hold og håndboldspillere under sine træningsvinger; og så alligevel formår han 15 år efter at kunne huske detaljer. Det varmede!

Erik fløjtede kampen igang, og det var tydeligt at han har bevaret sin autoritet og sin skarphed, hvad angår spillet. Han styrede kampen i professionel og god stil, og jeg kunne uden besvær se manden som styrede vores hold til toppen for godt 20 år siden.

Ældstes hold vandt overlegent – også uden at jeg snød med målstillingen som jeg havde adgang til lige foran mig. I en lille time sad jeg på stolen og havde en af de der fornemmelser af, at det her øjeblik var et af dem som dannede fuld cirkel.