Fortid og nutid

Jeg fik sat krydset, og indtil videre tyder det på at det var der rigtig mange andre som også gjorde. Flere end normalt. Godt gået derude.

Mens vi venter på resultaterne, så kan jeg underholde med en lille anekdote. Jeg flyttede tilbage til vendsyssel for tre år siden, efter at have boet i Aalborg i 16. Jeg havde aldrig set det skrevet at jeg ville havne her igen, og slet ikke at jeg ville ende med at bosætte mig i en lille bitte landsby, hvor jeg rent faktisk startede min skolegang. En skole som sidenhen er blevet til en friskole. Men her gik jeg til og med mit fjerde skoleår. Hvert forår var der forårskoncert, og i 1984 var jeg med for sidste gang på denne skole. Jeg var med i koret, og for sidste gang skulle jeg synge solo. Der stod jeg på scenen og sang en sang om en kvinde som ønskede sig en hermelin, tror jeg det var. Beklædningen var fint nyt hjemmesyet tøj, som min mor havde sørget for.

Det er mig som står forrest i lysegule bukser,hvid bluse og skuer ud over publikum med en sangtekst i hånden, som det umiddelbart ser ud til jeg havde lært udenad.

I dag var jeg tilbage i selv samme gymnastiksal for første gang siden dette billede. (måske på nær et par sidste idrætstimer efter dette billede). Under basketball kurven, sad i dag tre rare folk, som tjekkede at det var her, og at jeg var, berettiget til at stemme. I dette lokale fik jeg i dag sat mine to krydser. Salen virkede meget meget mindre end for 30 år siden, men også i dag var jeg i denne sal i centrum…sådan da.