Åh som vi dog kan; Version 2.0

De lovede godt nok næsten snestorm til denne weekend. Men det var vist mere sensationsjournalistik, end det var faktum. Lidt køligere bliver det, men ikke koldt nok til, at jeg ikke tør at plante blomster ud. Så da weekenden begyndte, gravede jeg rundt i jorden.

Langs indkørslen lagde den bedste halvdel sidste år, et par gamle træbjælker. Her stod der forskellige sommerplanter sidste år. Men jeg har haft i tankerne, at det ville være mest optimalt, at plante klatreblomster, som med tiden vil dække hele bunden, slynge sig langs bjælkerne, og som kommer igen år efter år. Det er der nu grobund for, og jeg glæder mig til at se hvordan de arter sig i løbet af de næste par år.

Der er et par krukker, som igen i år skal pynte langs huset, og en enkelt gammel brugt emaljegryde, som den bedste halvdel fiskede op ad en container i sidste weekend. Alle beholdere er nu pyntet til at strække sig efter solen hele sommeren, og fornøje mit øje.

“Du er da blevet helt tosset med det havenoget”, sagde husets ældste da jeg rodede rundt i jorden. Ja – det er jeg. Eller … ikke helt tosset, men jeg kan mærke at jeg kan lide det, og det bliver til mere og mere hvert år. Jeg ender med at blive en af dem, som kommer til at glæde sig til at gå på pension, så jeg rigtig kan nusse rundt i min pragt- og prydhave.