Ej parat

Forrige weekend, blev jeg faktisk lidt ked af det. Bailey & jeg var på tur til Sindal, for at se nogen af de skader som den store vandmængde havde ført med sig. Jeg havde hørt, at nogen steder, var der endda grave på kirkegårde som var i fare for at kollapse. Min farmor & farfar ligger på Sindal Kirkegård, og jeg tænkte at den lå så højt, at den ikke kunne være i nogen fare. Men nu kirkegård var i mine tanker, valgte jeg at køre forbi for at hilse på dem. Jeg kommer der ikke så ofte. Jeg kommer der heller ikke slavisk på mærkedage eller højttider. Jeg kommer der, når jeg lige føler at jeg vil kigge forbi. Sidst var for et lille års tid siden, og nu var det så tiden igen. Jeg havde lyst.

Min farfar døde helt tilbage i 1989, og min farmor fulgte ham i 1997. Så de har ligget trygt og godt sammen i en hel del år på kirkegården efterhånden. Deres børn er spredt ud over hele landet, og ingen af dem inden for en radius af 20-30 minutter. Så der har været hyret gartner til at tage sig af den gængse pleje af deres gravsted, gennem årene. Derfor blev jeg også lidt forskrækket, og meget ked af det, da jeg så deres gravsted.

Jeg kunne knap nok se deres sten, som jeg gik op imod graven. Den plejer jeg altid at kunne se fra lågen, når jeg går ind på kirkegården. Det kunne jeg ikke denne gang. Busken havde taget udsigten, og stod utrimmet. Da jeg kom helt hen, var det fine brostenshjerte, hvorunder min farmor ligger, næsten ikke til at se formen på, grundet ukrudt og efterårsblade, og ukrudt generelt væltede ud over hele pladsen. Gravstensbuskene slugte deres navne og datoer, og stedet så generelt bare helt forladt og glemt ud.

Der blev jeg ked af det. Jeg forstod slet ikke, hvordan den kunne komme til at se sådan ud, og jeg kunne mærke dybt inde i mig selv, at jeg overhovedet ikke syntes det var i orden. Jeg følte i korte øjeblikke, at den gravplads ikke var det minde jeg har om dem, værdigt. Det kunne man da ikke byde dem! Det skal være ordentligt!

Så gik jeg i handlingstilstand. Jeg tog de to ovenstående billeder og sendte dem til min far, som er ham af børnene som bor tættest på. Jeg var stort set klar til at gå i gang med at flå de uønskede ting væk, og bare rydde op. Men jeg tænkte, at jeg nok hellere lige måtte høre min far ad, før jeg begyndte at gøre noget. Så jeg sendte billlederne med spørgsmålet om, om jeg en af de kommende weekender måtte tage fat på deres gravsted, da det praktisk talt så skrækkeligt ud. Der kom besked tilbage om, at det ville glæde ham om jeg ville. Situationen er således, at gartner ikke længere er med i gravpladsen, og min far som den tætteste af børnene er mere eller mindre udstationeret i Norge, og har derfor meget sparsomt med tid til at kunne tage sig af det. Så hvis jeg ville, måtte jeg meget gerne.

Det vil jeg. For præcis ved dette besøg kunne jeg mærke, at selvom det snart er 20 år siden den sidste af dem gik bort, og selv om jeg ikke render dem over ende på kirkegården, så er jeg slet ikke der, hvor jeg er klar til at give så meget slip på dem, at gravstedet ikke skal holdes. Det kom lidt bag på mig, at jeg reagerede som jeg gjorde, men det efterlod mig samtidig ikke i tvivl om, at hvis ikke andre havde muligheden for det, så er det så sandelig en tjans som jeg springer på. Det er en opgave som jeg sagtens kan overkomme. Jeg er åbenbart stadig der, hvor jeg har brug for at de er et sted, hvor jeg fysisk kan gå hen og kigge på dem, og vise dem at jeg stadig husker og jeg stadig holder af. Det repræsentere det gravsted ikke lige nu – men det kommer det til igen.

På lørdag ser vejret ud til at skulle blive fint. Jeg har ingen planer, så derfor sadler jeg op med lidt elektrisk beskæringsgear, lidt andet lugegrej og så snupper jeg et par timer på kirkegården. Når jeg går derfra, vil stedet se pænt ud igen, og det vil aldrig komme til at se ud som det gør lige nu igen. Ikke førend jeg (og eventuelle andre) er klar til at give helt slip. Jeg ved ikke hvornår det er, men det er i hvert fald langt fra nu.