Svundne tider
For dem som læser med på et tilbagevendende plan, vil de vide at jeg ca. en gang hvert halve år de sidste ti år, har mødtes med fire tøser fra min handelsskoletid. Vi bruger en aften i hinandens umådelige hyggelige selskab i en fem-seks timer. Vi får noget godt at spise, motioneret vores lattermuskler, brugt vores snakketøj og får lige vendt vores verdenssituationer. Det er en aften som jeg altid ser frem til, og for en lille måneds tid siden mødtes vi igen. Denne gang havde en af dem medbragt et klenodie, som vi alle havde glemt, og et klenodie som hun var den eneste der havde bevaret. Men da vi så den, kunne vi godt huske den.
Da vi startede i HG i 1991, fik vi alle den opgave at skrive én side hver til en slags starter-blå-bog. En bog som skulle hjælpe os til at lære hinanden lidt bedre at kende. Nogen skrev deres side i hånden, andre på skrivemaskine. Det var de færreste som på den tid havde en personlig hjemmecomputer, og hvis de havde, var det endnu færre som havde en printer. Yeps… så gammel er jeg! Vi fik bladret den igennem, og vi fik læst især vores egen, og de fire andres side. Det var ganske underholdende, og jeg kunne slet ikke huske, det jeg havde skrevet.
Det var dengang jeg stadig hed Andersen. Dengang jeg stadig måtte spille håndbold. Dengang mine forældre var yngre end jeg er nu. Dengang jeg brugte mange weekendaftener og nætter på at vaske op. Dengang jeg boede på det værelse, hvor min kæreste og jeg overnattede sammen for første gang for knap 25 år siden, men ikke vidste at det 20 år senere skulle blive os. Dengang jeg stadig var en smule ked af mit røde hår. Dengang jeg stadig drak øl og drak mig halvfuld til klassefesterne (som nedenfor, hvor det er mig som skåler til fotografen) og til andre festlige lejligheder, og dengang man kun havde fastnetsnumre som lige var skiftet fra seks cifre til otte cifre, og hvor mobiltelefoner kun kunne fås som kæmpe kasser der vejede 20 kg.
Der er sket meget siden dengang, men der er stadig ting som holder ved. Jeg har stadig mit røde hår, og er nu rigtig glad for det, og i særdeleshed glad for at det hele, stadig har den røde farve. Jeg har stadig et hidsigt temperament (som jeg dog med årene har lært at kontrollere et langt stykke hen ad vejen), og jeg elsker stadig at drille (og ikke kun mine lillebrødre). Jeg bor nu igen tæt på byen Sindal, efter 16 år væk fra den. Min far er stadig på vej mod sin første toupé, men har nu et større areal at dække, og min mor er stadig tynd …. og så mødes jeg stadig med pigerne fra Handelsskolen, som jeg gjorde dengang.
Det er altså skægt med de der gamle glemte klenodier som dukker op. De vækker så gode minder, og samtidig bliver man lykkelig for det man havde, det som man fik bagefter, og det stykke vej man er nået siden da. Om ikke mange måneder så mødes jeg med pigerne igen, og jeg glæder mig allerede.