Abetis i Gibraltar

Vi er nøjagtig en måned forbi juleaften, og Danmark vågner op til en snehvidtklædt vinterlandskab. For en måned siden, faldt der vist lidt sne hist og her, mens folk dansede omkring juletræet, mens jeg og den bedste halvdel indtog solen og 24 grader i Gibraltar.

Juleaften blev fejret i syden, og på selve dagen havde vi booket os ind til en dagstur til den engelske del i sydspanien, krydsede den officielle grænse og kiggede over på Afrika kontinentet.

I hele ugen vi var i Malaga, havde vi lejet en bil, men vi var blevet anbefalet ikke at tage turen over grænsen til Gibraltar i den, og derfor fandt vi et selskab som klarede det for os, Så klokken alt for tidligt juleaftensdag, satte vi os i en bus, og tre timer senere stod vi ved Europaklippen.

Vi havde fem timer at gøre godt med, og vejret startede noget diset og lettere køligt, så det her med at vi kiggede over på Afrika er rigtigt nok, men lige denne dag kunne vi ikke skimte selve kysten på det næste kontinent, selv om det kun ligger 23 km derfra. Men derfor var det stadigvæk lidt spøjst at tænke på, at lige derovre var Afrika. Tanken kan også have en oplevelseseffekt.

Vi hoppede efter ankomst over i en anden bus, og lod os tage på en guided tur rundt i Gibraltar, og op ad bjerget. Vi blev vældig godt underholdt af både guide og oplevelserne. På toppen af bjerget er den helt store turistattraktion naturligvis aberne. Der er bestemte regler for, hvad man må, skal og ikke skal ved mødet med disse aber. Giv dem ingen mad, lad være med at forsøge at røre dem, og skulle de komme til dig, så forhold dig bare roligt og nyd det … og stadig ikke give dem mad. De er vilde, men de er også intelligente, så de ved jo godt at de her turister temmelig sikkert har noget mad et eller andet sted på dem. Men generelt, så hopper de bare rundt omkring turisterne, som kan lade sig underholde af synet af dem tæt på.

Vi så et par stykker af dem på turen op, men ikke mange og ikke tæt på. Bussen holdt ind ved Saint Michaels Caves, som vi vandrede rundt i og blev meget imponeret over, i cirka 20 minutter. På vej ud, var det ved at være syv timer siden vi spiste morgenmad, så vi napper en snickers med ud. Udenfor er der turister og busser allevegne og rundt om dem står de små aber i massevis. Jeg når lige at sige med euforisk dyreelskende stemme “nej se… se aberne min skat, hvor er de søde!”, før én af dem fastlåser sit blik på mig. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad den tænker og jeg når at tænke “ååårh f*** – den ved jeg har chokolade i min hånd!” Den sætter i målrettet tempo kursen over til mig, og sætter sig på numsen og stirrer op. Jeg forsøger at fortælle den, at jeg godt ved, hvad den tænker, men at det ikke hjælper noget. Før jeg ved af det, sidder den på min skulder

Der sidder den og nipper nænsomt på mine hænder, og pludselig er det mig som er turistattraktionen. Der står jeg som den eneste med … ja … aben på min skulder! Jeg når at ænse at det ikke kun er kæresten min som får taget billeder af mig med den på. Dens pels er blød, den lugter ikke, og den bed mig ikke. Den sad bare og forsøgte at få mig til at dele mit chokolade med den. Det gjorde jeg ikke, men jeg gik en lille tur med den, mens den sad der og tronede. Jeg fik den sat ned igen, ved at bukke mig, men så snart jeg stod rank igen, sad abe nummer to der i stedet for. Jeg ved godt, at jeg ser lidt betuttet ud på billedet, men jeg var slet ikke utryg, og jeg var ikke febrilsk. Jeg var ganske tryg, og synes det var ret hyggeligt, og er – selvfølgelig – overbevist om, at det ikke kun var mit chokolade som gjorde at de lige valgte mig, men også fordi de kunne mærke at jeg er en dyreelsker med dyrehviskende egenskaber.

…eller måske det var chokoladen?

Jeg kunne sagtens have brugt en time på den her oplevelse, men bussen skulle videre, og aben fik jeg af mine skuldre. Da jeg sad i bussen opdagede jeg, at en af aberne vist nok havde tisset på mig. Mit sjal lugtede nemlig en anelse af kattetis. Men skidt pyt – det kunne vaskes, så lidt abetis kunne ikke gøre oplevelsen mindre fantastisk.

Tilbage ved bjergfoden igen, havde vi knap tre timer på egen hånd. De er tiltænkt til brug af de shoppingmuligheder som Gibraltar tilbyder i massevis. Nu er jeg ikke den store shopper. Jeg er meget mere eventyrpersonen. Så jeg kunne snildt have nøjes med halvanden time til shopping, og så måske ønsket mig lidt mere tid oppe i bjergene i hulerne, med aberne og på det bunker museum som vi senere fandt ud af også var der.

Så skal du til Gibraltar, så tag endelig en tur derned med et selskab som kører dig. Men sørg for at opleve toppen og historien af Gibraltar mere end strøget. Gibraltar er fyldt med historie, og man kan sagtens opleve den på fem timer – men ikke på to som vi fik. Men jeg fik oplevelse, og solskin nok – som dagen skred frem – til at glemme, at det rent faktisk var juleaftensdag

Jeg føler ikke jeg fik oplevet nok af Gibraltar, men fik dog stadig en dejlig tur og en skøn oplevelse. Men når man ikke synes man har oplevet det hele og det man skal, så giver det jo en god undskyldning til en dag at vende tilbage.