Hvor meget kan en havetraktor egentlig trække?

Her i udkants Danmark, har vi ikke koncertsale, kulturhuse eller fine caféer. Men vi har landsbyfest og havetraktortræk. Nabo landsbyen Ilbro, som næsten er sammenhængende med Lørslev, har i denne uge sommerfest. Hele ugen, har der været forskellige aktiviteter, og her til aften, var der på sportsbanen lagt i til et af højdepunkterne, og når man nu er en beboer i et lille landsbysamfund, så gør man også deltagelse engang imellem. Så jeg tog med den bedste halvdel og drengene til havetraktortræk.

Det er en velorganiseret og nøje planlagt konkurrence. Der var DJ og kommentator. Måledommere, klassementer, kolde fadøl, sodavand og grillmad. Langs den 60 meter trækbane, var havetraktorer linet op på stribe. Klar til kamp.

Der blev lagt på vægten, som runderne i klassementerne skred frem, for at finde vinderne af de forskellige klasser. Det var meget tydeligt at se, at det at køre havetraktortræk er en hel videnskab. Det handler om at starte i det rette gear, skifte på det rette tidspunkt og fordele sin egenvægt korrekt på de rette tidspunkter.

Det var både børn og voksne, kvinde (som i en enkelt) og mænd som deltog. Der var mange som nåede hele vejen (fullpull for de af Jer som ikke er bekendte med træktortræk termer), og for hver træk blev der sparket jordknolde på plads, så banen var jævn til næste deltager. Jeg går ud fra, at det at sparke jord også er en diciplin som er veltrænet her i de små samfund – han var i hvert fald dygtig til det.

Jeg kan ikke lade være med at smile selvironisk, når jeg finder mig selv i deltagelse af disse begivenheder. Jeg er født og opvokset i landsbysamfundet, og sågar også i det område, som jeg for fem år siden flyttede tilbage til efter 16 år i storby, stor menneskemængde og lejlighedskomplekser. Så landsbysamfundet er ikke fremmed for mig, og jeg ved præcis hvad det er. Men jeg har også været uden for hele den “livsstil” i næsten halvdelen af mit liv, hvor storbymennesket fæstnede sig i mig. Jeg ved nøjagtigt, hvad storbymennesket tænker omkring det, og jeg kan mærke at de tanker også bor i mig, men ikke på den fordømmende måde. Jeg kan også se det hyggelige i det, og forstår vigtigheden af den slags begivenheder og hvad det gør for landsbysamfundets sammenhold, som har meget stor vigtighed. Et sammenhold som man på ingen måder finder på samme niveau i storbyen, hvor man knap nok kendte den nabo som boede lige inde på den anden side af sin lejlighedsvæg.

Jeg har været tilbage som bosiddende Vendelbo i fem år, men jeg har været storbymenneske for længe til, at jeg kan falde tilbage til at være inkarneret vendelbo og landsbymenneske. Jeg troede jeg kunne. Jeg troede det lå i blodet. Men efter fem år har jeg erkendt og accepteret, at sådan er det ikke. Jeg befinder mig supergodt, og jeg trives, og jeg forstår livets gang, kulturen og menneskerne. Men jeg bliver aldrig 100 % “en af dem” igen. Jeg var væk i for lang tid, og i en tidsperiode af mit liv, hvor mit “jeg” blev udviklet. Det skal endelig ikke opfattes skidt, ondt eller som om jeg mener jeg er et bedre menneske end landsbybeboere. Jeg elsker landsbysamfundet, jeg elsker atmosfæren og personlighederne og de små landsbyers skævheder. Men jeg bliver ikke en indfødt igen. Men derfor kan jeg sagtens trives og have det dejligt, og jeg kan sagtens deltage – og gør det også med glæde og stor nydelse – i begivenhederne som landsbyfestugen i Ilbro. Jeg nyder det på to måder. Den ene med det skæve, elskværdige, smil over begivenheden oplevet gennem et storbymenneskes øjne, men også fordi jeg faktisk godt kan lide at blive mindet om, hvor jeg kommer fra – det giver mig en dejlig nostalgisk hjertevarme.

I morgen spiller Small Amsterdam samt Fede Finn & Funny Boyz på Ilbro stadion fra klokken 17:30 – kom og vær med og oplev de autentiske varme og lunefulde landsbyfolk. Du behøver ikke tage det fine tøj på – kom som du er 🙂