Næste station ……
Søndagen har handlet om afgang. Den bedste halvdel arbejder for Nordjyske Jernbaner, og de er med på den strækning, hvor et smukt veterantog futter rundt i Vendsyssel og Aalborg i sommerperioden. I dag skulle det ud at strække sine ben, og havde hele natten stået og varmet op, så det var klar til Hjørring-Kvissel, tur/retur i dag. For at det kunne komme på strækningen, måtte den bedste halvdel hjælpe til som lods, fra NJs område og hen til Hjørring station. Det gjorde, at der lige var tid og mulighed for et lille privatmøde med den flotte gamle dame, som bruger ca. 12 kg. kul for hver af sine kørte kilometer. Jeg sagde hun var flot, ikke at hun var øko-bevidst
FJ34 er en velplejet maskine. Hun får masser af opmærksomhed, og jeg har før set hende blive varetaget til ud på de sene aftenstimer, for at holde hende klar til sine ture. Hun bliver beundret af sine passagerer, dem som hun passerer i sin forbifart, men i særdeleshed af dem som har påtaget sig tjansen at køre med hende. Det er ikke alle og enhver, som får lov, men dem som gør er også dem som rigtig rigtig gerne vil.
Jeg har ikke været ude på en længere tur med FJ34, men jeg har kørt med veterantoget i Mariager. I dag fik jeg en kort tur i Hjørringtoget. I orange vest (fordi den skal man have på, når man befærdes på arealer som ellers ikke er tilgængelig for den almene offentlighed!), stod jeg på bagperronen af en af vognene, og ankom i god stil til Hjørring station, hvor der stod folk og ventede spændt på deres veterantog. Her hoppede jeg af, det samme gjorde den bedste halvdel, som med den korte tur havde afsluttet sin lodstjans, og så overlod vi den dejlige dame til alle dem som glædede sig til at stige ombord.
Det kunne ellers have været hyggeligt med en tur til Kvissel, hvor vi fik at vide der ventede kaffe og kringle, men vi må lade det være os til gode. Senere på dagen, var det nemlig afgang for en anden. Husets ældste skulle i dag drage afsted mod Try Efterskole, hvor han skal bruge det næste skoleår, og vi skulle overlevere ham til andres hænder. Det hele gik som det skulle, og han er nu indlogeret til det som – forhåbentligt – bliver et af de bedste skoleår i hans liv. Men jeg tænker også, at han her den første aften og de første par dage, har en lidt underlig fornemmelse i maven. Det havde jeg selv, da jeg for 25 år siden rykkede på ungdomsskole. Man skal lige falde til, og det skal vi også. Det er det første store skridt mod den totale selvstændighed, som kommer tættere og tættere på. Årene går alt for hurtigt, men samtidig er det også en fornøjelse, og en stor oplevelse, at se de – efterhånden ikke så små – drenge udvikle sig. Jeg glæder mig til at høre om hans første uge næste weekend, hvor han kommer på besøg.