Når man rammer 100, så tager man stilling til det at dø
Jeg har besøgt kirkegårde i weekenden. Lørdag, havde jeg rendez-vous med HH tøserne. Den gruppe som i december blev et medlem mindre. Vi sendte vores klassekammerat ud på sin sidste rejse. I en kort, men intens kamp, måtte hun give slip, og sige farvel. Her tre måneder efter, er hun kommet hjem. Så vi fem andre havde sat hinanden stævne i Brønderslev til en dejlig frokost først, for derefter at tage på kirkegården for at hilse på Susanne.
Det har været hårdt og barskt, at være igennem denne proces, men vi har haft hinanden, og det har gjort os alle meget bevidste om, at vi kun har hinanden til låns. Det er med at nyde det selskab du har med dem du holder af, mens du kan, og husk at lade dem vide, at du holder af dem.
I dag har jeg så været forbi kirkegården i Sindal. Her ligger min farmor & farfar, og i dag er det nøjagtig 100 år siden denne dejlige dame blev født. Margrethe Elisabeth Andersen. To dronningenavne. I dag 100 år gammel, og selv om hun ikke er mere, så mener jeg alligevel hun havde fortjent et besøg og en fødselsdagssang. Så det fik hun.
Hun fik både fødselsdagslys, fødselsdagskrokusser og fødselsdagssang. Farfar fik også en, for på fredag runder han 101 år.
Jeg kan godt lide kirkegårde. Jeg elsker at vandre rundt på dem, kigge på stenene og forestille mig, hvilken historie der spiller sig ud bag navnene. Jeg synes der er fredfyldt på kirkegårde, og der er plads til stilhed og eftertænksomhed.
I løbet af den uge, hvor vi havde været til vores venindes begravelse, var jeg forbi farmor og farfar for at gøre deres hvilested juleklar. Da det var klaret, så vandrede jeg en time rundt på hele Sindal Kirkegård. Det havde jeg behov for. Jeg fik gjort mig mange tanker, og fik et spørgsmål på plads, som jeg ofte, flygtigt, har stillet mig selv; hvor skal jeg være, når jeg skal afsted?
Jeg er lidt rodløs. Jeg hører ikke til et bestemt sted, som mange af vore bedsteforældre og forældre gør. Jeg er opvokset i Sindal, boet i mere end et årti i Aalborg og er nu bosat ved Hjørring. Hvor hører jeg til? Meget af min mors familie ligger begravet i Bindslev, min farmor og farfar i Sindal. Men hvor skal jeg være? De tanker blev også tænkt under min kirkegårdsvandring. Jeg har aldrig været hele vejen rundt på kirkegården i Sindal. Det var jeg i december. Som jeg gik rundt på den, fandt jeg rigtig mange navne som jeg kendte. Ikke nogen jeg har familiære bånd til, men jeg fandt gamle skolelærer, min kørerlærer, bekendtes forældre og mange andre navne som jeg vidste hvor hørte til. Nede i bunden af kirkegården er der nogen græsarealer, hvor der er nogen store runde hække. Inde i det område var der flere sten. Her fandt jeg blandt andre også min halvbroders mor, som døde tilbage i 2009.
Jeg fandt mit svar. Jeg hører til i Sindal. Det er her jeg skal hen, når jeg siger farvel. Gerne i en af hækkecirklerne. Jeg finder næppe et sted, hvor jeg føler de tilhørselsbånd, som jeg gjorde, da jeg tog min kirkegårdvandring. I dag tog jeg en tur igen, og der er ingen tvivl. Det er her jeg hører til.
Jeg synes det er vigtig, at man tager stilling til den del, og også at man gør sig overvejelserne. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine pårørendes skyld. Lad dem vide, hvad du vil. Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale Min Sidste Vilje, som er en brochure du kan downloade, og så derigennem sætte de små kryds og eventuelle kommentarer. Det er en hjælp til dine nærmeste, så de ikke midt i sorgen, skal gøre sig tanker om, hvad du egentlig gerne ville. Ligeså vel som det er en hjælp, at du har taget stilling til organdonation – det værende om du ønsker at donere eller ikke ønsker det. Hvis du ikke kan overskue at tage snakken med dine nærmeste, så tag den med dig selv, så den er afklaret, når den tid kommer.
Død er et følsomt emne, men det er et faktum at vi alle møder den på den ene eller anden måde. Men midt i det tunge emne, kan den også gøre gavn på mange andre niveauer.
Kære farmor – stort tillykke med de 100 år, og jeg kommer hjem til dig og farfar på et eller andet tidspunkt.