Kært barn har mange navne – bare ikke sit eget

Skat. Elskling. Dejlige dig. Min skønne. Min elskede. Det er alle kaldeord jeg har for min bedste halvdel. Jeg både skriver og siger dem, med variation, hver eneste dag til ham. Mere end én gang. Men en ting jeg meget meget sjældent kalder ham, er faktisk hans navn. Jeg tror jeg i de efterhånden 2½ år vi har kendt hinanden, kun har kaldt det efter ham en enkelt gang …og da hørte han det ikke engang.

Jeg ved ikke om han selv har lagt mærke til, at jeg aldrig kalder  ham hans navn. Han kalder mig jævnligt ved mit navn, men bruger (heldigvis og *suk ♥*) oftest de samme, og flere til, af de ovenstående. Men også mit egentlige navn.

Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke gør det. Det er et mønster jeg har. I samtlige af mine forhold, har jeg stort set aldrig kaldt mine kærester ved deres navn over for dem selv. Heller ikke ham jeg i sin tid var gift med. Så snart jeg er bevæget mig ud i det romantiske med dem, så slutter jeg med at kalde dem deres navn. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil. Jeg kan – af u forståelige grunde – ikke. Jeg synes det føles mærkeligt.

Det er faktisk lidt af et problem. Jeg har i situationer stået i en mængde af folk, hvor jeg skulle fange min bedste halvdels opmærksomhed. For at fange den kalder jeg efter “skat”. Men når han så ikke reagerer, så forsøger jeg med et lidt højere decibel. Når det heller ikke virker, så ved jeg at man helt instinktivt, næsten, reagerer hvis der er nogen som siger sit navn. Så jeg er i en mængde af folk, kan ej fange hans opmærksomhed med “skat”, og jeg ved at jeg bare skal kalde hans navn… men det kan jeg ikke! Jeg har forsøgt én eneste gang, og her reagerede han heller ikke. Måske fordi det ikke blev sagt så højt som “skat” blev det. Så det ender altid med at jeg vælger at vente til jeg fanger hans blik, han kommer hen til mig eller at jeg slet og ret går hen til ham.

Jeg har i stor grad forsøgt at komme ud over mit “problem”. Jeg har mange gange siddet og klargjort mig til at sige hans navn. Hvilket jeg forøvrigt også har forsøgt i tidligere forhold. Jeg har meget intens forsøgt at overbevise, og fortælle mig selv at der jo er fuldstændig latterligt. Og det er det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan. Jeg kan sagtens kalde ham hans navn når jeg snakker med andre. Til dels også til andre når han er ved siden af, men allerede her mærker jeg den her “mærkelighed”. Men direkte til ham – kan ikke. Jeg ved det er sært. Men sådan er det altså.

Jeg arbejder stadig på det. Jeg siger dagligt til mig selv at det er noget underligt noget. Jeg fortæller mig selv hver dag, at der jo ikke er noget farligt ved at kalde ham hans navn også. Jeg aftaler med mig selv hver eneste dag, at i dag skal være dagen. Men efter 752 dage (+/- et par stykker), har jeg stadig kun kaldt ham det direkte en eneste gang…uden held 🙂

Måske i dag?