Jeg; (stadig) et lykkeligt skilsmissebarn

Jeg hørte i dag i radion atter engang det som nogengange gør mig en lille smule eddikesur. Atter engang blev der lagt fokus på at skilsmissebørn er ofre. At de par som vælger at gå hver til sit ej tænker på barnets tarv. At skilsmissebørn bliver traumatiseret og mister stabilitet og ro. At skilsmissebørn har brug for både far og mor; sammen. Snakken i radioen kom på baggrund af en klumme i MetroXPress, skrevet af  Mette Dencker fra Dansk Folkeparti. En klumme som indeholder mange andre udsagn som man så også kan bliver ret så eddikesur over. Men det er en hel anden snak. I radioen fokuserede de primært på skilsmissebarnets helvede som også er er en del af klummen. Det fik mig til at tænke på et  indlæg som jeg skrev tilbage i 2006, hvor jeg havde til huse et andet sted, og hvor jeg havde set et program på DR som også omhandlede alle de traumer som de stakkels skilsmissebørn går igennem. Men selv om det er mage år, og et domæneflyt, siden, er jeg af samme meget faste holdning! Det er vist på tide at gen-publicere indlægget. Den 26 maj 2006 skrev jeg nedenstående – og sådan er min holdning stadig.

——————————————-OOO————————————————

En aften tilbage da jeg var syv, sidder jeg inde på sengekanten af min mor og fars seng med far ved min siden. Ved hans fødder står hans harmonika, og mellem benene har han en sort plastiksæk, som han er i gang med at fylde op med tøj. Han forsøger at forklare mig, at han skal flytte ud for en stund, men vil være hjemme igen til min lillebrors fødselsdag i september. Forud for denne samtale ligger der dage og aftener, hvor jeg har set og hørt mine forældres skænderier. Jeg har inde fra mit værelse gennem væggen hørt store ord og hamrende knytnæver i bordet når de troede jeg sov. Disse gjorde mig mere nervøse og utilpasse end det fakta, at min far for en stund ville flytte ud. Min far flyttede aldrig hjem igen. I løbet af sommeren blev jeg under en ferie kaldt ind til fælles samtale med min mor og far, hvor de spurgte mig om jeg vidste hvad “skilsmisse” betød. Det gjorde jeg. De fortalte sammen, at det var det som ville ske med dem, men at dette ikke betød at jeg ville miste nogle af dem.

Jeg var kun syv år gammel, men de to beskrevne situationer husker jeg meget tydeligt. Men på intet tidspunkt følte jeg sorg, traumatisering eller ladt i stikken. Jeg fik valget om, hvem jeg ville være hos min unge alder til trods. Jeg blev inddraget i de områder som havde med mit ve og vel at gøre. Jeg valgte at blive hos min mor og blev i den forbindelse forsikret om, at jeg ikke ville såre min far.

Jeg er skilsmissebarn, og jeg vil gerne understrege at jeg er, og har altid været, lykkelig. Jeg har på intet tidspunkt lidt under skilsmissen, og jeg var ligeså velfungerende, til tider endnu mere, som mine jævnaldrende. Jo – der har da været følger af skilsmissen, men de har været af materiel karakter. Aldrig nogensinde har de været mentalt eller psykisk betonet. Mine forældre formåede at kommunikere med mig og hinanden imellem. Den dag i dag, ved jeg godt at ikke al kommunikation mellem dem var rosenrødt efter skilsmissen, men dette holdte de uden for min verden. Jeg har hele vejen igennem opfattet deres samarbejde som positivt og problemfrit. Jeg har haft fornemmelsen af, at selv om kærligheden mellem dem ikke bestod, så gjorde deres venskab. Det gør det til den dag i dag. Min far og mor deltager stadig til visse familiefester sammen, og har gennem årene til tider været støtten for den anden.

Jeg er et lykkeligt skilsmissebarn. Jeg vover at påstå, at jeg ville være en komplet anderledes person, havde de ikke gået fra hinanden. Mit “jeg” er et resultat af deres skilsmisse, og jeg ville ikke have været det foruden. Der var sågar et tidspunkt i mine teenage år, hvor min mor og far begyndte at se lidt til hinanden igen, som jeg højlydt modarbejdede. Det at min mor og far faktisk skulle være mor og far sammen, hørte slet ikke til i min verden. Om det var min holdning og modarbejdelse som forhindrede dem i at finde sammen skal jeg ikke kunne sige, men sammen fandt de ikke igen.

Grundet mine lykkelige omstændigheder gennem hele affæren med skilsmisse og hvad der derefter fulgte, kan jeg blive ret så stødt over alle dem som konsekvent påstår at det er skadeligt for barnet, når forældre går fra hinanden. Jeg bliver trodsig når de ytrer, at det er synd for barnet, og dets lykke bliver påvirket af en sådan opsplitning. Til alle regler er der en undtagelse (på nær når det gælder skat og død som det så elegant bliver udpeget i Joe Black), og man kan ikke skære alle skilsmissebørn over en kam. Jeg sender hermed håbet ud og forsikrer skilsmissebørn om, at det ikke er en selvfølge at skilsmisse ødelægger livet. Tværtimod kan det gøre livet aldeles godt, og imod alle de dominerende ryster kan en manglende skilsmisse være skadeligt for præcis det som de så konsekvent og larmede forsøger at bilde os ind; nemlig barnets tarv!