Offentlig Vs. Privat
Til og fra arbejde er det for det meste ANR som spiller over radioen. Om morgenen har Anne & De Herreløse Hunde en lille lytterquiz. Fra denne uge en ny af slagsen som de kalder “Hvad har du på din frækkert?”. Her skal de med fem spørgsmål til lytteren gætte, hvad de har på af påklædning.
Både i går og i dag stillede de lytteren spørgsmålet: “Er du ansat i det offentlige eller det private?”. Begge gange har lytteren tøvet en lille smule, og begge gange svaret “jamen det må nok være det offentlige”. Allerede her studser jeg – man ved da om man er ansat i den offentlige eller den private sektor, gør man ikke? Jeg studser også over at det umiddelbart lød som om de ikke kendte forskel på den offentlige og den private sektor.
De to lyttere viste sig at arbejde henholdsvis som svinepasser og maler. Er det mig som er en lille smule afsporet? I min verden er det ikke den offentlige sektor. Er vi enige om, at når man er offentlig ansat er man på den ene eller anden måde ansat kommunalt eller statsligt. Alt andet som ej er reguleret fra staten falder under kategorien “den private sektor”?
Hvis jeg har forstået det korrekt… hvad pokker er det så lige der går galt i Nordjylland når man ikke aner i hvilken sektor man er ansat i? Til orientering er jeg selv ansat i den private. Med mindre det altså er mig som helt har misforstået definitionen af de to!