Klasse med vindergen

Da jeg var 11 år gammel – faktisk på min 11 års fødselsdag – skiftede jeg skole og klasse. Jeg flyttede fra den lille landsbyskole, Lørslev, (selv samme by som jeg for snart tre år siden flyttede til; den havde jeg ikke lige set komme!) til den noget større skole i Sindal. Jeg gik fra en klasse med ni til elleve elever, til en klasse på 30. Men det skulle vise sig at være en klasse som formåede at skabe opmærksomhed og oplevelser. Det hele startede allerede samme år som jeg kom til. I femte klasse. Her landede vi for første gang i avisen. Både den lokale og den regionale avis, som dengang hed Vendsyssels Tidende

Vi havde deltaget i et projekt omkring kriminalitet, og hvad man kunne gøre for at hjælpe sine venner til ikke at falde til den side. Vi delte os op i små grupper i klassen, lavede vores egne manuser og filmede det hele. Vi vandt. 600 kroner fik klassen, som senere året efter blev brugt til vores Bornholmertur.

I 1986 besluttede EF sig for, at det skulle være internationalt miljøår. Her ramte vi guldet. Vi fandt noget som var lidt bedre end meget andet. Hver søndag blev der på DR sendt et program som hed “Fingrene væk – det er søndag”. Meget populært for vores aldersgruppe. Vi var nu nået til sjette klasse, og DR efterlyste klasser som havde lavet projekter omkring hvorledes miljøet kunne skånes. Vi havde på skoleplan deltaget i en emneuge som omhandlede netop om miljø, og vores klasselære sendte beskrivelse ind til programmet om vores projekt. Snart herefter blev hele klassen inviteret til 2860 Søborg til optagelse omkring vores projekt, og for at møde daværende miljøminister Christian Christensen. Endnu engang formåede vi at lande i aviserne

Det var stort. Vi fik hele det store TV maskineri at se, og vi hilste og så mange kendte ansigter. For ikke at tale om den otte timer lange togtur til den store hovedstad. For mange af os den allerførste rejse hertil.

Vores TV eventyr blev afløst af almindelig skolegang. Lige indtil en dag i syvende klasse, et lille årstid senere, hvor vi atter landede i forskellige aviser med bl.a. billedet nedenfor, som pryder en scrapbog som vores tidligere klasselærer i 1998 overlod i min varetægt, da vores klasse mødtes for første gang efter vores folkeskoletid

Her var vi glade. Rigtig glade. Det var en kold formiddag udenfor Sindal Præstegaard, hvor vi var til konfirmandundervisning. Nyheden havde spredt sig til medierne. En klasse oppe i det høje Vendsyssel havde vundet den ene af to rejser til Spanien. En rejse som EF havde sat på højkant i miljøets navn i forbindelse med miljøåret. To klasser fra hvert EF land kunne vinde en “alt-betalt” rejse til det sydlige Spanien. De klasser som leverede det bedste forslag til, hvordan man kom det gode miljø i møde vandt. Vores klasselærer havde i al hemmelighed sendt alt vores materiale ind…og stik imod hendes forventning modtog hun besked om, at vi skulle til Sydspanien. Vi blev hædret af medierne endnu engang.

For mange af os var dette også første gang vi skulle flyve. Afsted mod syd og varme fik vi tilbragt en uge i Donana Nationalpark. Da vi kom hjem var det tid til at blive konfirmeret, og jeg er overbevist om at flere af os fik sange, hvori alle vores triumfer blev nævnt. Jeg ved ihvertfald at jeg gjorde.

De sidste to år i folkeskolen forløb sig helt normalt. Ikke mere tid i medielyset, og ikke flere gevinster. Men vi fik også så hatten passede, og jeg synes til den dag i dag, at det er herresejt at kunne fortælle historierne om alle de ting vores klasse opnåede. Det hører man ej ofte – men for os var det et faktum. Vi fik det til at ske! Og scrapbogen som vores klasselærer så vældigt satte sammen; ja den er hos mig og bliver passet godt på, og når øjnene tilfældigt i ny og næ falder på den, kan jeg ikke lade være med at bladre i den. Den kommer med stensikker smilegaranti!