Det gør vitterligt en forskel!

Nu har jeg jo en bedste halvdel som er jæger, og går op i det med stor passion. Det gør, at jeg til tider bliver fanget i tidslommer, hvor jeg bliver inddraget i det han gør og det han “uddanner” sig selv med for at fodre sin passion. I weekenden lærte jeg faktisk noget qua et program han sad og så.

Han så et program omkring trofæjagt i Afrika, og i slutningen af programmet, var der nogen  informationer om, hvordan det er gået visse dyreracer. I særdeleshed en af disse oplysninger fik mig til at sige: “Nå… det vidste jeg ikke!” Nogen af elefantracerne er i eksplosiv fremgang grundet forskellige love, som har beskyttet dem. Så godt, at der er regioner, hvor de rent faktisk nu er et problem, hvor de før var et syn som var til fare for at blive set for en sidste gang. De var taget af listen, og ligeledes var nogen andre dyrearter som gennem de seneste år atter var blevet “frigivet til trofæjagt”, som det så fint hedder. Det pirrede min nysgerrighed – hvor mange andre var taget af listen? Vi hører i ny og næ om dem som kommer og er på listen, men hvad med succeshistorierne? Findes de? Hjælper sanktionerne, regulativerne og den indsats som mange tusinde folk – nogle gange også dig og mig i form af diverse donationer – gør? Så her er lige et lille recap til dig, som måske også tænker den tanke, og i særdeleshed til dem som tænker: “det gør jo alligevel ingen forskel”

Den grå ulv var i slutningen af 30erne på randen af udryddelse. Den har i mange år været på listen, men blev for ikke så lang tid siden erklæret talrig nok til ej at være i umiddelbar fare længere. Der estimeres, at der nu er omkring 5000 eksemplarer af den i USA. I mine ører lyder det stadig som faretruende få til ligefrem at tage den af listen, men ikke desto mindre er det med diverse regulativer lykkedes at hive dem ud af udryddelsesfaren.

Pandaen har længe haft ry for at ville være uddø i løbet af kort tid. Men med de seneste mange års beskyttelse og avlsprogrammer, forbliver pandatallet på et stabilt niveau på ca. 1500 eksemplarer. Det er stadig meget meget få, men stabilisering er et skridt i den rigtige retning. Den er stadig ikke strøget fra listen over dyr som er i fare for udryddelse, men den har det bedre end før.

Amerikas nationalfulg – the baldheaded eagle – er en kæmpe succeshistorie. I 1960 var der registreret sølle 417 ynglende par, og der blev sat alle sejl ind for at se om man kunne nå at redde dem inden det var for sent. Der er nu i omegnen af 10000 ynglende par, og den er officielt af listen over truede dyrearter.

Pukkelhvalen er endnu en succeshistorie. Jagt i overdimensioner gjorde, at man i 40erne estimerede at der kun var omkring 1500 tilbage af dem. De blev totalfredet og der estimeres, at antallet af dem nu er ca. 40000. Det er da et pænt comeback. De er stadig på listen, og selv om de endnu er fredet er man desværre i Japan atter begyndt at jagte dem intensivt. Men den positive side er, at de i det mindste er markant steget i antal, og mon ikke man på et eller andet tidspunkt, kan få Japan til at hoppe med på vognen igen, indtil vi er helt sikre på at de store fisk ikke forsvinder? De var da ombord på et tidspunkt, men udfordringen er at få dem på den vogn igen, inden vi rammer bunden én gang mere.

Med andre ord – listen gør faktisk en forskel i mange tilfælde. Der er folk derude, som tager deres ansvar seriøst, og der er ildsjæle som udnytter hver en øre som der bliver doneret til deres kamp. Der er dem som gør det fuldstændig gratis, og nogen med deres eget liv som indsats. Men det nytter. Det budskab ville jeg umådelig gerne blev spredt ligeså effektivt, som budskabet om hvor skidt det går en given dyreart. Det er præcis sådan noget, som gør at jeg synes det giver mening at hjælpe til med den indsats. Jeg ser at det bliver brugt, til præcis det jeg ønsker det skal bruges til.

Jeg støtter orangutangen, og har gjort det i mange år. Desværre er den en af de arter som stadig er i overhængende fare for at forsvinde, og en af de arter som ikke engang er stabiliseret endnu; snarer tværtimod. Borneo orangutangen er der blot 50.000 tilbage af, og kraftig faldende. Primært på grund af skovhugst. Deres territorier og bosteder forsvinder simpelthen. Mest af alt for at udvide produktionen af palmeolien.

Det sorte næsehorn er endnu en af dem som er blinkende rød. I 1960erne havde vi 70000 af dem. I 1981 var vi nede på 15000, og lige nu er der lige omkring 2000 tilbage.

Og så er vi tilbage ved elefanterne. Det er sandt at der er regioner og elefantarter som er voksende, og ej længere i fare. Men der er stadig de arter af elefanter som er kritiske og på listen. Så bare fordi vi har reddet én art har vi ikke reddet dem alle.

Det er kun os som kan gøre en forskel. Ikke kun for elefanterne, men for alle de andre dyrearter som er truet også. Der er mange af dem. Rigtig mange. Deres største fjende er os. Men vi er også deres største hjælper.

Vil du hjælpe en eller flere, nu du ved at du kan gøre en forskel?