Trust in God

Da jeg var au-pair, havnede jeg hos en familie hvor Gud var en del af dagligdagen. Der blev bedt før aftensmaden, der var kirke hver søndag, der var kirkeaktiviteter, og der var bibelskole. Der blev ej forlangt af mig, at jeg skulle deltage eller dele deres tro. Men jeg skulle respektere den, og sørge for at jeg ikke handlede i uoverensstemmelse med deres overbevisning over for deres børn. Jeg respekterede, og tog beslutningen om at jeg ikke ville lukke mig helt udenfor deres store del af hverdagen. Moderen i familien underviste hver torsdag kvinder i biblens ord, og der var hertil tilknyttet en lille børnehaveagtig ting, hvor mødrene i de to timer undervisningen foregik kunne parkere deres børn. Her tilbød jeg min underholdningshjælp. Helt frivilligt – og jeg havde en masse sjove timer sammen med børnene, samtidig med jeg fik et indblik i, hvad det er der driver nogen folk til at tro så fast på noget større.

En aften i bilen sammen med Susan snakkede vi om det her med troen. Den betød alt for hende. Gud betød livet. Gud var førstevalg. Jeg stillede hende spørgsmålet: “Så hvis du på noget tidspunkt stod i en skelsættende situtaion, hvor du var tvunget til at vælge mellem familie og Gud, hvad ville du så vælge?”, hvortil hun uden tøven svarede “Gud!”

Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan have en så stærk overbevisning i noget større, at de uden at blinke er accepterende over for at det er det – og kun det – der styrer deres liv. Alt hvad de har, alt hvad de gør, alt hvad de er, er i kraft af Gud. Det er Ham som har skabt det, og det har Han af en mening. Så opstår der en situation, hvor de står med et valg, er det et valg Han har skabt og derfor er det Ham der skal følges.

Jeg forstår ikke, at man kan ligge alt over i hænderne på noget som ikke kan bevises. Jeg kan på den ene side finde det aldeles vanvittigt, at der er mennesker som kan lade sig styre af noget så abstrakt som tro. Omvendt, da Susan svarede på mit spørgsmål, følte jeg et sted også en form for misundelse. Et eller andet sted, hvor uforstående jeg er over for det, så kan jeg godt misunde dem for den faste overbevisning om, at uanset hvad så er der en mening, og så er der en som altid holder dem. De har et sted, hvor de altid kan finde trøst. Altid! De kan godt sætte spørgsmålstegn ved de situationer de står i, men de er fuldt ud overbeviste om at det er for “the greater good”, og at på den anden side falder det ud til deres fordel. Det giver dem styrke til konstant at gå igennem det de nu end skal gå igennem. Det må da være fantastisk at være overbevist om at der altid kommer et lys på den anden side af tunnelen. Hvor “vi andre” måske dvæler og kvæles i håbløsheden for til sidst at give op, sidder de med en fast tro på at de blot skal igennem det, og at de kommer igennem det, fordi det er Ham som har en plan med dem, som senere vil gøre det hele endnu bedre end det var før.

Jeg vil ikke forholde mig til, hvad der er rigtig og forkert. Blot det at de har en flig af noget som vi andre nogen gange mangler. Men det betyder langt fra at jeg er der, hvor de er. Jeg er ikke troende i den forstand. Jeg ved ikke engang om jeg tror på en Gud. Men jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke tror på noget større. Men jeg er slet ikke der, hvor Susan er, og jeg er så langt fra det at jeg har svært ved at sætte mig ind i det.

Jeg respekterede deres tro og deres dagligdag og sørgede for ikke at påvirke børnene med min manglende tro. Jeg levede et liv, som deres børn ikke skulle leve. Susan og familien satte heller aldrig spørgsmålstegn ved om den måde jeg levede på var rigtig eller forkert. Hvor troende de end var, så respekterede de omvendt også at jeg havde mine egen overbevisning om, hvordan jeg ville leve mit liv. Men der var da tidspunkter, hvor jeg blev sat på en prøve over for børnene.

F.eks. da Ted spurgte, hvad det var for nogle piller der lå på mit bord, hvor jeg – uden at tænke videre over det svarede – at det var p-piller. Her sagde Ted, for sådan var hans verden jo: “Jamen din kæreste og dig er jo ikke gift, så hvorfor tager du p-piller?”. Hurtig tænkning var tiltrængt, og jeg formåede uden at holde pause at fortælle ham, at p-piller ikke kun er graviditetsbeskyttende, men at der er kvinder som rent fysiologisk ikke fungerer helt optimalt i forhold til den kvindelige cyklus, og hertil kan pillerne være en medicin for at skabe balancen. Ted nikkede og sagde “aaahh, okay – do they fix you then?” Jeg kunne forsikre ham om, at det gjorde de!